Shakespeare, William

Oprettet: 21.03.2007 - 09:06

Shakespeare har præget andres forfatterskaber siden 1600-tallet med sine Komedier, Tragedier og Historiske dramaer: En Skærsommernatsdrøm, Kong Lear, Romeo og Julie, Hamlet ...

William Shakespeare
Shakespeares dramaer behandler tidløse temaer som f.eks. kærlighed og had, liv og død, på en eventyrlig måde, gerne krydret med labyrintiske forviklinger, der får det klassiske græske trekantdrama til at virke banalt. Sproget i de 400 år gamle tekster er på en gang lyrisk og hårdtslående, hvilket giver en livagtighed, der stadig påvirker den nutidige læser. Shakespeares betydning i litteraturhistorien er uvurderlig, og han har præget andres forfatterskaber siden 1600-tallet . Ikke blot at hans værker har været en inspiration for senere forfatterskaber, man kan også genfinde mange af hans temaer og fortællinger i yngre værker.

Shakespeare bevæger sig i tre hovedkategorier; Komedie, Tragedie og Historisk drama. Endvidere har han skrevet Sonetter, samt andre lyriske værker om kærlighed.
Det er imidlertid ikke uden betydning, hvad man giver sig i kast med i sit første møde med den engelske dramatiker, da sværhedsgraden og stemningen varierer meget fra værk til værk.

I første omgang er det vigtigt ikke at lade sig skræmme af dramaets form, der hos Shakespeare aldrig kommer til at virke stiliseret og dominerende. Det skyldes at han skrev sine dramaer til det engelske renæssanceteater, der stort set var uden rekvisitter. Dette krævede derfor stor kreativitet af både dramatikeren og skuespilleren. Shakespeare anvender ofte stemningsbeskrivelser, fremfor steds– og tidsangivelser, hvilket giver dramaerne en dynamik som i lyrik eller prosa.

Kong Lear. Royal selverkendelse.
I et så omfangsrigt forfatterskab som Shakespeares er der mange indfaldsvinkler. Her er et bud på den mest spændende af dem alle: En psykologisk læsning af Kong Lear, der åbner op for intertekstualiteten i store dele af forfatterskabet. Intertekstualitet betyder at tekster skabes på baggrund af andre tekster, og ikke kan undgå at genlyde af disse.
Shakespeares tragedie Kong Lear bygger på et gammelt keltisk folkesagn, men foregår ellers i et fiktivt univers

Igennem dramaets fem akter opnår Kong Lear en balance mellem den sociale og den kosmiske orden. Denne balance opnås via en overgang igennem kaos: det golde hedelandskab og uvejrets rasen. Dette kaos er et symbol på hans tiltagende vanvid. I første til tredje akt har vi sammenbruddet. Og i fjerde til femte opnås erkendelsen.
Først det sociale kollaps, hvor kongen slår hånden af sin yngste datter. Følgende citat skitserer det begyndende sammenbrud af de emotionelle relationer imellem Lear og Cordelia.

Lear: "For mig og for mit hjerte skal du være fremmed fra nu til evig tid."
Cordelia:" Jeg ber jer, eders Højhed, hvis det er al min brøde, at jeg mangler den glatte, sleske kunst, der vel kan tale, men intet mener – har jeg godt i sinde, gør jeg det, før jeg taler – sig, det ikke er nogen skamplet, ikke ondskab, mord, og ingen ukysk handling, intet misligt, der har berøvet mig jer gunst og nåde, men kun en mangel – den der gør mig rig – på sleske blik og på den søde tale som jeg med glæde savner, skønt jeg derved har mistet jeres gunst.

Kong Lear er hovmodig og ignorant overfor den datter, der senere skal vise sig at være den, der redder hans ære. Som en af finesserne i Shakespeares dramaer er der altid en eller flere parallelle handlinger, der understreger temaet eller moralen i hovedhandlingen. I Kong Lear drages der en parallel imellem Lear og Jarlen af Gloster. Sidstnævnte har en horeunge, Edmund. Der opstår nogle herlige forviklinger imellem faderen, Edgar, den ægte søn, og Edmund pga. et brev, der er skrevet af Edgar. Han føler sig forbigået af faderen da denne tilsyneladende føler sig tættere knyttet til Edmund. Det bliver således en selvopfyldende profeti, da brevet (med Edgars bange anelser,) bliver kilden til en sammensværgelse imod ham. Man kan sammenligne vanviddet hos Lear med begæret hos Gloster. Begge når til slut en erkendelse via lidelse, hvilket er et klassisk træk hos Shakespeares karakterer.

I anden akt bryder den sociale orden sammen. Edmund jager sin bror væk. Lears hovmod står for fald, idet hans to ældste døtre nægter ham adgang til deres boliger. De var grådige og opnåede hvad de ville med deres falske kærlighed.
Kong Lear ligger som han har redt og kastes i tredje akt ud i det eksistentielle sammenbrud. Han er nu i galskabens magt og så at sige symbolsk død. I følgende citat ses Lears vanvid i kraft af farverig naturmetaforik.

Lear: "Du synes det er strengt, at stormen trænger lige ind til skindet; for dig måske; men hvor en større sygdom har fæstet rod, der mærkes knap den mindre. Du flygter for en bjørn; men standses du på flugten af det vilde hav, så vender du om og trodser bjørnens gab. Når sindet er roligt, mærker legemet hver smerte; men stormen i min sjæl, den har forjaget al anden følelse fra mine sanser, undtagen den som banker her i hjertet. Børns utaknemmelighed! Er det da ikke som om min mund nu søndersled min hånd, som tak fordi den bragte føde til den? men jeg vil straffe jer, og hårdt!"

han ser endnu ikke sin ugerning imod Cordelia og siger endvidere:

"jeg er en mand der lider mere ondt end jeg har øvet ondt"

Det er den evigt tilstedeværende nar, der vækker empatien hos Lear og får ham til i fjerde akt at erkende sin skyld overfor Cordelia. Narren optræder her for første gang i Shakespeares forfatterskab. Han er en moralsk kommentator, der viser kontrasterne imellem Lears vanvid og livets bitre sandheder. Han sætter handlingen på en spids, uden selv at tage del i den.

I femte akt genforenes Cordelia og Lear i fængslet, hvor de begge dør. Selverkendelsen er så stor en kraftanstrengelse for kongen, at han mister sin styrke. Hans død er en nødvendighed for at genoprette den kosmiske orden, som han forbrød sig imod i indledningsfasen, hvor han var en hovmodig tyran. Kong Lears ære genoprettes i dramaets slutning, der bliver en symbolsk genfødsel via døden.

Liv
William Shakespeare blev født 26. april 1564 i Stratford – on – Avon i det sydlige England. Hans forældre Mary Arden og John Shakespeare tilhørte lavadelen. Faderen var betydningsfuld og endte som borgmester for byen. William gik på grund af faderens indflydelse gratis i latinskole, hvor han stiftede bekendtskab med de græske dramatikere. Men han valgte skuespillervejen frem for den akademiske.

I 1582 gifter han sig med Anne Hathaway. De får tre børn. Det er tilsyneladende et møde med en teatertrup på gennemrejse i Stratford, der får Shakespeare til at tage til London og starte ved teatret i 1587. Han gør sig hurtigt bemærket med sine skuespil, og frygtes af de andre dramatikere. Allerede i en alder af 28 er han anerkendt både som skuespiller og forfatter.

I 1597 køber han og familien en villa i Statford–on–Avon.
I 1599 bygger han sammen med sin teatertrup det berømte Globeteater, hvor de fleste af hans stykker blev opført.
I 1616 bliver han alvorligt syg. Han dør 23.april 52 år gammel. Han er begravet i Trinity Church i Stratford.

Værk
Først efter hans død i 1623 udgives hans værker samlet. Den såkaldte Folioudgave, med 36 af hans dramaer, udgives af et par venner.
I begyndelsen af forfatterskabet skriver han de ungdommelige komedier. Ungdommelige fordi de bar præg af at han endnu prøvede sig frem i forskellige retninger. I denne periode var komedierne legende lette som En Skærsommernatsdrøm, De to herrer fra Verona eller Elskovs gækkeri. Med Sonetterne træder alvoren igennem, og døden som tema trænger sig på og fortsætter med den første store tragedie Romeo og Julie. Han bevæger sig samtidig over i krønikeskriveriet, hvor det bliver til ti historiske dramaer, der er med til at markere ham som dramatiker i London. Tragedierne Hamlet, Macbeth, Kong Lear viser det lidende menneske, hvor selve handlingen bliver en sorgbearbejdelse og selverkendelsen bliver det centrale tema. De sidste er igen komedier; Vintereventyr og Stormen. Naturen og friskheden er tilbage i disse sidste luftige komedier fra Shakespeare.

Fortsat læsning
Er man efter Kong Lear blevet bidt af Shakespeare, kan det anbefales at læse komedien En Skæsommernats drøm (1595-96), hvis plot er mindst lige så forviklet som Kong Lear, men med komediens absurditet og lethed. Her er det ikke nar men en elver ved navn Puk, der laver rav i hele menageriet. Med en elskovsdrik får Puk elverdronningen Titania til at forelske sig i en skuespiller, som han har tryllet om til et æselhoved. Hovedhandlingen foregår i det høviske miljø ved det italienske hof, hvor et seriøst kærlighedsdrama udspiller sig imellem fire unge mennesker, der elsker hinanden på kryds og tværs, og naturligvis forstyrres af den gode Puk. Komedien handler om hvor indviklet kærligheden kan være, især hvis man tror sig hjulpet af magi. Som i Kong Lear er der en slutmorale om at det er uklogt at forstyrre naturmagterne, der er repræsenteret ved elverkongen Oberon og hans dronning Titania. De får høsten til at slå fejl i England i det herrens år 1596.

Kimen til Puk–figuren blev allerede lagt i Shakespeares første store tragedie Romeo og Julie (1594-95). Romeos ven og modsætning, Mercutio, fortæller om den magiske figur dronning Mab, der har mange ligheder med Puk. Romeo og Julie handler som bekendt om kærlighed og slægtskab. Sidstnævnte var ligeledes et tema i Kong Lear, hvilket giver anledning til at læse Romeo og Julie efter samme metode, med henblik på den psykologiske udvikling hos personerne. Også i dette drama er der parallelle handlinger, der gør at man skal holde hovedet koldt for at følge med i det meget nervepirrende plot. Her udspilles handlingen ligeledes ved det italienske hof. Shakespeare anvendte ofte Italien som baggrund for handlingen, da det gav ham større kunstnerisk frihed og fritog ham for censur, eller i værste fald for straf med døden til følge, hvis han hængte det engelske hof ud.

Tragedien om Macbeth(1606) kan læses som en omvendt Kong Lear, forstået på den måde at Macbeth i begyndelsen er en hæderlig mand, men han korrumperes og dør som en ussel tyran. Det er et typisk Shakespeare-drama med intriger, paranoia, hekse på heden, højforræderi og barok skæbnetro. Macbeth får storhedsvanvid, da han spås til at skulle være konge og endvidere ikke kan dræbes af noget menneske, der er født af en kvinde. Han tror sig derfor udødelig. Hans kone lokker ham til at begå mord, i bedste syndefaldsstil. Efter mordet drives han til vanvid af sin samvittighed og ser den myrdedes spøgelse sidde som gæst ved middagsbordet. Macbeth ender med at afsløre sig selv og opfylde spådommen, idet han dræbes af en mand, der er født ved kejsersnit. Moralen bliver den samme som i Lear; hovmod står for fald, men udviklingen i historien er en ganske anden. Forfatteren og kritikeren T.S.Elliot har i et essay kaldt Macbeth for Shakespeares mest formfuldendte drama.

Sidst men ikke mindst skal Hamlet(1600 -1601) nævnes. Dramaet, for hvem alle kender Shakespeare på sætningen; "At være eller ikke at være" . Man kunne tilføje et "Gal" til sætningen, da dramaet som forløber for Kong Lear og Macbeth, ligeledes handler om galskaben. Den unge Prins Hamlet kommer hjem til Danmark og finder sin far myrdet af broderen. Hamlet foregiver at have mistet forstanden for at narre sine fjender. Ingen er hvad de giver sig ud for at være, kun Ophelia, der virkelig er rablende gal af ulykkelig kærlighed til Hamlet. Hamlet er utrolig omdiskuteret og er blandt andet blevet kritiseret for at være ufuldendt. Dette skyldes nok at dramaet er Shakespeares mest komplekse værk. Det stiller mange ubesvarede spørgsmål, som er med til at øge mystikken og spændingen omkring det. Som i Kong Lear er en psykologisk læsning yderst interessant, da der også her er uorden i den sociale og kosmiske orden. Kritikken skyldes imidlertid at man ikke som i Macbeth og Kong Lear får den samme klare forløsning i slutningen. Prins Hamlet dør som konge og krigshelt, hvilket går imod hans natur som intellektuel. Hamlet er egentlig ikke interesseret i at deltage i livet, men kan ikke sidde uretfærdigheden over faderdrabet overhørig og tvinges derfor til handling.

Af Mireille Stærk, studerende ved Litteraturvidenskab i Odense

 

Læs videre

Samlede Shakespeare : dramatiske værker / Edvard Lembckes oversættelse bearbejdet af Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen ; Titus Andronicus og Perikles oversat af Erik H. Madsen ; redaktion, indledninger, oplysninger og noter af Henning Krabbe Dette er en god og troværdig oversættelse, der både respekterer det lyriske og det tematiske aspekt af teksten. Den er skrevet i et mere nutidigt sprog end Edvard Lembckes tidligere oversættelse, der var en smule mere kysk og faktisk derfor fjernede sig fra originalteksterne. Der er en tilpas lang indledning i bogen, med en spændende og overskuelig biografi, der letter forståelsen af Shakespeares dramaer. Endvidere er der et kort resume, der indleder hvert værk.

Verdens litteraturhistorie (under redaktion af F.J. Billeskov Jansen, Hakon Stangerup og Poul Henning Traustedt)
Bind 3 : Renæssancen 1500-tallet. Politikken, 1971 I dette bind om litteraturen i 1500 tallet, får man et godt overblik over den litterære og kulturelle periode som Shakespeare er en del af. Samt en indføring i de samfundsmæssige forhold, der gør sig gældende i forhold til hans værker. Der er ligeledes gode tolkningsforslag til udvalgte værker.

Verdens litteraturhistorie (redaktion: Hans Hertel)
Bind 3 : 1450-1720. Gyldendal, 1985
Liselotte Wiemer, "Sonetter der letter". I Weekendavisen 15. december 2006. I denne artikel kan man læse om forfatteren Line Kroghs nye oversættelse af Shakespeares sonetter, der netop er udkommet på forlaget Attika.

Johannes Møllehave, "Sonetter så nette". I Kristeligt dagblad 17. november 2006. Som ovenfor en artikel om Line Kroghs oversættelse af "Sonetter", der af Møllehave beskrives som "En meget nutidig og mundtlig præcis gengivelse"

Søren Kassebeer, "Shakespeare på spidsen", I Berlinske Tidende 25. juni 2005. I denne artikel diskuteres det tidløse i Shakespeares dramaer. Det vil sige, hvorfor de stadig er interessante for nutidige læsere og teatrets publikum. En spændende debat om hvorvidt Ophelia må have Downs syndrom. Hvad gør mobiltelefoner ved "Romeo og Julie"? Og er det i orden at sammenligne Macbeth og Bill Clinton?

Nicholas Royle, "How to read Shakespeare", Granta books, 2005. Analyser af udvalgte værker. På engelsk.

Gode internetindgange
www.shakespeare-online.com. En hjemmeside på engelsk, der indeholder mange gode troværdige informationer om Shakespeare.

0
Din bedømmelse: Ingen