Scherfig, Hans - Det forsømte forår

Oprettet: 10.09.2007 - 18:06

Bog: "Det forsømte forår" af Hans Scherfig

Bogens forside

Originaludgave: 1940
Hvas satire over forholdene i et københavnsk gymnasium omkring 1920: åndssløvt terperi, uforstående, sadistiske lærere

Forfatter: 
Hans Scherfig
Udgivet: 
2005
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
175
Lån bogen - Køb bogen

Ingen, der har læst Det forsømte Forår glemmer det. Scherfigs kollektivroman om en gruppe skoledrenge er en klar karakteristik af, hvordan angst æder sjæle op.

Det forsømte forår er Hans Scherfigs tredje roman, udgivet i 1940. Bogen er ved første øjekast lille og uanselig: Den fylder et godt stykke under 200 sider, sætningsopbygningen er ligefrem og sproget enkelt og lettilgængeligt. Men ingen skal lade sig narre. Det forsømte Forår brænder sig fast med sin ætsende og nådesløst satiriske beretning om, hvordan mødet med den sorte skole kan nedbryde et menneskes fantasi og selvstændighed så nidkært og systematisk, at dette menneske til sidst pr. automatik forsømmer ”hvert eneste forår i sit liv”.

Det forsømte forår er bygget op som en kollektivroman. Den følger en gruppe københavnske skoledrenge, fra de bliver optaget i mellemskolen med hver deres egenart og særlige fremtidsdrømme, til de 25 år efter studentereksamen mødes til jubilæum, ”forkrøblede og forkerte som kinesiske misfostre, der er opdrættet i krukker og vaser”. Således gøres små, bange skoledrenge til store, bange mænd, uddannede til at videreføre det system, der berøvede dem deres egen barndom.

Som det er tilfældet med Scherfigs foregående roman, Den forsvundne fuldmægtig, indledes fortællingen med et klassisk kriminalplot: Den agtværdig lektor C. Blomme falder om en forårsaften, forgiftet med stryknin. Morderen er intetsteds at finde, for ”ingen kunne mistænkes for at stræbe ham efter livet”, som det udtrykkes med karakteristisk, underspillet ironi. Efter denne korte introduktion springes der frem til tiden omkring jubilæet, der fungerer som ramme om resten af romanen. Denne ramme består dels af en række ultraskarpe miniportrætter af de nu midaldrende jubilarer, der lever på behørig og forskræmt afstand af livet, dels af en nærmest impressionistisk gengivelse af festen, som bliver et studie i bevidsthedens evne til at fortrænge og male skønmalerier. Det kommer i særlig grad til udtryk i den højstemte besyngelse af lektor Blomme, som, skal det hurtigt vise sig, ellers nok var værd at stræbe efter livet.

Først i kapitel 15 forlades rammefortællingen til fordel for beretningen om jubilarernes mellemskole- og gymnasietid, som strækker sig over syv år. Det går hurtigt op for både læseren og skoledrengene, at ikke alle drømme eller tanker kan tolereres. ”Der er ikke råd til private interesser og til privat videbegærlighed”, når man går i den sorte skole. Rundt om på siderne er strøet eksempler på den lærdom, eleverne skal tilegne sig udenad, og de lange udredninger nærmer sig avantgardistisk poesi i deres absurditet: ”Man må huske, at når to sekanter skærer hinanden er produktet af den ene sekant og dens uden for cirklen liggende stykke lig produktet af den anden sekant” og så videre derudaf uden ende og uden kommaer.

Når et sådant pensum skal hamres ind i en tolvårigs hjerne, må der gribes til både psykisk og fysisk vold, og alle medlemmer af lærerkollegiet slår en ganske proper næve. På denne baggrund træder især lektor Blomme frem med sin raffinerede evne til at sætte angreb ind, hvor eleverne mindst venter det. Det får navnlig én elev at føle: Edvard Ellerstrøm, som indledningsvis er Blommes yndling, men som formaster sig til at komme i puberteten og få bumser og stor næse. Beretningen om, hvordan Blomme med sine verbale perfiditeter på rekordtid formår at gøre den dygtige Ellerstrøm til et stammende nervevrag er et mesterligt studie i alliancen mellem frygt og magt.

Som det ofte er tilfældet hos Scherfig, opbygges der i romanen et mikrokosmos, som allegorisk afspejler – og kritiserer – mønstre og strukturer i det omgivende samfund. Skrevne regler er én ting, men nok så vigtigt er det at tilegne sig de uskrevne. Den sociale lagdeling tydeliggøres, da en skoledreng kommer for skade at være høflig mod pedellen: ”Pedellen hedder Petersen. Han er ikke hr. – Og disciplene lærer, at der er klasser også for de mennesker, der ikke mere er skoledrenge.” Dette stilles op imod drengenes stærke indbyrdes solidaritet, som skolen dog et langt stykke hen ad vejen formår at bryde med karakterbøgernes indtog: ”Man ønsker ikke sine venner uheld og dårlige karakterer. Men alligevel. Det er så betydningsfuldt, at de bare får lidt dårligere vidnesbyrd end en selv”.

I begyndelsen af drengenes skolegang har de endnu overskud til at tænke sig en anden og bedre verden. En lille flok drenge danner modstandsgruppen Den sorte Hånd med feltråbet ”Død over Blomme!”, men snart forsvinder de sidste spirer til revolution i sumpen af febrilsk eksamenslæsning. Så effektivt kan et kontrolsystem internaliseres, at der ikke levnes plads til fristeder. Det er da også bemærkelsesværdigt, så mange af eleverne, der som voksne bliver ansat inden for retsvæsenet. Herunder Blommes morder, som bliver afsløret sent i romanen, da spekulationerne om mordet for længst har veget pladsen for de langt mindre spektakulære, men mere vidtrækkende forbrydelser, der begås i lærdommens navn.

Romanens avancerede komposition samvirker effektivt med dens tematik. En mængde flashbacks og flashforwards underbygger fornemmelsen af, hvordan tiden flyder sammen for romanens personer, og hvordan tidens gang, i stedet for at bringe udvikling og fremskridt, blot cementerer forholdene. Det afsluttende kapitel vender tilbage til rammefortællingen, og denne cirkelstruktur mimes effektfuldt på det sproglige plan. Hyppige gentagelser, både af enkeltord og hele sætningsafsnit samt de mange variationer over udtrykket ’det forsømte forår’, afspejler skoledrengenes opfattelse af livet som klaustrofobisk og kvælende. Dette sættes op mod en sætningsopbygning, hvor korte sætninger forbindes med ’og’, hvilket giver en fornemmelse af højt tempo og stakåndethed. Effekten er prægnant: Det kan godt være, livet er lukket og cirkulært, men du har travlt, mens du er i det! Der er ingen tid at spilde, du er hele tiden ved at komme for sent!

Hele vejen igennem romanen opereres der med den særlige scherfigske fortællerstemme, som bevæger sig ubesværet ind og ud af synsvinkler, ubundet af geografiske og tidsmæssige afstande. Det kræver opmærksomhed at fange de utallige små forskydninger, som skabes af en flittig brug af ironi, indirekte tale og fortællerkommentarer. Især medfører den hyppige brug af ’man’ som personligt pronomen en tvetydig effekt. I nogle tilfælde bruges det i indirekte tale som et middel til at give samfundets krav stemme: ”Man kan ikke bare være. Man må have en stilling og et fag og et embede”. Her er fortællerens distance tydelig, og læseren følger trop. I andre tilfælde fremmaner brugen af pronominet i stedet en fornemmelse af nærvær og samhørighed med personerne – de beskrevne følelser og tanker er jo netop ens for alle, som her ved eksamenstiden: ”Man har nervøs mave og kvalme og klamme hænder. (...) Det er forår. Men man har ikke tid til at tage sig af foråret”. Ved hjælp af dette dobbeltsyn får fortælleren både givet system og individer stemme, uden at der dog til syvende og sidst er tvivl om, hvor sympatien ligger.

Fortælleren kan nemlig se og vise læseren alle de facetter af livet, som skolens tunnelsyn lukker ude. Som modbillede til det stivnede tyranni fremstilles en natur og et liv, hvor cirklen kan brydes op og mulighederne står åbne, hvor der er ”landeveje, som går ud i verden og aldrig ender”, og hvor skolen bare er en bygning som alle andre, som duerne kan klatte på. Men for skoledrengene er det for sent – det virkelige liv er rykket uden for rækkevidde efter alle de forsømte forår. Selv da drengene får studentereksamen og kan træde ud af skolen for sidste gang, lever den videre inden i dem: ”Det er svært at løsrive sig. Det er også svært for en fange at forlade sin lille lune celle, som gav ham ly i en årrække”, som det hedder med en giftig sammenligning. Alle nuancerne og synsvinkelskiftene til trods får romanen derfor givet en klar og utvetydig karakteristik af, hvordan angst æder sjæle op, så ingen, der har læst Det forsømte Forår glemmer det – også uden at lære bogen udenad.

Stud.mag. Astrid Ravn Skovse, september 2007

 

Litteratur om bogen

Bøger

Tonny Biilgreen: Det forsømte forår : rockmusical efter Hans Scherfigs roman / dramatiseret af Tonny Biilgreen, H. W. Gade og Jesper Morville. - Teaterforlaget Drama, 1985. - 2 bind. 
Tekst og noder til dramatiseringen.

99.4 Scherfig, Hans
Birger Reker Holm: Hans Scherfigs Det forsømte forår. - Birgers bøger, 2005. - 48 sider.
Lille bog med opgaver om romanen. Gennemgår miljøer og temaer. Tidligere udgave fra 1992 med titlen Hans Scherfigs romaner med udgangspunkt i Det forsømte forår.

99.4 Scherfig, Hans
Jørgen Hvidtfelt: Det forsømte forår. - Danmarks Teaterforening, 1987. - 19 sider.
Om dramatiseringen af bogen, f.eks. om de forskellige typer drenge.

99.4 Scherfig, Hans
Omkring Det forsømte forår / ved Carsten Clante. - Hans Reitzels Forlag, 1977. - 218 sider.
Forhistorien og tilblivelsen. Modtagelsen og debatten. Modtagelsen i udlandet samt Hans Scherfigs egne betragtninger omkring bogen.

99.4 Schrøder, Peter
Jette Bundgaard: Det forsømte forår - en roman filmatiseres. - Gyldendal, 1993. - 87 sider.
Sammenligning af roman og film, personkarakteristik og miljøtegning.

Afsnit i bøger

04.6
Sven Møller Kristensen: Den kødelige rationalisme : digtning, musik, opdragelse, kultursociologi : artikler og vers 1936-1979. - Gyldendal, 1979.
(heri s. 140-146: Litteraturens funktion).
Om hvor stor en forskel, der er på, hvordan en bog læses og forstås alt efter hvem, der læser den - med Det forsømte forår som eksempel.

81.04
Julius Bomholt: Før Uvejret : Tredivernes Bøger. - Gyldendal, 1947.
(heri s. 200-203: Det forsømte Foraar).
En lettere omarbejdet udgave af anmeldelsen i Social-Demokraten den 23/10 1940.

81.6
Jørgen Aabenhus: Litteraturhistorie for folkeskolen. - Dansklærerforeningen, 2003.
(heri s. 131-132: Det forsømte forår).
Kort introduktion og om temaerne i romanen.

81.604
Johs. Møllehave: Læsehest med æselører : oplevelser med danske bøger fra H. C. Andersen og Blicher til Benny Andersen og Lola Baidel. - Lindhardt og Ringhof, 1979.
(heri s. 206-218: Man må bukke dybt for dværge).
Om romanen og om Møllehaves egne lignende oplevelser på Metropolitanskolen og Sct. Jørgens gymnasium.

81.65
16 danske forfattere møder deres læsere. - Rosenkilde og Bagger, 1963.
(heri s. 118-127: Hans Scherfig: Forsvar for det forsømte forår).

81.69
Finn Klysner: Den danske kollektivroman 1928-1944. - Vintens forlag, 1976.
(heri s. 103-104: Hans Scherfigs Det forsømte Foraar).
Meget kort omtale af klassekammeraterne i bogen.

99.381
Dansk forfatterleksikon / redigeret af Joh Chr. Jørgensen under medvirken af Thomas Bredsdorff. - Rosinante, 2001. - 2 bind.
(i Værker, s. 55-56: Jens Kr. Andersen: Det forsømte Foraar).

99.4 Scherfig, Hans
Jens Kr. Andersen: Hans Scherfigs forfatterskab. - Vintens forlag, 1973.
(heri s. 11-25: Det forvaltede menneske).
Analyse.

99.4 Scherfig, Hans
Clante, Carsten: Normale mennesker : Hans Scherfig og hans romaner. - Gyldendal, 1975.
(heri s. 97- 123: Det forsømte forår).
Baseret på interviews med Scherfig, behandles temaerne i bogen.

99.4 Scherfig, Hans:
Vilhelm Joost: Scherfig. - Stig Vendelkærs forlag, 1974.
(heri s. 61-68: Det forsømte forår).

99.4 Scherfig, Hans
Jørgen Moestrup: Hans Scherfig. - Gyldendal, 1977. - (Tæt på forfatterne).
(heri s. 29-44: Opdragelse og samfund; s. 93-98 Hans Scherfig: Forsvar for det forsømte forår).
Om titel, klassedeling, indoktrinering og romanens figurer.

99.4 Scherfig, Hans
Samtale i Fredensborg med forfatteren og maleren Hans Scherfig. - Gjellerup, 1972.
(heri s. 9-14: Denne gamle skole).
Om Scherfigs egen skoletid på Metropolitanskolen og om Det forsømte forår som nøgleroman.

Artikler i tidsskrifter

02.05
Bogens Verden : tidsskrift for litteratur og kultur. - Danmarks Biblioteksforening; Det kongelige Bibliotek; Danmarks Biblioteksskole.
(heri 1998, nr. 1, s. 40-46: Leon Jaurnow: Skærsilden i barnetidens lykkeland : skolebilleder ved Hans Scherfig og Sonja Hauberg).
Om debatten af det billede af gymnasiet, bøgerne tegnede, da de udkom i 1940'erne.

Artikler i aviser

Arbejderbladet
(heri 1/12 1940: Hans Kirk: Forbudet mod Hans Scherfigs roman).
Kritik og betragtninger over årsagerne til Statsradiofoniens handlemåde, da de aflyste den planlagte oplæsning af udvalgte passager fra Det forsømte forår.

Ekstra Bladet
(heri 30/11 1940: Ole Vinding: Radioen har strøget sin oplæsning af Scherfigs bog).
Interviews bl.a. med Statsradiofoniens drama-chef Hans Werner.

Anmeldelser i tidsskrifter

02.05
Bogens Verden : tidsskrift for litteratur og kultur. - Danmarks Biblioteksforening; Det kongelige Bibliotek; Danmarks Biblioteksskole.
(heri 1940, s. 337: Jørgen Claudi: Hans Scherfig: Det forsømte Foraar).

37.36305
Folkeskolen. - Danmarks Lærerforening.
(heri 1940, nr. 48, s. 807-808: Aage H. Petersen: Hans Scherfig: Det forsømte Foraar).

Anmeldelser i aviser

27/10 1940 Otto Gelsted i Arbejderbladet
25/10 1940 Hans Brix i Berlingske Aftenavis
25/10 1940 Henning Kehler i Berlingske Tidende
18/11 1940 Kai Friis Møller i Ekstrabladet
28/12 1940 Misse Gundel i Jyllandsposten
25/10 1940 Oscar Geismar i Kristeligt Dagblad
23/10 1940 Hakon Stangerup i Nationaltidende
23/10 1940 Frederik Schyberg i Politiken
23/10 1940 Julius Bomholt i Social-Demokraten
17/12 1940 Richardt Gandrup i Aarhus Stiftstidende

Video, bånd, CD

77.7
Det forsømte forår : en film. - Regner Grasten Film, 1996. - 1 kassette (VHS)
Filmatisering af bogen med Frits Helmuth som Lektor Blomme.
Også distribueret på DBC Medier, 1995 og Metronome Video, 1994.
Findes som DVD fra Buena Vista Home Entertainment, 2005.

99.4 Schrøder, Peter
Det forsømte forår : en roman filmatiseres. - Gyldendal AV, 1993. 1 kassette (VHS).
Interviews med instruktør og manuskriptforfatter. Til undervisningsbrug i folkeskolens ældste klasser og gymnasium/HF.

Links

Litteratursiden
Pernille Skot-Hansen Hvillum: Scherfigs satiriske stemme
Artikel i anledning af Hans Scherfigs 100 års dag.

 

Generelt om forfatteren

Bøger

99.4 Scherfig, Hans
Carsten Clante: Normale mennesker : Hans Scherfig og hans romaner. - Gyldendal, 1975. - 206 sider.

99.4 Scherfig, Hans
Frank Egholm Andersen: Hans Scherfig som ung. - Her & Nu, 2006. - 87 sider.
Om Scherfigs ungdomsår og om sammenhængen mellem forfatterskab og liv. Bl.a. om tiden på Metropolitanskolen.

99.4
Hans Scherfig : forfatteren, maleren og kommunisten / under redaktion af Nils Frederiksen og John Poulsen. - Tiden, 1985. - 179 sider.
Artikelsamling i anledning af, at forfatteren ville være fyldt 80 år.

99.4 Scherfig, Hans
Vilhelm Joost: Scherfig. - Vendelkær, 1974. - 136 sider.

99.4 Scherfig, Hans
Jørgen Moestrup: Hans Scherfig. - Gyldendal, 1977. - 119 sider.
Om forfatterskabet.

Afsnit i bøger

04.6
Otto Gelsted: Goddag liv!. - Sirius, 1958.
(heri s. 84-93: Et talent med tre hoveder).
Om Scherfigs tre hovedområder: kunsten, romanerne og insekterne.

32.267
Morten Thing: Portrætter af 10 kommunister. - Tiderne Skifter, 1996.
(heri s. 240-264: Den reflekterende troskyldighed : Hans Scherfig).

81.6
Dansk litteraturhistorie. - Gyldendal, 1983-1985. - 9 bind.
(i bind 7, s. 463-467: Ib Bondebjerg: Satire, idyl og humanisme).

81.6
Dansk litteraturhistorie / redaktion P. H. Traustedt. - Politiken, 1976-77. - 6 bind.
(i bind 5, s. 208-215: Torben Brostrøm: Hans Scherfig : Nøgleromanernes stiliserede Satire).

81.6
Dansk litteraturs historie / redaktion Klaus P. Mortensen og May Schack. - Gyldendal, 2006- . 
(i bind 5, s. 197-206: Søren Schou: Samfundsordene som hovedskurk).

81.6
Danske forfatterskaber / Susan Mose, Peter Nyord, Ole Ravn. - Systime, 2005- .
(i bind 2, s. 297-301: Jungle-kamæleonen).
Lille gennemgang af forfatterskabet.

81.6
Hovedsporet : dansk litteraturs historie / redigeret af Jens Anker Jørgensen og Knud Wentzel. - Gyldendal, 2005.
(heri s. 539-540: Peter Olivarius: Prosa i kanten af socialrealismen).

81.6
Litteraturens stemmer : Gads danske forfatterleksikon / redigeret af Benedicte Kieler og Klaus P. Mortensen. - Gad.
(i 1. udg. 1999, s. 473-477; i 2. udg. 2003, s. 319-321: Johannes Fibiger: Hans Scherfig).

81.6
Litteraturens veje / Johannes Fibiger, Gerd Lütken. - Gad.
( i 1. udg. 1996, s. 273-274; i 2. udg. 2003, s. 288-290: Hans Scherfig).

81.6
Litteraturhåndbogen / redigeret af Ib Fischer Hansen. - Gyldendal. 2001. - 2 bind.
(i bind 2, 6 udg. 2001, s. 156-158: Hans Scherfig).

81.64
H. E. Sørensen: Danske digtere. - Melbyhus, 1993.
(heri s. 52-63: Hans Scherfig).

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. – 4. udgave / redigeret af Anne-Marie Mai. – Gad, 2000-2002. - 3 bind.
(i bind 1, s. 429-439: Lars Bukdahl: Hans Scherfig).

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede / redigeret af Torben Brostrøm og Mette Winge. – Gad, 1980-82. – 5 bind.
(i bind 3, s. 180-211: Hans-Jørgen Nielsen: Hans Scherfig).

81.65
Tilbageblik på 30'erne : litteratur, teater, kulturdebat 1930-39 : en antologi / Hans Hertel. - 3. udgave. - Aschehoug, 1997.
(heri s. 134-148: Anders Bodelsen: Den falske loyalitet).
Om Scherfigs særlige stil og tone, bl.a. i Det forsømte forår.

99.381
Dansk forfatterleksikon / redigeret af John Chr. Jørgensen under medvirken af Thomas Bredsdorff. - Rosinante, 2001 - 2 bind.
(i Biografier, s. 410: Jens Kr. Andersen: Hans Scherfig).

Artikler i tidsskrifter

81.6505
Spring : tidsskrift for moderne dansk litteratur.
(heri 1992, nr. 3, s. 82-94: Lisbeth Gundlund Jensen: Er det moderne naturligt? : om Hans Scherfigs forfatterskab).
Diskussionen natur kontra kultur ud fra et studie i Scherfigs romaner.

Links

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Den store Danske
Portræt af Hans Scherfig

Bibliotekar Birgitte Bjælde, Vejle Bibliotekerne

3.5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 3.5 (2 bedømmelser)