Pontoppidan, Henrik

Oprettet: 08.08.2007 - 08:06

Realisme og ironi er nøgleord i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Hans noveller varierer i tema fra den aktuelle situation på landet til klassiske eksistentielle temaer

Henrik Pontoppidan (1857-1943)
Henrik Pontoppidan er en ualmindelig god fortæller. Man bliver grebet af hans personer, og hans komplekse værker udfordrer og motiverer til fordybelse. Pontoppidan er ikke svært tilgængelig – hans sprog er rent som i de islandske sagaer, og hans superrealistiske stil gør, at man ikke farer vild i symboler og metaforer. Alligevel rummer den tilsyneladende enkelhed en tvetydighed og dybde, der bevirker, at stort set ingen sekundærlitteratur har helt samme syn på forfatterskabet. Pontoppidans værker kan læses igen og igen. Man vil hver gang finde nye vinkler, i takt med man selv udvikler sig og kommer dybere ned i hans logikker og universer.

Henrik Pontoppidan ville i år være fyldt 150 år. Det gør ham til en ældre herre, men en, det i høj grad er værd at læse den dag i dag. Hans værker bliver genoptrykt i stor stil, og hans store fortællinger fænger stadig. Stort set alle har læst noget af ham. Om ikke andet så novellen Ørneflugt, som det i folkeskolen var af største vigtighed at sammenligne med H.C. Andersens Den grimme Ælling for at se modsætningen imellem Pontoppidans sortsyn og H. C. Andersens positive retfærdighedstro. En sådan sammenligning yder ikke Pontoppidan retfærdighed – han kan ikke koges ned til en negativ samfundsrevser eller værdinihilist, der ønsker at afsløre tilværelsens meningsløshed. Pontoppidan er meget mere. Hans forfatterskab er varieret, og hans karakterskildringer viser ikke kun kynisme, men også sympati – én enkelt ’happy ending’ er det endda blevet til i hans omfattende værk.

Henrik Pontoppidans liv
Henrik Pontoppidan blev født i 1857. Hans far var præst og havde et magert kald i Randers, hvor han prædikede en mørk og syndsbetonet kristendom. Denne blev senere udgangspunkt for den bidende kritik af kristendommen, der gennemsyrer forfatterskabet. Pontoppidan tog tidligt afstand fra faderens form for kristendom og gjorde op med den gejstlige slægtstradition. I 1874 begyndte han på ’Den polytekniske Læreanstalt’, men sprang fra kort før sin endelige eksamen for at ernære sig som forfatter. I perioden derefter arbejdede han som lærer på broderen, Morten Pontoppidans, højskoler, men det grundtvigianske højskolemiljø tiltalte ham ikke. I 1881 debuterede han med sin første novelle og blev samme år gift med gårdmandsdatteren Mette Marie Hansen. Ægteskabet var problematisk, og i 1892 blev de skilt. Samme år giftede Pontoppidan sig med Antoinette Kofoed, som han havde mødt nogen år forinden. I samme periode ændredes grundtonen i forfatterskabet. Fra at skrive noveller om den aktuelle situation på landet, begyndte han at tage mere klassiske eksistentielle temaer op.

Det andet ægteskab var lykkeligt, og det er i forbindelse med parrets sølvbryllup, at den eneste roman med positiv slutning – Et Kærlighedseventyr – skrives. Efter Antoinettes død 1928, omskrev Pontoppidan romanen, så den slutter tragisk. I 1917 fik Pontoppidan Nobelprisen for litteratur, som han delte med den nu ukendte Karl Gjellerup. Pontoppidan fortsatte med at skrive frem til sin død i 1943.

Mange af Pontoppidans romaner er blevet opfattet som selvbiografiske. Dette er ikke tilfældet. Selvom han skriver ud fra sig selv, og hans livsforløb afspejles i mange af hans bøger, skriver han ikke om sig selv, men om det han kender til. Derfor kan man sagtens læse Pontoppidans værker uden først at sætte sig ind i biografien.

En samfundsrevser
Det er i novellerne, at samfundskritikken er mest markant. Pontoppidan var tilhænger af Georg Brandes, hvis program for Det Moderne Gennembrud, hele forfatterskabet søger at realisere, blandt andet ved kompromisløst at "sætte Problemerne under Debat". Novellerne handler for en stor del om de fattige landarbejderes kummerlige forhold i hans egen samtid. Det er en af Pontoppidans store fortjenester, at han drager disse forhold frem i lyset og giver dem kunstnerisk mæle. Hans mest gennemgribende og sarkastiske kritik findes i novellesamlingen Fra Hytterne.

Selvom novellerne behandler dybt tragiske skæbner, er der ingen sødsuppe over fremstillingen. Blikket på elendigheden er køligt og kynisk, og fremstillingen dybt ironisk. I novellen Bonde-idyl – en titel hvis ironi er tydelig – beskriver han, med tydelig påvirkning fra det darwinistiske udviklingssyn, hvordan en hel generation af fattige landarbejdere er ved at gå til grunde på grund af de rige landmænds "vampyrisme". I novellerne, såvel som i resten af hans forfatterskab, står dobbeltmoralen for skud. Hykleriet, falskheden og egoismen bliver ironisk og nådesløst trukket frem, og det ’onde’ er i lige så høj grad at finde i det enkelte menneske, som i samfundet omkring det. Pontoppidan, der med sin bidende realisme skildrer det gode og det onde, på tværs af de menneskelige og sociale bånd, skriver nogen af de skarpeste noveller i dansk litteratur.

Menneskets evige problem
De tre største og mest kendte af Pontoppidans romaner er Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige. Alle tre bøger har karakter af skæbnefortælling i den forstand, at de skildrer tilværelsens grundvilkår og viser, hvordan det enkelte menneske er henvist til at handle efter sin natur og sin kulturelle baggrund. Hans værker udviser en sjælden indsigt i menneskesindet. Med sin klare og enkle fremstillingsform fortæller han om "virkeligheden", som den fremtræder for hans karakterer, så det ikke kan undlade at gøre indtryk.

Romanerne har mange fællestræk både hvad angår menneskesyn og tema. Konflikten mellem den oprindelige elementære livslyst og samfundets regulering og hæmning af denne, bliver belyst fra forskellige vinkler. Dét, at følge sin natur, er evident. Både i Lykke-Per og i Det forjættede Land søger hovedpersonerne en personlig frigørelse, der står i kontrast til den sociale virkelighed, de er vokset op i. Men at følge sin natur kræver, at man kender den. Dette er et smertepunkt for mange af forfatterskabets personer - De kender ikke deres natur, og fejler derfor i deres frigørelsesprojekt og ender som ensomme vandrende eksistenser. Det eneste, der hos Pontoppidan kan lindre denne fundamentale ensomhed, er naturen og kvinderne. Kvinderne beskrives for det meste yderst positivt, både som ophav til den brændende lidenskab, som Pontoppidan, især efter 1892, sætter højt, og som værende i besiddelse af det "kærlighedens offermod", der hæver dem over mændene.

Romanerne forholder sig til den kulturelle arv, den enkelte person bærer rundt på. Dette gør, at Pontoppidans romaner ikke kan beskrives som dannelsesromaner, men derimod som udviklingsromaner. Hvor den traditionelle dannelsesroman har formlen "hjemme – hjemløs – hjem", og helten ender med at kunne bekræfte sin kultur og baggrund, så er helten hos Pontoppidan i en markant anden situation. I Lykke-Per er hovedpersonen "offer" for en splittelse og er tvunget til at finde et livsgrundlag, der er forskelligt fra det, han voksede op med. Pontoppidan forholder sig således til den kulturelle arv som en art social determinisme – hvad enten individet tager afstand fra sin sociale arv eller ej, er de bestemt af den.

På tværs af disse kontinuerlige tematikker i forfatterskabet, indeholder det en dobbelthed, der beror på forfatterens tendens til at give udtryk for to modstridende synspunkter på samme tid. Denne dobbelthed er svær at få styr på, men det er blandt andet på grund af den, at værkerne får den kompleksitet og rigdom på nuancer, der gør forfatterskabet spændende. Når man ikke ved præcis, hvor man har værkerne, er man tvunget til selv at tage stilling til de problematikker, der sættes under debat. Pontoppidan moraliserer ikke - eller udtrykker ét specifikt livssyn. Han er ikke sandhedsagiterende, men sandhedssøgende, og det er denne søgen, der til stadighed gør hans forfatterskab interessant.

Hvor skal man starte?
Pontoppidans forfatterskab er så righoldigt og nuanceret, at det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Vil man lære forfatterskabet at kende uden nødvendigvis at læse det hele, kan man læse novellerne og en eller to af de store romaner. Endvidere skylder man sig selv at læse Det ideale Hjem, som handler om et matriarkat, og som er en anderledes måde at se ægteskabet på. Det er en af Pontoppidans mest kontroversielle bøger, som stadig kan fungere som debatoplæg. Dog er størstedelen af Pontoppidans forfatterskab godt, og det er derfor ikke så vigtigt, hvor man starter, men mere hvordan man læser ham.

Pontoppidans bøger egner sig til en efterårsweekend, hvor man kan putte sig i en stol og ellers bare læse. Især Pontoppidans tre store romaner egner sig til det lange stræk – man kan, med en kliché, ikke lægge bogen fra sig, før den sidste side er vendt.

Oprindeligt blev Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige udgivet som føljetoner, hvilket ifølge forfatteren ikke skyldtes en overordnet plan, men derimod økonomiske begrænsninger. I dag er vi så privilegerede, at vi uden problemer kan få fat i værkerne i deres helhed, og alle tre romaner fungerer bedst, hvis man hele tiden har blik for de store perspektiver.

Pontoppidan rettede stort set alle sine værker til, hver gang de blev nyudgivet, og nogen af rettelserne har karakter af et helt nyt værk. Denne tendens til aldrig at blive endeligt færdig med fortællingerne skyldes Pontoppidans ønske om at opnå det perfekte og sprogligt helt rene og enkle. Forfatteren beskrev selv forskellen på førsteudgaven og de efterfølgende rettelser, som forskellen på en malers naturskitse og det endelige resultat. Det endelige resultat er typisk lettere tilgængeligt og mere anskueligt, men skitsen besidder en friskhed, som den ofte mister under forarbejdelsen. Jeg mener, at man til enhver tid skal vælge førsteudgaven, hvis dette er muligt, men man kan snildt "nøjes" med en af de senere gennemarbejdninger, for Pontoppidan skriver godt, ligegyldigt hvilken udgave man får fat i.

Af Sidsel Sander Mittet, danskstuderende v. Syddansk Universitet, Odense

 


Læs videre

De helt konkrete oplysninger om Henrik Pontoppidan og hans forfatterskab kan man læse om i artiklerne i:

Litteraturhåndbogen bind. 2, 6 udg. Redigeret af Ib Fischer Hansen. Gyldendal, 2004. (Her står forfatterne er listet alfabetisk)

Hovedsporet : Dansk litteraturs historie. Af Jens Anker Jørgensen et al. Gyldendal, 2005. (Her står forfatterne er opført kronologisk)

Litteraturens veje. Af Johan Fibiger og Gerd Lütken, GEC Gad, 1996 (forfatterne er opført kronologisk)

Læs værker af forfatteren.
Jeg har udvalgt otte værker, som jeg mener både er gode at begynde med og repræsentative for forfatterskabet.

Fra Hytterne.
Nye Landsbybilleder, 1887. I denne novellesamling møder man Pontoppidans skarpe pen og sociale indignation, der præsenteres med bidende ironi

Det forjættede Land I-III, 1896. Oprindeligt udgivet i tre bind: Muld, 1891, Det forjættede Land, 1892 og Dommens Dag. 1895. Den første af Pontoppidans tre store romaner. Efter flere mange tilløb med små romaner og novellesamlinger viser Pontoppidan i denne roman virkelig sin psykologiske dybde.

Det ideale Hjem. Roman, 1900.
En underfundig og proveokerende bog der fremkommer med et forslag til en helt ny samfundsorden. Kan stadig bruges som debatoplæg.

Lykke Per I-III, 1905.
Oprindeligt udgivet i 8 dele: Lykke-Per. Hans Ungdom. 1898, Lykke-Per finder Skatten, 1898, Lykke-Per. Hans Kærlighed.1899, Lykke-Per i det Fremmede.1899, Lykke-Per. Hans store Værk.1901, Lykke-Per og hans Kæreste. 1902, Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika. 1903, Lykke-Per. Hans sidste Kamp. 1904. Lykke-Per er Pontoppidans måske bedst kendte roman, og et ideelt billede på den romantype, der kaldes ’dannelsesromanen’. Det er en fortælling om et liv på godt og ondt og kan stadig fænge læseren med sine skildringer af det menneskelige individs lyse og mørke sider.

De Dødes Rige I-II,1917.
Udkom oprindeligt i fem bind: Torben og Jytte. En Fortællings-Kres, 1912, Storeholt. En Fortællings-Kres, 1913, Toldere og Syndere. En Fortællings-Kres, 1914, Enslevs Død. En Fortællings-Kres, 1915, Favsingholm. En Fortællings-Kres,1916. Ligesom i sine to tidligere stor-romaner fortæller Pontoppidan i De Dødes Rige om eksistentielle problemer som vi stadig kæmper med den dag i dag.

Et Kjærlighedseventyr Roman, 1917.
Denne roman er det eneste eksempel på en lykkelig slutning i hele forfatterskabet. Den er let og lys (måske lidt for let og lys), men den er værd at læse for at møde en helt ny og anderledes side af Pontoppidan.

Mands Himmerig. Roman, 1927. Mands Himmerig er en af Pontoppidans knap så kendte romaner, men den er værd at læse. Den foregår under første verdenskrig og giver et eminent og kritisk billede af Danmark i denne periode.

Undervejs Til Mig Selv. Et Tilbageblik, 1943. Undervejs Til Mig Selv kan betegnes som forfatterskabets selvbiografi. Den er utroligt godt skrevet, og viser hvordan Pontoppidan opfattede sig selv.

Læs mere om forfatteren
Der findes utroligt meget sekundærlitteratur om Henrik Pontoppidan. Jeg vil derfor kun nævne nogle enkelte bøger, som jeg har været glad for.

I Knut Ahnlunds bog Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författerskapet, 1922,
kan man læse dybere om de fem hovedlinjer der er i forfatterskabet. Bogen er på svensk, men alligevel overkommelig.

Elisabeth Diderichsen fremkommer i sin bog Den umulige kærligheds nødvendighed hos Henrik Pontoppidan, 2002,
med tre interessante analyser af Pontoppidans tre store romaner. Analyserne har fokus på forholdet mellem lidenskab og ægteskab, og får et ekstra aspekt af det forhold, at forfatteren er præst.

Jørgen E. Tiemroths bog Det labyrintiske sind. Henrik Pontoppidans forfatterskab 1881—1904, 1986,
fremkommer med en række interessante iagttagelser samtidig med den kort opsumerer den tidligere forskning

I Undergangens angst. De Dødes rige, som er udgivet af Syddansk universitetsforlag, 2004,
er der samlet en række glimrende læsninger af en af Pontoppidans allermest eminente romaner – De Dødes Rige.

Gode netsteder:
www.henrikpontoppidan.dk kan man få et godt overblik over Pontoppidan samtidig med, at man kan finde yderst dybdegående artikler.

På Litteratursiden.dk er der en ekspert i Henrik Pontoppidan. www.litteratursiden.dk

0
Din bedømmelse: Ingen