Hemingway, Ernest

Oprettet: 23.06.2011 - 13:00

Ernest Hemingways forfatterskab kan betegnes som én lang bestræbelse på at komme overens med døden som et grundvilkår for livet. Dødens nærvær er tydeligst i de episke krigsromaner, men er måske endnu stærkere behandlet i de underspillede noveller og i det sene mesterværk Den gamle mand og havet.

FRA FLODEN TIL HAVET. OM ERNEST HEMINGWAYS FORFATTERSKAB

I de tidlige morgentimer på søen, siddende for enden af båden med hans far ved årerne, var han sikker på, at han aldrig skulle dø”. Således slutter en af Ernest Hemingways mest berømte noveller, Indianerlejr (1924). Drengen, der sidder i bådens agterstavn, er Hemingways alter ego, Nick Adams, der er hovedpersonen i flere af hans noveller. I historien er Nick taget med sin far, der er doktor, ud på et lægebesøg i en indianerlejr, hvor han på samme dag overværer en fødsel og en mand, der tager sit eget liv. I en typisk bevægelse for Hemingway væves livet og døden sammen i en historie, der mest af alt handler om at blive voksen. For Nick er endnu kun tilskuer til livets dramatik. Han ser sin far hjælpe indianerkvinden med at føde og han ser kvindens mand tage sit eget liv, men han er endnu ikke selv blevet et handlende subjekt, hvilket understreges af, at det er faderen, der ror, og ikke Nick.

Følelsen af at være i faderens hænder bliver hos Nick forbundet med en form for uskyld i udsagnet om, at han er sikker på, at han aldrig skal dø, men som altid hos Hemingway, så ved læseren mere end hovedpersonen selv. Lykken har en pris: passivitet. En passivitet som mennesket automatisk rives ud af, idet det bliver ældre, og i de senere historier vokser Nick da også op og lærer at konfrontere sig med døden og livet på førstehånd.

Uskylden er væk i det øjeblik mennesket lærer døden at kende og det afgørende for Hemingway er, at der ikke er noget valg: døden kommer uigenkaldeligt. Det der imidlertid bliver essentielt er, hvordan man forholder sig til dødens realitet. Hemingways credo, hvad enten det gjaldt hans skrivning eller hans eget liv, var at forholde sig aktivt til døden. Det gav forfatterskabet dybde, men var ikke uproblematisk i hans eget liv, hvor mandsmod hurtigt kunne blive til machostereotypi.

Liv og værk

Ernest Miller Hemingway (1899-1961) voksede op i Oakland i staten Illinois. Hans far Clarence Edmonds Hemingway var doktor og moderen Grace Hall-Hemingway udøvende musiker. Hemingways forældre var velstående og respekterede og han havde ingen problemer i skolen, hvor han tidligt udmærkede sig som aktiv sportsmand. Sideløbende voksede en interesse for at skrive og efter gymnasiet blev han skribent ved avisen Kansas City Star. Det er ofte blevet fremhævet, at Hemingways stil, med de korte sætninger og det ukunstlede sprog, skylder avisæstetikken en del, men hvor avisens sprog er klart og gennemsigtigt, så er det kun tilsyneladende, at tingene er ligetil i Hemingways prosa. Det der står mellem linjerne spiller en stor rolle, og ofte er det det udeladte, der er historiens egentlige essens. I bogen Døden kommer om eftermiddagen (1932) beskriver Hemingway sin stil metaforisk ved at bruge et billede af et isbjerg:

”Hvis en prosaist ved tilstrækkeligt om det emne, han skriver om, kan han udelade visse ting, som han meget vel ved, og læserne vil alligevel, hvis skribenten er sanddru nok, få den samme stærke følelse af disse ting, som hvis forfatteren havde indført dem i sin bog. Den værdighed og majestæt der præger et isbjerg, skyldes at kun en ottendedel af det løfter sig over vandet. En forfatter derimod der udelader bestemte ting, fordi han simpelt hen ingenting ved om sit arbejde, afstedkommer hulheder i sit arbejde.”   

Som Hemingway er inde på, så skyldes udeladelserne ikke en mangel på viden, men snarere en skjult viden, der er tilgængelig for den opmærksomme læser. Ligesom man må kigge under vandet for at se den fulde størrelse af et isbjerg, må man hos Hemingway læse mellem linjerne for at begribe historiens egentlige omdrejningspunkt. Litteraturprofessoren Wayne C. Booth kalder det at ”vise” frem for at ”fortælle”. Hos Hemingway får man dialoger gengivet og steder beskrives, men begivenhederne bliver ikke udlagt af en fortæller, det er op til læseren selv at stykke en mening sammen.

Hemingway modtog litterære impulser og udviklede sin æstetik, mens han i 1920’erne opholdt sig i Paris, hvor han færdedes blandt forfattere som Ezra Pound, James Joyce og Gertrude Stein. Det var Stein, der fandt på udtrykket ”den tabte generation”, hvilket dækkede over den generation, der var blevet mærket af 1. verdenskrigs rædsler. Hemingway havde selv mærket krigens gru på egen krop, da han i Italien arbejdede som ambulancefører for Røde Kors. Her blev han alvorligt såret og måtte vende hjem indenfor et år. Hemingway var imidlertid ikke færdig med krig. 1938-39 arbejdede han som krigskorrespondent under Den Spanske Borgerkrig.

Hemingways oplevelser i Paris, Italien og Spanien blev grobunden for hans trilogi af store romaner: Solen går sin gang (1926), Farvel til våbnene (1929) og Hvem ringer klokkerne for? (1940). I det hele taget er der en tæt forbindelse mellem de steder, Hemingway opholdt sig, og det han skrev. Barndommens Oak Park danner således rammen om mange af novellerne om Nick Adams, og da Hemingway besøger Afrika i 1933 for at tage på safari er resultatet blandt andet bogen Afrikas grønne bjerge (1935), ligesom opholdet på Cuba farver hans sidste roman Den gamle mand og havet (1952) og det posthumt udgivne fragment Øen og havet (1970).

De mange forskellige steder Hemingway befandt sig i løbet af sit liv vidner om en rastløs natur og dette gælder også forholdet til kvinder. Ikke mindre end fire gange nåede han at blive gift i løbet af sit liv. Appetitten på kvinder er imidlertid ikke det problematiske hos ham, men snarere det kvindesyn, som mange mener at kunne læse ud af hans fiktion. På den ene side finder man i historier som Francis Macombers korte lykkelige liv (1936) og Kilimanjaros sne (1936) et særdeles negativt billede af kvinder som pengegriske, manipulerende og skruppelløse, men på den anden side, kan man også finde en udpræget idyllisering, som måske er den side af forfatterskabets kvindesyn, som i forskningen er blevet betegnet som mest problematisk. Således skriver Bent Haugaard Jeppesen i sin afhandling Hemingway i hamskifte:

”Mange amerikanske kritikere (Edmund Wilson og Malcolm Cowley for at nævne et par af de vigtigste) har peget på den svaghed ved flere af Hemingways kvindeskikkelser, at de simpelthen er for søde og for gode til denne verden til at fungere overbevisende. De virker mere som projektioner af pubertetsagtige ønskedrømme end som mennesker af kød og blod og egenvilje. De underkaster sig, vil lyde og tjene de af dem selv guddommeliggjorte, ophøjede mandlige væsener”.

Det er sandt, at der i Hemingways forfatterskab er en vis tendens til en sort-hvid dualisme mellem ”gode” og ”onde” kvinder og rigtigt er det, at han, naturligvis, kunne man sige, havde et bedre indblik i mandens end kvindens psyke, men når det så er sagt, så er billedet langt fra så entydigt, som det nogle gange bliver reduceret til. Der er spor af stereotypier i hans karaktertegning - både på kvinde- og mandesiden, men samtidig formår han også at skabe et varieret galleri af kvinder og mænd gennem forfatterskabet. Vil man forsikre sig om, hvor nuanceret og præcist han kunne beskrive forholdet mellem mand og kvinde, så behøver man blot at læse mesterværket Bjerge som hvide elefanter (1927), der er en eksemplarisk illustration af den hemingwayske novelle.

 Den hemingwayske novelle: Et eksempel: Bjerge som hvide elefanter

Bjerge som hvide elefanter blev publiceret i 1927 som en del af novellesamlingen Mænd uden kvinder. Plottet i historien er ganske simpelt, nærmest papirtyndt: En mand, der blot kaldes ”amerikaneren” og en kvinde, Jig, sidder på en café nær en togstation i området ved Ebrodalen i Spanien. De sidder blot og venter på, at de skal afsted og imens bliver læseren vidne til deres samtale, der på overfladen kan synes som smalltalk, men ved nærmere eftersyn viser sig at være ganske alvorlig.

Det hele starter med en beskrivelse af miljøet, hvorefter der zoomes ind på parret, der har bestilt to glas øl. En kvinde kommer med deres drikkevarer og herefter kommer historiens mest centrale passage:

”Pigen sad og så ud mod de fjerne bjerge. De var hvide i solen, og landet var brunt og tørt.

’de ligner hvide elefanter’, sagde hun.

’Jeg har aldrig set hvide elefanter.’ Manden drak sit øl.

’Nej, det har du selvfølgelig ikke.’

’Det kunne jeg da godt’, sagde manden. ’Det beviser ikke noget, at du siger, jeg ikke har’.

Umiddelbart kunne det virke om en ganske triviel konversation, men ved nærmere eftersyn er der tale om et mikrokosmos af information, der rummer hele novellens tematik. Det første, man bemærker, er, at kvinden kigger væk fra manden. De har i udgangspunktet ikke blikket rettet mod hinanden. Herefter kommer forsøget på kommunikation: bemærkningen om de hvide elefanter. Dette er et poetisk udsagn, der bygger på ligheden mellem bjergene og hvide elefanter, men i stedet for at godtage den poetiske sammenligning, så vælger manden automatisk at fokusere på logikken: hvorvidt der findes hvide elefanter eller ej. Dette fremkalder et udbrud hos kvinden der modsvares af en paradoksal reaktion hos manden, der ender med at modsige sig selv ved at insistere på, at kvinden ikke kan vide, om han set en hvid elefant eller ej. Kernen er her ikke det der tales om, men snarere måden der tales om det. Situationen viser et sammenbrud i kommunikationen på alle niveauer. Både fysisk (kvinden kigger væk og manden drikker øl, mens hun taler) og semantisk (den metaforiske tolkning bliver trukket ind i logikkens område).

Afgørende er det, at sympatien umiddelbart er med kvinden. Manden fremstår usympatisk - ikke blot fordi han bevidst misforstår det, kvinden siger, men også fordi han barnligt insisterer på, at hun ikke kan bevise, at han ikke har set en hvid elefant. Det paradoksale er her, at manden har trukket konversationen ind i logikkens og bevisførelsens område og ender med at gøre den absurd. I virkeligheden handler det ikke om logik, men dominans.

Samtalen mellem manden og kvinden i begyndelsen danner grobunden for det, der bliver historiens omdrejningspunkt: manden forsøger at få kvinden til at foretage en abort, som han aldrig nævner direkte ved navn, men omtaler som ”en uhyre enkel operation”. Gradvist bygger han et psykologisk pres op, der kulminerer med, at han påstår, at han er ligeglad: ’Jamen jeg forlanger det jo ikke’, sagde han, ’jeg er fuldstændig ligeglad med det’. ’Jeg skriger, hvis du begynder igen’, sagde pigen.”

De to verdener, der mødes, kunne ikke være mere forskellige: den kølige manipulation fra manden og det fysiske udbrud fra kvinden.

Mod slutningen har kvinden gennemskuet mandens spil – eller hun opgiver simpelthen at prøve at kommunikere med ham og historien slutter således: ’Har du det bedre?’, spurgte han. ’Jeg har det udmærket’, sagde hun. ’Der er ikke noget i vejen med mig. Jeg har det udmærket’.

Læser man historien overfladisk og bogstaveligt er der tale om en banal historie, der til sidst ender lykkeligt. Men som en nærmere analyse af kommunikationen mellem parret vil afsløre, så er alt, som sagt, meget langt fra lykkeligt. Kvindens appel om forståelse er blevet fornægtet og mandens facade er blevet afsløret, men ironisk nok er slutningen opbygningen af endnu en facade. Jigs udsagn om, at hun ”har det udmærket” bærer en besk ironi i sig, hvor den prosaisk underspillede smerte står i stærk kontrast til den poesi, der giver historien dens titel. Bag en tilsyneladende simpel historie gemmer sig en verden af ufortalte følelser, hvor omdrejningspunktet er et spørgsmål om liv eller død.

Det sene mesterværk: Den gamle mand og havet

Hemingway kunne beskrive en hel verden i sine korte noveller, men han havde ambitioner om at male på det helt store kanvas i stedet for de små skitser. Det blev til en række fremragende romaner, men det største projekt blev aldrig gennemført: en storslået trilogi om elementerne jord, hav og luft. Trilogien blev som sagt aldrig fuldført, men i stedet kom der en torso fra værket i form af den lille roman Den gamle mand og havet (1952), der indbragte forfatteren Nobelprisen i litteratur.

I et brev til sin forlægger, Charles Scribner, beskriver Hemingway romanen på følgende måde:

"Det er denne slags prosa, som jeg altid har stræbt efter at skrive, kæmpet for hele mit liv. Den skal kunne læses klart og enkelt og virke kortfattet og alligevel rumme alle den synlige verdens dimensioner, samt hele den verden som er menneskets sjæl. Dette er den bedste prosa jeg er i stand til at skrive."

Som ofte hos Hemingway er plottet uhyre enkelt, så enkelt, at bogen er et let offer for tegneseriemesteren Rune T. Kiddes humoristiske pen i hans samling af Litterærlige klassikere (1988). Det handler kort fortalt om en gammel cubansk fisker, Santiago, der drager alene ud på havet for at fiske, efter at han i 84 dage har været ude af stand til at fange noget. Langt ude på havet fanger han en kæmpe sværdfisk, men inden han når hjem er fisken blevet spist af hajer. Historien er tredelt. En indledning, hvor man introduceres til Santiago og hans trofaste ven, drengen Manolin, en midte, der foregår på havet, hvor Santiago fanger fisken og kæmper på havet mod hajerne, og endelig en slutning, hvor han vender hjem med det afpillede fiskeskelet.

Romanen er næsten mytisk i sit anlæg, men er samtidig båret af en enkel realisme, hvor portrættet af den gamle mand og hans venskab med drengen står stærkt. På sin vis er det en hverdagshistorie om en uheldig fisker, der kæmper for at få brød på bordet, men samtidig bliver det også en fortælling om menneskets umulige kamp med døden. Den umiddelbare parallel er Herman Melvilles fortælling om Moby Dick og ligesom denne fortælling åbner den Gamle mand og havet op for en allegorisk dimension, der giver teksten et væld af betydninger. I Hemingways eget forfatterskab udgør den en særlig plads. Med bogen var han nået til ende på sin litterære rejse. Han startede med barndommens floder og fortællingen om den lille Nick, der i båden er beskyttet af sin far, og endte med fortællingen om den gamle mand, der alene kæmper med døden på havet. Også i sit eget liv havde Hemingway kæmpet en kamp mod sit eget følelsesliv, alkoholmisbrug, en svigtende fysik efter utallige eventyr, og sidst, men ikke mindst, den frygtede skriveblokering. Den 2. juli 1961 var kampen slut. Her begik Hemingway selvmord. I sin erindringsbog Papa (1976) opsummerer Gregory Hemingway til sidst præcist og poetisk sin faders liv:

"Ingen havde nogensinde drømt om, længtes efter eller oplevet mindre fred end han. Han skrev om den længsel hele livet med ord så enkle og komplicerede som efterår og forår. Bare han stadig kunne drømme et eller andet sted. Han elskede at drømme. Han længtes efter at være en del af jorden, havet og luften og endelig var han det."

Der er ingen ende på Hemingway, men hvor skal man starte?

I Hemingways forfatterskab er det forholdsvis nemt at identificere hovedværkerne, og det er her man med fordel kan begynde. Alle novellesamlingerne er essentielle. Start f.eks. med bindet Mænd uden kvinder. Af Hemingways romaner er Den gamle mand og havet en klassiker, der kan tåle at blive læst igen og igen. Anbefales kan også hans trilogi af store romaner: Solen går sin gang, Farvel til våbnene og Hvem ringer klokkerne for?

En fin måde at afmontere myten om Hemingway på er at læse Gregory Hemingways korte, men rørende erindringsbog, Papa, mens Bo Tao Michaëlis i Aarhundredets mand – et portræt af Ernest Hemingway giver en veloplagt og panoramisk læsning og fortolkning af forfatterskabet. En mere akademisk tilgang fås derimod hos Bent Haugaard Jeppesen i hans afhandling Hemingway i hamskifte. Nihilismen og venstre-engagementet, der, som titlen antyder, nærlæser forfatterskabet i en samfundsmæssig og filosofisk kontekst. Hertil kommer bunkerne af amerikansk sekundærlitteratur.

De posthume udgivelser, som f.eks. Øen og havet, har et ry for at være mere blandede, men er man først blevet fan, er der ingen vej udenom. En særlig udgivelse skal nævnes på falderebet: Om at skrive, der er en dansk oversættelse af Larry W. Philips’ Ernest Hemingway On Writing. Her har Philips samlet en buket af Hemingways råd til alle, der har lyst til at skrive. Et intimt indblik i arbejdsværelset og den perfekte gave til enhver forfatterspire.

Udvalgte værker af forfatteren

Afrikas grønne bjerge (79.929) / oversat af Ole Restrup. - Schultz, 1969.
At have eller ikke have / oversat af Ole Restrup. - Schultz, 1967.
Der er ingen ende på Paris  (99.4) /  på dansk ved Michael Tejn. - Lindhardt og Ringhof, 1989.
Døden kommer om eftermiddagen / på dansk ved Michael Tejn. - Lindhardt og Ringhof, 1997.
Edens have / på dansk ved Finn Holten Hansen. - Lindhardt og Ringhof, 1987.
Farvel til våbnene / på dansk ved Ole Restrup. - Lindhardt og Ringhof, 1981.
Femte kolonne og fire noveller fra den spanske borgerkrig / 
oversat af Michael Tejn. - Hasselbalch, 1969.
Den gamle mand og havet /
på dansk ved Ole Restrup. - Lindhardt og Ringhof, 1999.
Hvem ringer klokkerne for I-II /
oversat af Ole Restrup. - Lindhardt og Ringhof, 1984.
Noveller /
 oversat af Poul Borum. - Lindhardt og Ringhof, 1981.
Om at skrive (80.6) / redigeret af Larry W. Philips; dansk udgave ved Bo Green Jensen. -Lindhardt og Ringhof, 1998.
Over floden – ind i skovene / oversat af Georgjedde. - Schultz, 1969.
Solen går sin gang / på dansk ved Inge og Klaus Rifbjerg. - Lindhardt og Ringhof, 1987.
Øen og havet / på dansk ved Mogens Boisen. - Lademann, 1988.

Om forfatteren

99.4 Hemingway, Ernest:

Baker, Carlos: Ernest Hemingway. A Life Story. - Scribner, 1969.
Ernest Hemingway’s The Old Man and the Sea / Harold Bloom (red.). - Chelsea House, 1999.
Haugaard Jeppesen, Bent: Hemingway i hamskifte. Nihilismen og venstre-engagementet. - Sydjysk Universitetsforlag, 1987.
Hemingway : Eight Decades of Criticism / edited by Linda Wagner-Martin. - Michigan State University Press, 2009.
Hemingway, Gregory: Papa. En personlig erindring. På dansk ved Claus Egerod. - Schultz, 1977.
Michaëlis, Bo Tao: Aarhundredets mand – et portræt af Ernest Hemingway. - Lindhardt og Ringhof, 1999.
The Short Stories of Ernest Hemingway: Critical Essays / Jackson J. Benson (red.). - Duke University Press, 1976.

Hemingway på nettet

En meget grundig og god artikel på Wikipedia om Hemingway:
http://en.wikipedia.org/wiki/Ernest_Hemingway

Hemingway-arkivet ved John F. Kennedy-biblioteket i Boston med et væld af interessant materiale:
http://www.jfklibrary.org/Research/The-Ernest-Hemingway-Collection.aspx

Hemingway-selskabets hjemmeside:
http://www.hemingwaysociety.org/

Ernest Hemingways museum. Tag en online tour i Hemingways Oakland. Her er også links og lydfiler:
http://www.ehfop.org/

Flere links

Brittanica - The online encyclopedia
Artikel om forfatteren. Brittanica er en betalingsbase, der kræver abonnement, som mange biblioteker har adgang til.

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCentersforfatterportræt. Kræver abonnement,men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Litterature Resource Center
En omfattende litteraturvidenskabelig database. En betalingsbase, der kræver abonnement, som mange biblioteker har adgang til. En omfattende side om forfatterens liv og forfatterskab.

The Nobel Prize Internet Archive
Side om nobelprismodtager Ernest Hemingway. Siden indeholder biografi, oversigt over forfatterens værker, littteratur om forfatterskabet, nobelpristale for forfatteren m.m.

Pegasos
Forfatterportræt på engelsk fra den finske litteraturside Pegasos.

Den store danske - Gyldendals åbne encyklopædi
Artikel om forfatteren.Siden er udarbejdet af førende danske fageksperter.

Cand. mag. Jakob Bækgaard

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)