Boccaccio, Giovanni

Oprettet: 08.03.2006 - 19:05

Fortælleren der startede hele den europæiske prosatradition. Giovanni Boccaccio forener kærlighed og erotik, købmandsskab og begærlighed, dyder og laster i sin pragtfulde novellesamling, Dekameron.

Giovanni Boccaccio (1313-1375) er den sidste i rækken af de tre store italienske forfattere fra 1300-tallet – Dante og Petrarca er de to andre. Hvor de to første mest er kendt for deres store digterværker, funderet i middelalderens religiøse grundholdning, så adskiller Boccaccio sig fra sine to store forgængere ved sin ligefremme verdslighed.
Først og fremmest ved tekstens form. Boccaccio betegnes ofte som novellekunstens fader og hans hovedværk, Dekameron, består af 100 noveller med verdslige temaer såsom lykkelig eller ulykkelig kærlighed, konflikten mellem riddertidens etiske værdier og det nye borgerskabs materialistiske livssyn eller historier om hvordan den kloge narrer den mindre kloge.

Man kalder også Dekameron, "Den menneskelige komedie" som pendent til Dante’s Den Guddommelige komedie. Fordi Boccaccio afspejler menneskets svagheder og styrker som vi også kender dem i dag. Men i modsætning til Dante fortæller han i et dagligdags talesprog med ironiske fortællerstemmer, der peger frem mod Cervantes´ Don Quijote og nyere tids fortællemåder.

Forfatteren og hans samtid
Boccaccio voksede op i Firenze, hvor hans far var en velhavende handelsmand. Her var en ny slags borgere, købmændene, i færd med at skabe nye samfundsnormer. Det merkantile var i vækst og ligeså velstanden blandt de norditalienske bystaters borgere.
Som 15 årig flyttede Boccaccio med sin far til Napoli og tilbragte de påvirkelige ungdomsår tæt på Anjou’ernes hof med dets ridderlige idealer om høvisk kærlighed, om venskab og ædelhed sådan som de kommer til udtryk i middelalderens ridderromaner.
Boccaccio forsøgte sig lidt med bankvæsen og jurastudier før han endelig fik lov til at hellige sig sine humaniorastudier og sin forfattervirksomhed.

I 1340 vendte han tilbage til Firenze. Derved kom han mentalt til at stå med et ben i hver by; Firenze med dens købmandsmoral og de fornuftbetonede handlinger og Napoli med riddertidens arkaiske værdier. Men resultatet blev en frugtbar splittelse, som er med til at give dynamik til Dekamerons fortællinger.

Ligesom digteren Petrarca, som han beundrede meget, arbejdede han desuden for at udbrede den antikke græske kultur. Han var åben overfor forskellige kulturer og interesserede sig for videnskab, psykologi, de nye opdagelser og billedkunst. Denne nysgerrighed afspejles i hans noveller hvor han udvider intrigerne til det omgivende samfund. Dermed peger han frem mod humanisterne som netop træder frem på Firenzes scene sidst i 1300 tallet.

I 1348 ramte pesten Italien med voldsom kraft. Boccaccio mistede sine forældre og mange af sine venner. I kølvandet af pestrædslernes kaos, hvor sædernes forfald stortrivedes og alle hæmninger var smidt overbord, skrev Boccaccio Dekameron, som udkom i 1351 og hurtigt blev kendt og læst. Midt i Firenzes pestmareridt sætter han en gruppe ædle, unge, smukke mænd og kvinder sammen for at fortælle os historier med moraler.

Dekameron
Titlen betyder "de ti dages værk" på latin. I bogens indledning, Proemio, hører vi Boccaccio’s egen stemme. Han fortæller at historierne er tænkt som trøst for kvinderne, der ikke har samme muligheder for adspredelser for triste tanker som mændene har. Desuden havde historierne et belærende, didaktisk, formål, hvilket man dog ikke skænker en tanke, når man læser dem.
Han viser hvordan pesten vender op og ned på alle moralkoncepter, på klasseforskelle og på autoritetstroen overfor kirke og lovgivning. I indledningen giver han en nøgtern beskrivelse af sygdommen og dens følger som medvirker til samfundsopløsningen. En af følgerne bliver samtidig et definitivt farvel til troen på den middelalderlige orden som styrende for alt i samfundet og i menneskets liv.

Boccaccio indsætter fortællingerne i en ydre rammefortælling. Her introducerer han ti fortællere, unge, smukke mænd og kvinder. Disse flygter fra pestbyen Firenze ud til et nærliggende landsted hvor de, i idylliske omgivelser, fortæller hinanden historier i ti dage.
Hermed indfører Boccaccio "fortællerbegrebet", de unge fungerer som filter mellem forfatteren Boccaccio og de enkelte historiers morale. For uanset Dekamerons ry for at indeholde "uartige historier", så er det alle historier med en morale.
Historiernes morale er måske knap så tydelig for os i dag som for Boccaccios samtidige. Når man læser dem i dag, skal man have de forhold i baghovedet som er nævnt under "Forfatteren og hans samtid". Så vil man kunne genkende de holdninger og konflikter som dominerede i datidens Italien. Boccaccios unge er med til at sætte nye normer for værdig opførsel, de repræsenterer det nye, stærke merkantile aristokati.

Den inderste ramme for fortællingerne er de ti dage, hvor de ti fortællere hver dag fortæller en historie hver. Bagefter kommenterer de indbyrdes historien og selvom de ikke giver en direkte grydeklar fortolkning, kan man ofte aflæse nogle ledetråde udfra deres stillingtagen.

Historierne kan man dele op i 3 grupper:

Riddernoveller.
Hvor de høviske værdier som kærlighed, ædelhed og venskab spiller en afgørende rolle for historiens personer. Boccaccio havde blik for ridderstandens svagheder og dens styrker og satte dem modspil til borgerskabets værdier. Ofte med et dramatisk resultat til følge.

Købmandsnoveller.
Her er det kløgt, besindighed og fornuft der sættes i højsædet. De har ofte en happy end.

Almuenoveller.
Det er disse noveller der før i tiden gav Dekameron ry for erotiske historier. Boccaccio afslører hulheden blandt datidens munkes og nonners fromhed. Kleresiet bliver gjort til nar, men på en festlig måde. 3. dags 1. novelle er en meget festlig novelle om hvorledes sex, snedighed og kløgt kan bruges, så alle får tilfredsstillet deres lyst. Moralen i disse noveller er, at erotikken og drifterne er en naturlig drivkraft for mennesket og at man ikke kan undertrykke dem. Et andet eksempel på naturens kræfter er historien om Balducci og gæssene.

Temaer
I ridder- og købmandsnovellerne afspejles ofte modsætninger mellem de to forskellige miljøer. En forskel som Boccaccio kendte fra sin opvækst.
I mange af disse noveller er der et budskab om at lade det bedste fra de to verdener smelte sammen: et nyt borgerskab med købmandens rationalitet og ridderens ædelhed og følsomhed.
Kærligheden, ulykkelig eller lykkelig, kan ofte ses i konflikt med familiens rigdom eller mangel på samme. I nogle af historierne gøres kærligheden til selve eksistensgrundlaget. Derved kan den koste livet.

Eksempel på købmandsnovelle:
Nattergalen”. I denne historie, som i så mange af de andre, er datteren, kvinden et salgsobjekt. Fordi hun opdages i et erotisk forhold bliver hendes værdi på markedet forringet. Den snarrådige købmandsfar finder alligevel en udvej til at overholde normerne, gøre datteren lykkelig og få gevinst selv samtidig.

4. dags 9. historie: Købmandsnovelle om handelsstandens altødelæggende profitbegær, der dræber alt smukt omkring sig.
Historien genbruges i Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien, 2004

Eksempel på riddernovelle:
5. dags 9. historie: "Falken" er indbegrebet af den høviske fortælling.
Den ædle, men forarmede adelsmand ofrer sin elskede jagtfalk, det eneste værdifulde han ejer, for at demonstrere sin kærlighed til en gift købmandsfrue. Til gengæld for at ofre (spise!) dette ultimative symbol på ædelhed og ridderidealer, får han sin elskede sidst i historien. Sammen med hende begynder helten at føre et fornuftigt, borgerligt liv.

Af Kandidatstud. i italiensk Janet Wilhjelm, Københanvs Universitet, 2011.

Kilder

Vittore Branca: Boccaccio medievale e nuovi studi sul Decameron. - 2. edizione riveduta e corretta. - Firenze: Sansoni, 1996. - 474 s.

Giulio Ferroni: Storia della letteratura italiana. Milano, Einauidi, 1991. bd. 1

Kirsten Grubb Jensen: Mennesker og idealer i Giovanni Boccaccio's Decameron.- Kbh.: Center for Europæiske Middelalderstudier: C.A. Reitzel, 1985. - 157 sider: ill.

Danske Dekameronudgaver af Boccaccio

Giovanni Boccaccio: Erotiske fortællinger fra Dekameron [Kbh.]: Gyldendal, 2005. - 204 sider ill. i farver.

Giovanni Boccaccio: Fortællinger fra Dekameron. Kbh.: Sesam: 1993. - 260 sider: ill.

Giovanni Boccaccio: Det bedste fra Dekameron. På dansk ved J.V. Lind. - Kbh.: Lademann, cop. 1986. - 248 sider: ill.

Giovanni Boccaccio: Dekameron. Efterskrift af Jens Kruuse. - Ny udgave. - Lademann, 1970. - 3 bind : ill.

Giovanni Boccaccio: Dekameron. Uforkortet overs. ved J. V. Lind; med en introduktion ved Knud Bøgh; Bd. 1-3. - Kbh: Nyt nordisk Forlag. Arnold Busck, 1960

Andre værker er ikke oversat til dansk, men nogle er oversat til engelsk

Giovanni Boccaccio: On famous women. New York, Italica Press, 2011. This first collection of biographies exclusively of women, both mythological and historical, was written by Giovanni Boccaccio, author to the "Decameron," between 1361 and 1362. It includes 106 biographies ranging from Eve to Boccaccio's contemporary, Queen Giovanna I of Naples.

Giovanni Boccaccio: The elegy of madonna Fiammetta sent by her to women in love. Translated by Roberta L. Payne and Alexandra Hennessey Olsen. - New York: P. Lang, 1992
Et ungdomsværk, en brevroman hvor den kvindelige hovedperson skriver til andre kvinder om sin ulykkelige kærlighed. Ofte betragtet som den første kendte psykologiske roman i vesteuropæisk litteratur.

Efter Dekameron blev Boccaccio mere påvirket af den spirende humanisme og af sin ven, digteren Petrarca, som anbefalede ham at skrive på latin. Den frodige fortællerglæde vi kender fra Dekameron forsvinder til fordel for mere tørre og moraliserende emner.

Giovanni Boccaccio: The life of Dante=(Trattatello in laude di Dante). Translated by Vincenzo Zin Bollettino. - New York; London: Garland, 1990.

Allerede midt i 1300-tallet var Dante og hans Guddommelige komedie blevet berømt. Boccaccio var en stor beundrer af Dante og har skrevet en biografi som minder om de helgenlegender man skrev i 1200- og 1300-tallet.

Giovanni Boccaccio: Forty-six lives. Transl. from Boccaccio's De claris mulieribus by Henry Parker, Lord Morley; ed. by Herbert G. Wright. - Reprinted. - London : Oxford University Press, 1970. - cv, 200 s.

En samling af kvindebiografier, skrevet efter Dekameron, ca 1361. I hans senere humanistiske periode. Boccaccio har udvalgt kvinderne for deres intelligens, deres dyd eller måske deres kunstneriske formåen. Hver biografi har et budskab, en moraliseren, men historierne er ikke så underholdende som Dekameron.

Giovanni Boccaccio: The corbaccio, or, The labyrinth of love. Translated and edited by Anthony K. Cassell.. - 2nd ed., rev.. - Binghamton, N.Y. : Medieval & Renaissance Texts & Studies, 1993

Hans sidste roman, og med sine sin mange anti-feministiske udfald adskiller den sig fuldstændigt fra tonen i Dekameron.

Læs videre

Anders Toftgaard: Novellegenrens fødsel : fra II novellino til Decameron, 2005

Hans Hertel: Kødets lyst og luner (De udødelige), Politiken 2003-06-28

Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i middelalderen. Gyldendal, 1999

Heri kapitel "Digternes kærlighed" om Dante, Petrarca og Boccaccio. S. 265 - 275
Storhedstiden i italiensk og spansk litteratur. Udgivet af Valdemar Vedel. - Gyldendal, 1930

Læs om perioden
Brian Patrick McGuire: Den levende middelalder. Fortællinger om dansk og europæisk identitet. Gyldendal, 2005

Fiona Macdonald: Kvinder i middelalderens Europa. Kbh. : Atelier, 2000

Rikke Agnete Olsen, f. 1939: Riddertid og romantik. Fremad, 1998

Pestbeskrivelsen kan være reelt oplevet af Boccaccio, men der er flere
mulige inspirationskilder blandt antikkens forfattere som malende beskriver pesten i Athen. F.eks. Thukydid (460 – 400 fvt.), Lucrets (96 – 55 fvt.).

Thukydid - et udvalg; med indledning og noter ved Holger Friis Johansen. Akademisk Forlag , 1963
Heri kapitel om "Krigerbegravelse i Athen – Epidemien, II. 34-54"

Øjenvidner til historien. Begivenheder gennem 2.500 år fortalt af dem, der så det ske.
Heri: Thukydides: "Pesten i Athen", s. 41

Titus Lucretius Carus: Om verdens natur. På dansk ved Ellen A. og Erik
H. Madsen. Frederiksberg : Det lille Forlag . 1998, 276 sider : ill.

Eller kronikører fra middelalderen, og Paolo Diacono (ca.705 – 799) og Matteo Villani. (d. 1363). Begge findes kun på italiensk.

Cronica : con le continuazioni di Matteo e Filippo. Giovanni Villani; scelta, introduzione e note di Giovanni Aquilecchia. - Torino : Giulio Einaudi editore, 1979. - xxxiv, 346 s.
Findes også på nettet

Læs analyser

Kirsten Grubb Jensen: Moralisering og kvindeopdragelse i Giovanni Boccaccios værker - med særligt henblik på: De Mulieribus Claris. - Kbh. : Københavns Universitet, Romansk Institut, 2001. - 23 sider. - (RIDS ; Nr. 151)

Kirsten Grubb Jensen: Om novellens fødsel i Italien i 1200- og 1300-tallet . - Kbh. : Romansk Institut, Københavns Universitet, 1999. - 41 sider. - (RIDS : Romansk Instituts duplikerede småskrifter ; nr. 144 (1999))N.S. Thompson: Boccaccio, and the debate of love : a comparative study of the Decameron and the Canterbury tales. - Oxford: Clarendon Press, 1996. - 354 s.

Dan Ringgaard: Om Decamerons lethed : forslag til læsning af Bocaccio's Decameron. - ((Pre) publications. - No. 137 (1992). - s. 3-21)

Ida Andersen: Griselda - Griseldis - Griselidis : historien om den tålmodige og bestandige kvinde. - ((Pre) publications. - No. 102 (1986). - s. 3-30)
Kirsten Grubb Jensen: Decameron som verdslig exemplumsamling. - Kbh. : Romansk Institut, Københavns Universitet, 1985. - 19 s. - (Rids ; 116)

Joy Hambuechen Potter: Five frames for the Decameron : communications and social systems in the cornice. - Princeton, N.J. : Princeton University Press, 1982. - ix, 230 s.

Gode netsteder

Den Store Danske. Gyldendals åbne encyklopædi. 

Brown University i Providence, USA står for dette "Decameron web".
Her kan man finde ALT om Dekameron. Både den autoriserede italienske Branca-udgave og den oversatte engelske tekst. Om middelalderens samfund, om pesten og et helt afsnit om de motiver og temaer der ses i historierne. F.eks det kendte middelalder leitmotiv, "Det spiste hjerte", som optræder i flere af datidens franske kærlighedsromaner.

0
Din bedømmelse: Ingen