Yahya Hassan

Yahya Hassan (født 1995) er vokset op i Aarhus, og er af palæstinensisk oprindelse. Han udviser med debutværket 'Yahya Hassan' et udsædvanligt digterisk talent, der er uden sidestykke. Hassan kredser i værket om opvæksten i ghettoen, som var præget af omsorgssvigt og ophold på forskellige institutioner.

Med et oplag på mere end 100.000 eksemplarer er debuten den bedst sælgende debutdigtsamling i danmarkshistorien, og Hassan har vundet flere priser for den. F.eks. har han vundet Weekendavisens litteraturpris og Bogforums debutantpris. Hassan har gået på Vallekilde Højskoles litteraturlinje i 2013, og han begyndte på Forfatterskolen senere samme år.

Yahya Hassan er skrevet med versaler og kan betegnes som et opgør med hans oplevelser i barndommen og ungdommen. F.eks. skriver han i digtet ”DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR”: SELV HAR JEG SKABT DET UFORSKYLDTE / MIT NAVN ER YAHYA HASSAN / OG MINE FORÆLDRE VILLE ØNSKE JEG VAR UFØDT / OG JEG ØNSKER DET SAMME FOR DEM / I DET MINDSTE AT DE VAR DØDFØDTE / ELLER JEG VAR […] JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER / OG JERES ANALFABETISKE PROFETER / JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN”. Læs også Allan Sortkærs analyse af digtsamlingen på Litteratursiden.

Debutten tiltrak sig en enorm opmærksomhed fra medierne, bl.a. på grund af det interview Politiken bragte med ham i oktober 2013, hvor han udtalte sig kritisk om dele af sin kulturbaggrund. I interviewet beskylder han sin forældres generation for at have svigtet deres børn og for systematisk at begå socialt bedrageri. Senere samme måned forsvarede han desuden sine holdninger i Deadline på DR, og i den forbindelse gav han Martin Krasnik kamp til sit hår. Se interviewet i Deadline. Hassans fremtrædende rolle i mediebilledet har ført til trusler på hans liv, men har også betydet, at mange nye læsere har kastet sig over lyrikken.

Medieopmærksomheden omkring værket har ført til en debat omkring, hvorvidt medierne har udnyttet Hassans litteratur i en politisk dagsorden og derved undertrykt selve det litterære. Læs f.eks. Anne Steen Himmelstrups indspark i debatten. Hassan har dog også modtaget stor opmærksomhed og begejstring fra litterære kredse og særligt afslutningsdigtet "LANGDIGT" har modtaget bifald.

Hassan vandt i 2014 Danmarks største debutantpris Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for digtsamlingen. Læs Anne Marie Mais tale til Yahya Hassan ved prisoverrækkelsen.

Debut: 
2013
Land: 
Danmark
Bøger

Se også