Tale til Yahya Hassan

Oprettet: 29.09.2014 - 09:16
Yahya Hassan

Anne-Marie Mais tale til Yahya Hassan ved overrækkelsen af Munch-Christensens kulturlegat den 26. september.

Det gælder for digtningen, at den kan blive til dér, hvor der opstår sprækker og åbninger i sproget. Små ophør i den vanlige sprogbrugs logik tillader undertiden digter og læser at slippe forbi alle de holdninger, meninger og budskaber, som vi dagligt går rundt og serverer for hinanden, og som vi kender alt for godt. Åbningen kan ligge i et billede, der lyser dybt og stærkt, som når Garcia Lorca i ”En digter i New York”, udgivet 1940, fanger sin tids fattige New York’ere i en stærk metaforik: ”Folk vandrer søvnløse rundt i gaderne som nyligt undslupne et skibbrud af blod”.

Den ene af årets modtagere af Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat er Yahya Hassan, men hans digte har ikke deres styrke i den lyriske metafor. I Hassans fabelagtige gennembrudsbog, Yahya Hassan, er hans eget navn værkets titel, og de store typer trækker os helt uden metaforer ind i en poesi om en barndom fuld af gruopvækkende svigt og misbrug fra forældre og myndigheder. Digtene handler om et lyrisk jeg, der lever i vold, kriminalitet og narko og med trusler fra alle sider. Lyt blot til dette korte digt fra første del af samlingen med titlen "KÆRLIGHED":

FAR FIK ENDNU ET BARN MENS JEG VAR ANBRAGT
JEG VED IKKE HVAD DET HEDDER
OG HAR GLEMT OM DET ER EN DRENG ELLER EN PIGE
PÅ EN HJEMREJSEWEEKEND BESØGTE JEG FAR
BØRNENE BLEV GLADE OG VILLE LEGE NÅR JEG KOM
MEN HANS KONE SAGDE AT JEG IKKE SKULLE RØRE HENDES BØRN
DET ÆLDSTE BARN BLEV VED MED AT KRAVLE HEN TIL MIG
HUN SLOG HAM I ANSIGTET MED FLAD HÅND
HAN GRÆD OG SAGDE JEG ELSKER DIG MOR
HUN SLOG HAM IGEN OG SAGDE JEG ELSKER IKKE DIG

Digtet om denne rystende familieverden er blottet for sproglige billeder og sammenligninger. Digtet er sprogligt nøgent eller måske snarere helt uden omsvøb, men de store typer, versalerne, der er brugt, understreger at alt, hvad der står skrevet her, er vigtigt - det skal fremhæves, skrives med stort! Samtidig spærrer de store typer næsten teksten inde i sig selv, og det ser ud som om, jeg´ets forhold til omverdenen er helt fyldt ud, som om der netop ikke er sprækker eller åbninger i udsigtsløsheden i jeg´ets verden.

Måske kan det blive en vanskelighed, Hassan må lade sig udfordre af senere i sit forfatterskab, at den poetiske metaforik er så fraværende, som den er i hans digte. En anden stor dansk digter, for hvem metaforen aldrig blev en hovedsag, var Dan Turèll, hvis sprog fandt helt andre veje. Metaforens fravær var her et stærkt udgangspunkt.

Foreløbig er det også for Hassan en styrke, for hans digte får deres helt særlige kraft gennem synsvinkler, sammensætninger af sprogbrug, forløb, bogstavrim og rytme. Især er der et meget vigtigt greb, som Hassan mestrer, og det er brugen af det personlige pronomen, "mig". Og nu bliver jeg nødt til at blive en smule teknisk, for at få min pointe frem: "Mig" er bøjningsformen for det personlige pronomen/stedord, "jeg", når det bruges som objekt for et verbum – når vi f.eks. siger, "jeg glæder mig", eller når stedordet er styret af et forholdsord, når vi f. eks. siger, "Du skal gå med mig". Hassan sætter jeg og mig sammen på en måde, som vi af og til kan støde på i indvandreres tilegnelse af dansk sprog. Det hedder eksempelvis hos Hassan i et digt "Mig jeg skriver at han skal hold hans fucking kæft”. Jeg' et har dermed fra starten udstyret sig selv med et ekstra objekt, et genstandsled: "Mig jeg hustler en kommune for penge"- hedder det i et andet af Hassans digte, hvor både ”mig” og ”en kommune” er slags genstandsled. Det er min pointe, at Hassans brug af indvandrersprogets konstruktion af mig-jeg viser sig at være et meget stærkt og vigtigt poetisk greb. Men først må jeg minde om, at Hassan igen og igen har sagt i de mange heftige debatter, der har været omkring hans bog: Bogen er poesi, ikke holdninger og meninger, og poesien må læseren selv fortolke.

Hassan får imidlertid i spillet mellem jeg og mig lavet en spække i sproget om muslimer og alle slags fædre, mødre, søskende og fætre ved at bruge en konstruktion, han kender fra indvandrersproget – mig-jeg - vel at mærke på en sådan måde, at vi får en mangesidet belysning af jeg og mig: På en måde betragter jeg´et sig selv som mig, men mig´et betragter også sit jeg. Samtidig viser digtene, at jeg´et af sin omverden bliver betragtet og klassificeret - ikke som jeg -, men som en mig-genstand, en anden, en fremmed, der ikke passer ind i det danske samfund. Vi møder her en indvandreridentitet, som omverdenen hæfter på jeg´et, så han ligner den anden, den fremmede. Men mig´et er også jeg´ets egen perkerprotest mod sine egne forsøg på at komme ind i et velfærdssystem, der virker hjælpeløst, og en kulturbaggrund, der ikke stopper fædre og imamer, når de er brutale og tyranniske, sådan som fædre og præster af alle konfessioner i øvrigt kan være det. Dermed får Hassan brudt danske og muslimske tabu'er i forhold til livserfaringer fra dét krydsfelt mellem kulturer og traditioner, som er hans baggrund. Mig-jeg optikken bliver et prisme for tabubelagte forhold. Velfærdsstaten får sin kritiske bekomst og fremtræder som en komplet fallereret pædagog, der savner medmenneskelighed og forståelse. Men muslimske og palæstinensiske miljøer er heller ikke genstand for nogen skånsel. Der er ingen etnisk idyllisering her af hverken dansk eller arabisk, de to sprog, hvorom det i samlingen hedder, at det ene ikke tolereres i det arabiske hjem, og det andet ikke tolereres i den danske skole.

Jeg vælger at fortolke Hassans stærke digte som et udtryk for, at poesien ikke finder sig i fortielser eller tabu'er. Sprækker i hverdagssprogets konformitet opstår hos den, der som digteren Hassan kan lytte, således at det, der ikke er velhørt, kommer for en dag.

Samlingen bevæger sig frem mod det store afsluttende ”Langdigt”, som jeg synes, er samlingens allerbedste, en født klassiker, som man kan blive ved med at vende tilbage til som det poetiske udtryk for en tid og et sted. Her bliver mig-jeg konstruktionen brugt virtuost. Vi bevæger os rytmisk mellem jeg og mig - i et faretruende forløb, hvor jeg´et er ved at blive opslugt at mig´et og omvendt. Det er muligheden og rædslen, der kan bringe sprog og liv til ophør. Slutningen lyder således: (Og det skal her lige forklares, at i islam betyder ”kafir” vantro og ”munafiq” religiøs hykler)

MIG JEG ER DEN SKØRE SØN
MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD
MED CIVILISERET TØJ OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER
MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD
OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD
MIG JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ
MIG JEG ER HUND
MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG
OG OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN.

Hassans afsluttende ”Langdigt” minder om Allen Ginbergs Howl - Hylet fra Amerika - fra 1956 - den epokegørende samling af beat-digte, som fornyede digtningen og stadig sender impulser ind i vores tid. Mens Hassan arbejder med mig-jeg som en gentagelsesfigur, bruger Ginsberg en lang kæde af ledsætninger som konstruktion af den unge generations desperation og som beatgenerationens signatur: generationens bedste hjerner, ”som passerede gennem universiteter med strålende kølige øjne hallucinerende Arkansas og Blake - lys tragedie blandt lærde i krig, som blev bortvist fra akademier for at skrive skøre og obskøne oder på kraniets vinduer, som krøb rundt på rodede værelser i undertøj, brændende deres penge i affaldsspande” – osv. - og læs endelig selv videre! Hassans digte tager deres afsæt i digterens indvandrerbaggrund, men de har også en side, der ikke er afhængig heraf; nemlig en eksistentiel dimension, hvor læseren kan begynde at spørge til sit eget jeg og mig. Har jeg et mig - kan jeg høre det? Hvad fortæller "mig" mig om mit jeg? Hvad sker der, hvis jeg siger - Mig jeg? Prøv selv, hvis I tør!

Hjertelig tillykke til Yahya Hassan med hans uforglemmelige debut, og hjertelig tillykke til de mange nye læsere, Yahya Hassan har givet lyrikken.

Af Anne-Marie Mai

0
Din bedømmelse: Ingen