Sommerstorm
Søndag sidst i juli. Lummer og livløs. Sommeren havde ikke fler kræfter. Under himlen lå en beskidt dyne af industriforurening, som solen ikke kunne brænde igennem. Luften stod stille over de visne plæner, fuld af fluer og utøj. Der lugtede af benzin, grillpølser og sved.
Ejnar sad ovenpå i huset og forsøgte at arbejde. Han var alene hjemme. Tove var kørt med deres yngste dreng og et par kammerater. De skulle i spejderlejr den sidste uge af skoleferien.
Ud på eftermiddagen kom der omsider lidt luft. En brise fra vest sendte en susen gennem fyrretoppene i baghaven og fik birketræerne til at flimre. Men der var ingen fugtighed i blæsten. Den var hed og støvet og kom i pludselige ryk, som smed rundt med bladene. Så blev der stille igen. Ti minutter efter vendte vinden tilbage og blæste nu i en tæt og tør strøm. Gardinerne stod ind i værelset.
Han rejste sig og trak det ene vindue til. Idet han satte sig, hørte han bilen rulle ind under carporten. Tove kom hurtigt op ad trappen.
- Hvor er Niels?
- Ude at fiske. Han kommer ind til spisetid.
- Nå, sagde hun og bed sig i læben.
- Jeg vil gerne spørge dig om noget med den ombygning her, sagde han og lænede sig ind over sin tegning.
Hun kastede et flygtigt blik hen over arbejdsbordet.
- Det blæser op, sagde hun så.
- Langt om længe. Det var heller ikke til at holde ud mer. Se lige her.
- Det er fralandsvind. Han kan drive til havs. Det har du ikke tænkt på?
- Næh, indrømmede han. Det var helt stille, da han tog ud.
- Det er det ikke nu.
- Herregud Tove, sagde han. Herregud.
Hun drejede om på hælen og forsvandt nedenunder. Han hørte hende rydde op på terrassen. Skubbe rundt med havestolene, klappe drømmesengene sammen og smide hynderne indenfor. Lydene var arrige og resolutte.
Han kikkede ud. Solen var stadig fremme. Skylaget syntes overhovedet ikke at bevæge sig, men alle træerne i baghaven var urolige. Enkelte større grene begyndte også at svaje. En rive skred og skrabte mod gavlen og blæste omkuld.
- Jeg tager ned til stranden og ser efter ham! råbte hun op gennem trappen.
Det sædvanlige pyller. Drengen var snart nitten år og hun rendte i hælene af ham fra morgen til aften med sine bekymringer og formaninger. Utroligt at han fandt sig i det.
Det skramlede igen under gavlen med et bulder af blik. Det var trillebøren der væltede. Øjeblikket efter blæste havedøren i. Det lød som et skud og gav genlyd i huset. Pudset raslede bag tapetet og blæsten fløjtede i nøglehullet. Han røg op fra tegnebordet. På vej ud gennem entréen snuppede han kikkerten fra knagerækken. Så fulgte han stien mellem de mandshøje hække ned til stranden. Han kunne mærke vinden som et pres i ryggen og måtte beherske sig for ikke at slå over i løb.
Og så en pram! En stiv og tung satan af en pram. Hvorfor ikke en regulær jolle, når drengen havde mod på en båd? Fordi hans mor mente en jolle var for farlig. En gammeldags pram var langt mere sikker. Og altså fik drengen ikke lært at sejle, men roede rundt i en dum pram. Den sædvanlige halve løsning, som var værre end ingenting.
Der var enkelte andre både ude, men ikke mange. De fleste havde søgt land i tide. Der var heller ikke ret mange mennesker på stranden. De sidste var ved at bryde op og pakke sammen for at tage hjem. Han fik øje på Tove. Hun stod i en lille gruppe ude på badebroen.
Han gik ned til fiskerhuset og prøvede at komme i snak. To af de gamle fiskere stod i læ af redskabsskuret med næverne i lommen. Deres lille kutter lå for anker i strandkanten. Han spurgte om de skulle ud og se til garnene og fik langt om længe at vide, at det havde været meningen, men at det nok ikke skulle være lige nu. De spyttede og så vejrbidte og seje og uundgrundelige ud som fiskere skal. Han fortalte dem, at hans søn lå ovre ved bundgarnene i en pram og at han var bange for han ikke kunne komme ind. De sagde ikke noget til det. De bare kikkede ud over vandet og de lange bakkedrag på den anden side. Som om han overhovedet ikke var der. De brød sig ikke om parcelhusfolk.
Med ét røg kulingen i vigen. Hvide glimt brød op af det mørkegrønne vand og alle små bølger, som rendte den gale vej, fik skum på toppene. Tove kom småløbende hen mod fiskerhuset.
Han gik hende i møde og tog hende under armen.
- Hvad siger fiskerne?
- De tager ikke ud lige nu. Det blæser vist for meget til at de kan arbejde med garnene.
- Jamen hvad vil du gøre? Du må få ham ind!
- Du skal ikke være bange. Han driver til Mols, i værste fald. Andet sker der ikke.
Han rakte hende kikkerten, men hun ville ikke se i den.
- Jeg tager hjem, sagde hun. Jeg kan ikke holde det ud.
Da hun var gået satte han kikkerten for øjnene og fangede prammen igen med lidt besvær. Et øjeblik var han ved at tro den var kæntret. Den vippede også gevaldigt, men lå stadigvæk fortøjet ved en af bundgarnspælene, det var sikkert nok. Men det gule regntøj kunne han ikke få øje på. Det var væk.
Han stak i løb hen langs stranden uden at vide hvad han ville. Han var nødt til at foretage sig noget nu. Henne ved badebroen lå der en stor klinkbygget færøjolle, som åbenbart lige var landet. En tæt ung fyr, lidt yngre end hans søn, var ved at øse den, før han halede den op i sandet. Jollen havde ingen mast, men den havde en påhængsmotor.
Fyren sagde uden videre ja, da Ejnar spurgte om han ville sejle ham ud til bundgarnene. Så tøvede han. Kikkede over i vigen og målte afstanden. Han skulle lige hente noget mer benzin, sagde han så. Han havde en dunk hjemme i garagen og han boede lige oven for skrænten.
Vinden steg støt i styrke og Ejnar turde ikke se efter prammen igen. Hvis ikke drengen havde lagt sig ned i bunden af båden, var han gået udenbords. Hvis han for eksempel havde rejst sig for at pisse.
Det gik op for ham mens han stod og ventede, hvor svært hans ældste søn altid havde haft det mellem sin mors ængstelse og sin fars ligegyldighed. Og han blev pludselig klar over noget han ikke havde villet vide før, nemlig at Niels lignede ham temmelig meget og at det var derfor han tit havde været så utålmodig med ham. Drengen havde faktisk et par af de egenskaber han ikke kunne bære over med hos sig selv, fordi han med årene havde indset, hvor urimelig vanskeligt de havde gjort hans liv.
Den unge fyr kom ned ad skrænten med en dunk benzin. Han skyndte sig ikke, men gik ganske roligt. De fik hældt på tanken. Skubbede jollen ud og hoppede om bord. Motoren startede med det samme og jollen tog fart. Da afstanden var under hundrede meter kunne Ejnar ikke vente længere. Han forsøgte at praje drengen. Han råbte alt hvad han kunne og hørte, hvordan hans stemme blev revet væk i blæsten. Der kom heller ikke noget svar. Prammen var åbenbart tom.
Den unge fyr slog påhængsmotoren fra. Jollen gled hen over vandet mod garnene med samme fart som bølgerne, lydløst næsten, som om den bevægede sig inde midt i blæsten. Ejnar råbte sønnens navn igen. Hans stemme knækkede over og lød som en ko der brølede. Så kom stilheden. Der var kun lyden af vandet der sjaskede langs siderne på jollen. Og i ti sekunder vidste han, at drengen var gået udenbords og druknet. Offer ikke for en tilfældig sommerstorm, men for sine forældres uredelige ægteskab. Deres fejhed og jalousi. Han mærkede et fald og en tyngde som om hans indvolde var blevet til kampesten.
Så var der to brune hænder, som tog fat i prammens ræling og det gule regntøj dukkede op. Sønnen rejste sig over ende og satte sig op i båden. Han drejede hovedet og så stiv og søvnig ud. Især det sidste. Han så ud som om han lige var blevet vækket af en lang middagslur.
Den unge fyr slog motoren halvt til og manøvrerede jollen som var den en radiobil. Gik forsigtigt hen over garnene, om i læsiden af prammen for at tage den på slæb.
- Vil du med ind? råbte Ejnar.
- Det vil jeg da godt.
Han var ikke overrasket over at se sin far. Det lod heller ikke til han havde været spor bange. Og faktisk havde han også i et og alt båret sig fornuftigt ad. Indstillet sig på at vente til vinden lagde sig, som vind jo før eller siden gør. Hans fiskestang lå i bunden af prammen sammen med en skrubbe og tre små torsk. Men han ville ikke over i jollen. Han blev siddende på midtertoften i sin pram med de kantede hænder på rælingen og lod sig trække i land. Uden redningsvest selvfølgelig. Trods sin mor. Han var der. De havde ham endnu. Og de skulle nok finde ud af det. Alting ville blive anderledes. En voldsom glæde skød op i ham.
Så fik han en sø over nakken. Jollen stejlede i modvinden og det grønne vand gennemblødte ham på et øjeblik. Han grinede til den unge fyr ved roret, der prøvede på at lade som om han ikke var til stede, men bare var med for at sejle jollen.
Skrevet på opfordring til DSB´s passagerblad UD&SE. Optrykt i Novelletter, redigeret af Thomas Bredsdorff, 1987.
