Broder Hugo vågnede med et sæt og bandene lavmælt ad sig selv, mens han i sidste øjeblik genvandt balancen. Han gned læggen, som krampen fik til at føles stenhård under hans masserende hånd, gav sig af smerte, da kropsvægten kom til at hvile på fodbalderne, og vrikkede sig så forsigtigt ind ved den syges leje.
Han lænede sig ind over den spinkle skikkelse på båren, løftede tællelyset fra dets plads i murhullet og betragtede det feberglinsende ansigt i det svage skær. Pigen trak vejret i dybe, rallende stød, men selv om hånden, han ganske kort lod hvile næsten fuglelet på hendes pande, blev klam af febersved, noterede han sig med et selvtilfreds smil, at den varme øl tilsat marktusindgylden, han havde tvunget i pigen sent på eftermiddagen, åbenbart havde virket, da huden ikke længere føltes brændende.
Han gabte, kvalte endnu et gab og rejste sig stille. Det værkede i både ben og ryg. Han var blevet for gammel til disse lange vågenætter, hvor han stjal sig til lidt søvn for så at vågne brat som for lidt siden, når kroppen, slap af søvn, ikke længere kunne holde sig i hugstilling. Han kiggede endnu en gang på sin patient og overvejede, om han skulle vække pigen og tvinge en drik mere i hende, men lige så hurtigt tanken var tænkt, skød han den fra sig. Søvnen ville gøre sit, og det var tids nok at fortsætte kuren, når hun vågnede. I stedet kunne han jo passende se til de andre patienter.
Fra hjørnet ind mod kapelmuren fortalte en dyb, rumlende snorken, at Kresten Uld sov de retfærdiges søvn, og Hugo besluttede, det var sidste nat, den lådne omstrejfer, der skyldte sin abnorme hårvækst sit tilnavn, fik nattely i Helligåndshuset. Så havde han fået tre dage og to nætter i fred og ro, og det var på tide han kom videre.
(indledning af prologen til Helligåndens gæster - en Eske Litle-roman).
smag på bøgerne – en bid om dagen