- klip fra Signe 

' ... Hun kan ikke sove. For sit indre blik ser hun stadig cigaretgløden. Hun letter igen på gardinet, gløden er vokset nu. Hvad er det, der ulmer derude? Hun prøver at kikke rundt i kupeen, men hun kan stadig intet skelne. Hun synes, hun efterhånden kender underofficeren ved siden af sig en lille smule, Dieter Richter. Han kom på i Hamburg sammen med drengesoldaterne, og han har været sød til at hjælpe hende ud af toget, hver gang der har været luftalarm. Tyskere er høflige, opmærksomme, og det kan hun godt lide, hun føler sig tryg sammen med dem.  

(...) 

'Herr Richter,' hvisker hun, 'bitte ... Herr Richter ... Entschuldigung ...'  

Han skutter sig søvnigt, kan hun høre. Hun rykker sig hurtigt væk igen: 'Herr Richter ...?' 

'Frau Gondrup?' siger han højt og halvt sovende.

'Der er noget derude,' hvisker hun. Hun kan godt selv høre, at det lyder lidt fjollet, men hun fortsætter alligevel: 'Jeg kan se noget udenfor.'

'Hvor?' Han hvisker også. Hvisken smitter.

'En glød ... ild ... jeg ved ikke ...'

'Udenfor?' Han lyder vågen nu.

'Ja, udenfor ... se!'

Hun bukker igen hjørnet på gardinet til side. Hun kan mærke, at han læner sig over mod vinduet, ind over hende. Hun gør plads for ham. Han overtager gardinflappen og ser ud.

'Ja, De har ret. Det ser mærkeligt ud.' Han trykker den stive gardinflap på plads igen: 'Et øjeblik.'

Han roder med et eller andet. Så lyder der et lille metallisk klik, og en smal, skarp lysstråle skærer gennem mørket. Han sidder med en lommelampe. Fra sin højre brystlomme tager han et stykke sammenfoldet papir frem. Han folder det ud. Det er en militær køreplan, kan hun se. Han lyser på sit ur. Knappen på hans brystlomme sidder løs, bemærker hun.

'Vi må være tæt på Dresden,' hvisker han og slukker lommelampen, 'det er nok et militæranlæg, der er blevet bombet.' ...'

- klip fra Dancing Charlie:

'... Hendes krop ved siden af på tæppet, prikkende varme efter svømmeturen, søvnige lyde, barnestemmer, vand, måger, nuet opløst i en rolig og strømmende puls. Men et par gange - to, to gange helt præcist - var det tippet over for ham, pludseligt. Stemmerne og bølgerne var steget til skrig og dønning, kvælende saltvand og utålmodige  mågers spotlatter. Han kendte dem kun alt for godt, mågerne, havde set dem i hundredvis, i slagsmål om menneskelige efterladenskaber, om lort og om lig, endnu inden de døde var smidt i vandet. Det var slået sammen om ham et par gange på stranden, havde vokset sig over hans hoved, så han måtte op at sidde. Nej, helt op at stå, bevæge sig. Begge gange havde Lisbeth set på ham med et blik, der fortalte, at hun vidste alt uden at vide noget som helst. Svimmel var han tumlet op over klitrækken og ned på den anden side. Pålandsvind, det havde først stået ham klart på badeværelset her til morgen, begge gange havde der været pålandsvind.

'Hører du, Lisbeth?' spørger han ud i den mørke stue, 'det var pålandsvinden!'

Derfor påvirkede lydene og den ramme lugt ham så stærkt. Og derfor blev det hele anderledes på den anden side af klitten. I læ. At sætte sig der havde været som at lukke en dør til havet og de gnæggende måger. Til kaos. Og så langsomt åbne en anden til en varm summen: En-to-tre-fire-fem-seks-syyyv - En-to-tre-fire-fem-seks-syyyv. Gulspurvens lyse og tålmodige tællen inde fra grantykningen havde begge gange bragt ham tilbage til feriekolonien, som hans mor havde kaldt det, selv om det var et tuberkulose-sanatorium ...'