Jeppe Aakjær

Jeppe Aakjær var en blændende naturlyriker og romanforfatter, hvis beskrivelser af livet på landet var med til at starte en rødglødende debat om almuens levevilkår.

Aakjærs forfatterskab omfatter digtsamlinger, romaner, fortællinger, skuespil, erindringer og faglitterære værker, hvor naturen og hjemstavnen har en central placering. Et andet grundlæggende træk ved Aakjærs produktion er dens åbenlyse kritik af enhver form for undertrykkelse og umyndiggørelse. Jeppe Aakjærs roman Vredens Børn - En Tyendes Saga (1904) tematiserer modernitetens udvikling. Den er skrevet på en tid, hvor fagforeningerne etablerede sig i byerne, men hvor landproletariatet stod uden for udviklingen og var fortrængte i den aktuelle debat. Jeppe Aakjær præsenterede en historisk valid og tankevækkende beretning om de feudale vilkår i Danmark på tærsklen til det 20. århundrede. Romanen satte ild i debatten om tyendets levevilkår, og er formentlig den danske roman, der har skabt størst politisk furore. Aakjær anfører selv, at der blev skrevet omtrent tusinde artikler og debatindlæg i kølvandet på udgivelsen.

I ’Vredens Børn – En Tyendes Saga’ følger vi drengen Per, idet han forlader hjemmet som 11-årig for at blive fæstet ved en bonde og herefter gennemlever landproletariatets tre mulige stadier. Han er således først hyrdedreng, inden han bliver tjenestekarl i uhumske værelser blandt drikfældige kolleger og ender herefter som daglejer. Men så tager Pers liv en voldsom drejning, idet hans ven Goj fortæller ham om socialismen. Per bliver herefter erklæret socialist og kan ikke længere finde arbejde. Og da forældrene samtidig brænder ihjel, bryder han derfor med livet i Danmark og sejler til Amerika.

Det lyriske gennembrud fik Aakjær i 1905 med 'Fri felt', og året efter fulgte Rugens Sange (1906), der er hans lyriske hovedværk. Med 'Rugens Sange' viser Jeppe Aakjær sig som en blændende naturlyriker, der også ønsker at skildre samspillet mellem menneskets sociale forhold, arbejdet og naturen. Foruden en afdeling for ’Andre Digte’ består digtsamlingen af en kerne af 13 digte om rugens cykliske liv, fra vinterrugen lægges i jorden og helt frem til sensommerens slidsomme høstarbejde, hvor rugen bindes på skok, køres hjem og lægges på loft. Mange af Aakjærs digte kender vi i dag fra højskolesangbogen, hvor blandt andet Carl Nielsen og Thorvald Aagaard har lavet melodierne. En af de mest kendte sange er 'Jens Vejmand'.

'Rugens Sange' er en del af det folkelige gennembrud omkring 1900, hvor en gruppe nye forfattere som bl.a. Johan Skjoldborg, Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø, slår igennem. Her er det hjemstavnen, der er i fokus. Provinsen med dens samfundsklasser af bønder, husmænd, fiskere og arbejdere. Hos Jeppe Aakjær fik hjemstavnsdigtningen sit stærkeste udtryk, og Aakjær var derfor den af gennembruddets forfattere, der opnåede størst popularitet i sin samtid – hvilket man kunne se på de flere tusinde mennesker, der flokkedes til hans kunstnerhjem i Jenle, hvor han var det naturlige midtpunkt til de årlige folkemøder.

Jeppe Aakjær blev født i 10. september 1866 i Aakjær (han hed egentlig Jensen) nær Skive. Han kom fra et fattigt bondemiljø, hvor han sammen med resten af søskendeflokken måtte arbejde fra barnsben for overlevelsen. En skolelærer så lyset i ham, og han endte derfor med et ophold på Staby Højskole, hvorefter han tog til København for at uddanne sig ved Blaagaard Seminarium. Det var her han blev stærkt optaget af tidens radikale idéer personificeret ved Georg Brandes, hvis tanker blev inspiration til flere af Aakjærs tekster. Aakjær var først gift med forfatterinden Marie Bregendahl og sidenhen Nanna Krogh. De to flyttede ind på gården i Jenle, efter de blev gift i 1907, og boede der sammen til Jeppe Aakjærs død i 1930.

Links
Danmarkshistorien
eReolen
Forfatterweb
Gyldendal, Den Store Danske