Jan Sonnergaard

Født 1963 i København, opvokset i Virum, men bosiddende i Kbh. siden 1982. Cand Mag. i litteraturvidenskab og filosofi - lærte reelt noget ved et etårigt studieophold på Freie Universität Berlin 1991-92.

Debut med novellen "Imitation af Lacoste" i antologien "Begyndelser 1990", Borgens Forlag, senere bidrag til tidsskriftet "Ildfisken", "Begyndelser 1992" mv. - første selvstændige udgivelse novellesamlingen "Radiator", Gyldendal 1997.

Siden da udgivelser i antologier som "City" (Høst & Søn 1999), "Kortprosa 1999", "100 år i Danmark" (DR Multimedie 1999), "Det starter vel et sted" (Tobaksskaderådet 1999), og diverse artikler og kronikker i aviser som Politiken, Information, Aktuelt, Jyllandsposten og Weekendavisen.

Har skrevet teaterstykket "Sex", som blev opført på Aalborg Teater i efteråret 1999.

Andet bind i den novelletrilogi, der startede med "Radiator", udkommer efteråret 2000 med titlen "Sidste søndag i oktober"

Læs mere om Jan Sonnergaard på Litteratursiden.
Artikel: Vi æder ikke mere lort. Om 'Radiator' af Jan Sonnergaard. Af Martin Toft. (2007)

Oprindelig publiceret ForfatterNet Frederiksberg - 22. september 2000

Foto: Djon Eduard/Kilometer

Debut: 
1997
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer" af Jan Sonnergaard

    Bogens forside

    Otte fortællinger hvor man(d) følger hovedpersonernes liv, eventyr i forskellige miljøer i europæiske storbyer

    Forfatter: 
    Jan Sonnergaard
    Udgivet: 
    2013
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    510
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Gamle historier" af Jan Sonnergaard

    Bogens forside

    Indhold: Det er hårdt at være birkedommer når man har sin kone til amtmand ; Snapshots fra en storby ; Eva og Studesen ; Den lille havfrue ; I en regn af katastrofer ; Imi

    Forfatter: 
    Jan Sonnergaard
    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    192
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom" af Jan Sonnergaard

    Bogens forside
    Forfatter: 
    Jan Sonnergaard
    Udgivet: 
    2009
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    247
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Liv og død på cafe Olfert Fischer" af Jan Sonnergaard

    Omslagstitel: Liv og død på Olfert Fischer

    Forfatter: 
    Jan Sonnergaard
    Udgivet: 
    2006
    Forlag: 
    Gråsten : Drama
    Sidetal: 
    84
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Radiator trilogien" af Jan Sonnergaard

    Bogens forside

    Sidste søndag i oktober: Hvordan overlever man sygdom og social deroute? Hvordan er livet efter den store kærlighed? Og livet i storbyen? Alt kan lade sig gøre - og med overraskende slutninger!

    Forfatter: 
    Jan Sonnergaard
    Udgivet: 
    2006
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    473
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen" af Jan Sonnergaard

    Bogens forside

    I en række socialrealistiske noveller hænges de nyrige og lidt åndløse succesindivider ud, ofte i direkte konfrontationer med det afstumpede liv og volden i begge ender af socialskalaen

    Forfatter: 
    Jan Sonnergaard
    Udgivet: 
    2003
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    265
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Sidste søndag i oktober" af Jan Sonnergaard

    Bogens forside

    Hvordan overlever man sygdom og social deroute? Hvordan er livet efter den store kærlighed? Og livet i storbyen? Alt kan lade sig gøre - og med overraskende slutninger!

    Forfatter: 
    Jan Sonnergaard
    Udgivet: 
    2001
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    182
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Radiator" af Jan Sonnergaard

    Bogens forside

    Udadtil er der gang i den for disse 90'ernes unge mennesker, men indeni føler de sig tomme, og nogen dybere mening med tilværelsen kan de ikke finde.

    Forfatter: 
    Jan Sonnergaard
    Udgivet: 
    1998
    Forlag: 
    Gyldendal
    Sidetal: 
    228
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

SØVNGÆNGER

Først fimrer det med lange, grå tråde, der filtres ind og ud af hinanden. Så standser det, og der bliver gråt og stille og billedet fryser fast, som når computeren går ned, og der opstår konturer af noget, han ikke kan genkende. Men det forsvinder også. Han er langt nede ad gaden før han opdager at han ikke sagde et ord da han gik, for han er et menneske der er blevet vænnet fra rigtigt at være det, og nu beslutningen én gang er truffet er han nødt til at fortsætte de sidste hundrede meter hen til stationen i den lille by. Og ansigtet er blegt, og øjnene fikseret på et punkt lige frem, og intet røber følelse.
Den lille forstadsby er helt stille, og det er som om alt er pakket ind i tåge. Det er ikke mennesker. Det er robotter, androider, der bevæger sig op eller ned ad gaden uden tanke om hvorfor: mekaniske dukker, der er trukket op, så de går ind og ud af butikker. En af dukkerne er gået i stå og sidder på en bænk, hvor den kikker tomt frem for sig. På biler, og bilerne kører i tomgang.
Hvis han havde forladt det i tide, ville han måske have haft et liv i dag. Men han blev hvor han var og lod som om, og uge efter uge, år efter år fulgtes han med robotterne ind i supermarkedet for at købe ind, og i weekenden gik han ture i skoven ligesom dengang, hvor alt havde farver, og man mødte fremmede mennesker. Og materielt mangler han ikke noget. Ikke længere. Men han har heller ikke meget. Han er ikke rig. Ikke fattig. Ikke glad.
Og han bevæger sig videre ind gennem stationsbygningen, hvor han for mange år siden stod og kyssede Hanne, efter Mariannes bryllup, og op på perronen, hvor en rar mellemleder engang forklarede ham alt om hvad han skulle sige til jobinterviewet to dage efter. Og der kommer en tone, bare en enkelt tone, så det siger puf, og han et sekund bliver forbavset og ser sig over skulderen.

Fra inderlommen tager han en slags hulkort med farver, bogstaver og tal, et symbol på kontrol og overvågning, et tegn på, at man kun har en begrænset mængde, og at der skal tages fra en med bestemte mellemrum. Og han stempler to gange, for han skal rejse fire zoner, helt ind til byen, og derfra videre til et ægtepar, som er de eneste han stadig ser. Andre end kollegerne.

Og noget ryster over kroppen mens toget langsomt nærmer sig perronen. Kroppen bliver ført ind, og den kikker ned over den lille, velhavende by, og den får øje på et apotek og figurer, der stolper afsted nede på gaden med små, søde hunde. Og noget inde i ham tænker:
"Bliver det altid ved på denne måde?"
- men også dét forsvinder, langsomt og uundgåeligt. Han kan ikke huske det. Der var noget engang. Men det forsvandt. Og der kommer en tone mere, og et strejf af lys, der nærmest er farvet. Men man må vel affinde sig med det, som med så meget andet. Og alt er slået fra, bortset fra øjnene, der stadig er fikseret stift fremad, på det, der er udenfor

Der dukker et rigtigt menneske op. Midt i kupéen, lige foran ham. Hun er gammel, men pæn og velholdt, og klædt nydeligt på. Hun er fremmed, men ansigtet lyser op i et stort smil:
- Hvor ér det dog mange år siden... -
Hun er noget andet, og han kan ikke placere hende. Hvis han kender den, må den være en mor til en han kendte dengang, og der kommer et uklart minde om en fest. Og han mærker kort noget, der minder om glæde - men det forsvinder igen, som det andet, som alt, og han forstår ikke hvorfor hun står dér og smiler, og han slukker øjeblikkeligt for det, der er ved at blive kontakt.
- Nu skal du høre.., - siger hun, og hun bemærker ikke, at han har lukket ned. Hun er glad for at se ham igen. Han kom jo jævnligt hos dem, i adskillige år. Og selvom det er længe siden, han holdt op med at se hendes datter, virker det som i går. Det virker som igår, og han ligner da sig selv. Op af dage. Hun er glad, for det får hende til sig ligeså ung som dengang.

Og han ryster på hovedet, som om dét kunne hende til at forsvinde. Men da han åbner øjnene står hun der stadig, og nu giver hun sig til at fortælle om datteren, om Susans studier, der gik over al forventning, og om studieopholdet i Paris og om den store stilling, hun har fået. Men pludselig holder hun inde og ler:
- Men nu er det jo igen mig, der bare sidder og snakker,- hun læner sig frem og rør ved hans arm, - men hvordan går det egentlig med dig?-
Og han er klar over, at han har set det fremmede væsen før. Og han burde svare. Men der er noget, der lægger beslag på hans opmærksomhed, og han har det ikke som normalt. Det er anderledes. Viser farver

Der varer ikke længe før den gamle dame spørger:
- Er der noget galt? -

Hendes smil forsvinder lidt efter lidt, og til sidst ser hun forundret på ham og kan ikke lade være med at spørge, om han af en eller anden grund er blevet vred på hende, og helst vil have, at hun går igen.
- Og jeg, der blev så glad for at se dig, - siger hun skuffet og han ser udeltagende på hende.
Hun forstår ikke med sin bedste vilje, hvad der er sket. Han kom i deres hjem stort set hver dag i mere end fire år. Men måske har det noget at gøre med bruddet, dengang, for mange år siden, så hun spørger:
- Må jeg i det mindste hilse? -
Men han trækker blot på skuldrene og så står Susans mor af.

Toget stopper ved Hovedbanegården, og han bevæger sig op i hallen, og langt nede på ryggen starter en kulde, som vokser så han begynder at ryste, og han mærker sveden bryde ud under armhulerne. Der er noget, der er tæt på nu. Der kommer et flash, og det rykker tættere på og tager over, og fører ham gennem hallen, og ned ad trappen til udgangen ved Istedgade, og flashen bliver ved lige indtil der, hvor der er junkier.

Han bliver ført videre ud til Vesterbrogade og ind i Scala og han registrerer en lugt af mad, der giver kvalme og minder ham om noget urent. Men kvalmen vækker ham ikke og han bliver ført ud på Rådhuspladsen, og de stiller ham ved et læskur, ved siden af andre figurer. Og der går måske ti minutter, eller tyve, hvor han ikke registrerer noget, og kun venter på, at man finder ud af, hvad man skal stille op med ham.

Efter et stykke tid begynder han at ryste igen, som når man er lige ved at vågne, og der kommer billeder fra en bar, hvor han engang så mennesker sidde og tale med hinanden. Der var én der læste avis - og en pige, der kyssede sin kæreste. Og der lyder en stump af en melodi han var glad for engang, og han ser noget, der vel næsten må være et ansigt, men så griber det fat i ham og fører ham væk, og det er slet ikke godt.

Ti år. Ti år med et fast, mekanisk arbejde, og en fuldstændigt automatiseret omgang med kollegerne. "Hej, hej". "Det er jo det". "Skal vi ikke skrue over til Voice?". Ti år, hvis dage han ligeså godt kunne have sat en stor, tyk streg henover.

Det bliver mørkt, og jorden er svampet og smattet, så det kan ikke være lang tid siden det regnede. Folk skynder sig og ser ikke direkte på hinanden.
Han går ud på voldene, og ind mellem træer og krat og ud på vejen igen, og der er trafik og biler som lyser på deres omgivelser med skærende, hvide lys. Han går ud på gaden, men en lysstråle rammer ham, og et sekund står han paralyseret midt i lyskeglen. Som et under rammer bilen ham ikke. Den snitter ham milimeterfint, med hornet i bund.
Det støvregner, så han får fine vanddråber i ansigtet, og han går ned ad sidegader i saneringskvartererne, og til sidst havner han et mærkeligt sted i nærheden af en kirkegård, men han kan ikke se nogen kirke. Langt borte lyder en klemten af klokker, og det er som om de lægger klangbunden for en sang

Han går på må og få rundt i det mærkelige kvarter. Det er et åbent spørgsmål om han er faret vild, og han er ikke sikker på, om han har været her før. Men for enden af gaden ligger der er en bar. Og han går ind.
Der er ikke mere end fem mennesker. Der ligger et tyndt lag af et eller andet på bordene, og på væggene er der reproduktioner af billeder og plakater fra en anden tid. Og møblerne må være udgået af produktion, for han kan ikke genkende dem. Der lugter mærkeligt.

Han går op til disken og bestiller øl og snaps hos en bred, sorthåret kvinde. Hun er køn, men hun har mærkelige tænder. De er lidt brune i det, og ovenover er der hvidt tandkød, og han tror nok, det er betændt.
Og hun skænker øl op og han drikker snaps, og han kommer til at tænke på en tid, hvor han investerede og turde håbe.

Det smager bittert, og det dunker i kroppen, og blikket glider ledende, søgende ud i lokalet, og hans øjne befamler personer ude ved bordene. De taler unaturligt lavt. Med dæmpede stemmer. Og her er halvsnavset, og lidt fedtet. Bordplader med plasticlamineret overflade. Og en lugt af spiritussen og tobakken og menneskene i går og i forgårs. Men der står en jukeboks, lige ovre i hjørnet.

Og da han fik øje på den, begyndte det hele at forandre sig, og sløret blev langsomt løftet. Og alt gik galt.

Han så på panelet, og ansigtet udstrålede glæde, da han genkendte musik, de hørte dengang. Der kom følelser af noget, han forlængst havde lagt bag sig. Og maskinen startede, og det var lyden af en tid før syndefald, pubertet og arbejde, og der opstod en urolig klarhed, han ofte havde oplevet som ungt menneske.
Der var smukke kor, og det var meget sentimentalt - men det var netop dét, der vækkede ham og fremkaldte følelse. Det var som et postkort fra hans egen ungdom. En ung mand, der holder om sin Susan, og de kikker ud over Sortedam Dossering.

Og så var der alligevel noget, der skurrede. Gjorde ham urolig. Et af numrene passede ikke rigtigt ind, og ødelagde fokus.

Han nåede ikke at opfatte hvad det var før sangen var færdig, og en ny begyndte. Og det gjorde ham urolig, for noget var kommet til ham, og han havde ventet på det i umindelige tider, men det var væk, inden han fik lejlighed til at gribe det.
Han ventede utålmodigt. For han ville ikke høre efter, han ville ikke høre det, han ville høre det andet, han ville høre den anden sang, den mærkelige sang.
Han tastede pladerne ind igen, og gik tilbage til bordet ovre i hjørnet, og billedet rykkede nærmere, og det var helt afgjort et ansigt, og han mærkede en slags vægt på højre skulder.
Og den mærkelige sang begyndte igen, og sløret blev løftet, og det var som om sangen henvendte sig til netop ham. Den flød direkte, uhindret over i ham, som en personlig meddelelse: Nogenhenvendte sig. Og han måtte gerne svare.

Og mens beruselsen tog til bildte han sig ind, at han havde noget han gerne ville sige. Og han mumlede svaret på alt det, der blev spurgt om, samtidig med at følelserne og erindringerne tårnede op foran ham: Som en stemme fra forgangne tider.

Sangen kaldte på ham, og den lokkede så han ikke kunne stå imod. Han kastede flere penge i automaten og trykkede endnu en gang på Without You. Og det spinkle tema blev følsomt antydet på pianoet, og den sørgende, matte stemme tonede frem som sol gennem tåge på en dugget efterårsmorgen, i klarhed og i sorg:

- No I can´t forget this evening
or your face as you were leaving ...-

Og det ramte ham så han fik det som en der elsker. Han gled ind i en uafgrænset betagelse, og han undrede sig ikke over, at fokus hele tiden bliver sat på den person der sørger, men aldrig nogensinde på den person, der sørges over. Sangen handlede om ham, fordi den handlede om ét menneske, der var helt og holdent løsrevet fra alle andre, og kun havde refleksionen over sin egne følelser tilbage. Og:

- Harry Nilsson indspillede det. Og han fik en forfærdende død, da samtlige organer satte ud, og lægerne i Californien måtte give op.
- Pete Ham hængte sig i 1974, et par år efter at Without You blev nummer et.
- Og senere begik Evans også selvmord.
- Også Mariah Carey indsang Without You, og løbet blev igen sat igang. I første omgang blev hendes søster, Alison HIV positiv. Da coverversionen blev et hit, fik Alison konstateret AIDS i udbrud.

Ordene gled uformidlet ind i hans intoksikerede bevidsthed og han var uden forbehold. For: jeg havde dig, og jeg investerede i dig, og jeg fejlinvesterede, og jeg kan ikke give en eneste grund til at jeg gjorde det.
Han flød sammen med sangen, og de blev ét, og der blev åbnet op, så døren til sidst stod på vid gab, og hvert eneste forsvar, han nogensinde havde haft, var væk, ryddet, ødelagt.

Stemningen i lokalet blev ond. Men han sad alene ved sit plasticlaminerede bord og fortabte sig i sine følelser og fornemmelser. Og når han ikke fortabte i følelser af almagt, følte han sig som et lille, forsømt barn, der burde græde. Og øjeblikket efter som en gammel mand, det meste er forbi for.
Sangen var en nøgle, og den åbnede ikke kun op for ét rum. Den åbnede op for det hele, uden skelnen, og han fik kuldegysninger, og tusinde tanker gik i kredsløb.

Han hældte øl i glasset, og da han forsøgte at drikke, spildte han udover skjorten. Og De Andre betragtede ham, og i pauserne mellem de mange afspilninger af Without You blev det værre, konstant værre.
Det flød, og han forsvandt dybt ind i sig selv og opdagede en uforståelig og irrationel glæde. Som sekundet efter forvandledes til bitter sorg.

- Det dér er kraftedeme den værste nedtur, jeg nogensinde har været vidne til, - sagde en af gæsterne hånligt. Og en fedladen type, som lignede en kriminel, sagde:
- Så stinkende stiv tror jeg sgu aldrig, jeg selv har været...-,
for han, ligesom enhver anden i lokalet, var irriteret.

Og uden at nogen egentlig lagde mærke til, hvordan det var sket, stod HAN der pludselig. Som en djævel, der dukker op af intet.
Der faldt en skygge henover bordene, og det var som om han sugede det sparsomme lys til sig. Samtaler forstummede og man holdt vejret, for man kendte ham og havde hørt historierne. Han var det nærmeste man kommer begrebet ond.

Den store mand så sig om i lokalet, og som ved et tilfælde faldt hans blik på bordet med de mange tomme flasker. Han smilede svagt, da han opdagede den ynkelige stakkel, og smilet var disciplineret og arrogant.
Han bestilte to flasker Gin og ti Tonic og delte ud til et følge af andre store mænd, som langsomt fulgte efter. De tog plads ved disken, og de grinede indforstået hver gang den enorme mand sagde noget. Ikke fordi de morede sig, for det var situationen for tvetydig og anspændt til. Og heller ikke fordi de var bange for ham nu, i dette øjeblik. Men fordi det var vigtigt at understøtte hans følelse af, at de var med ham, at de hørte til. De lo, selv når han aldeles plumt og koldt gentog sit "nej", som svar på et spørgsmål, der hele tiden havde ligget i luften.

Og han opdagede det ikke. For monologen fortsatte, og han så hende, billedet blev mere klart, mere perfekt, og når billedet bliver klart er alt i orden og jeg har nået hvad jeg ville. Han huskede endeløse arbejdsdage i kontormiljøet og planer og projekter, som aldrig blev til noget. Men fortvivlelsen ville forsvinde i samme øjeblik, billedet blev fuldendt.
Det dukkede op. Tråde blev vævet sammen, og han bevægede sig. Tilbage. Til Susan og brevet han modtog den dag hun besluttede hun ikke ville se ham mere. Og huset, han kom så meget i. Det dukkede op, det hele. Også den gang han var mig. Og hver gang han huskede en episode, eller et menneske, kom han nærmere forklarelsen, og lyset.

Men de talte. De larmede og forstyrrede ham og ødelagde billederne, og der kom en spasme, og han væltede to øl på gulvet foran den store mand. Og man holdt vejret, og den første gæst luskede stilfærdigt ud af lokalet. På mindre end ti sekunder var det tydeligt for enhver, at nu ville det bryde ud. At der var fare. At den store mand ville vise stil.

Kolossen gik ned til den lille funktionær. Hans gang var afslappet, og der var ikke et eneste udtryk på hans ansigt. Han standsede foran ham, og pegede. Ikke andet.
For det her var stil. Han behøvede ikke slå på ham. I det hele taget behøvede han ingenting. Det havde ingen betydning, hvad de små medløbere deroppe forventede, og han behøvede kun at se et øjeblik på den lille mand for at indse, at der var mere prestige i at lade nåde gå for ret, og underbygge myten om, at han ikke var typen, der overfalder uskyldige. Han gik. Djævlen selv kastede et blik på ham - og forsvandt. Uden et ord.

Og supporterne. De små djævle, håndlangerne, instrumenterne - de drak gin og lod som om intet var hændt.

Jukeboksen spolede tilbage og startede forfra på Without you - men så var det som om noget gik itu, og det kogte over. De larmede frygteligt, og billedet var så tæt på at være fuldendt nu. Kun en detalje manglede. Så ville han genkende det, og alt ville blive godt igen. Ligesom dengang. Det eneste han behøvede for at fuldende billedet var to minutters stilhed, to minutter, hvor der kun var sangen.
Det kogte over, og han følte han var en anden, og at han nu endelig havde fået ret til at hundse med andre, som der altid var blevet hundset med ham, og han kastede et glas op mod disken og råbte:
- Stop!-

Og brikkerne væltede. Den første, der reagerede var en lille fyr med fedtet, lyst hår, en tæt lille mand i udkanten af selskabet. Netop han puffede sin barstol væk og funktionæren vågnede med et sæt, og det var som om han blev vækket af et mareridt. Kun for at opleve, at et nyt var startet. Han ville rejse sig, men han mærkede at noget holdt ham fast. Han forsøgte at slide sig løs, men kroppen ville ikke bevæge sig, og han ville råbe om hjælp, men det eneste han kunne sige var ordene:
- nej, nej...-
Og det lød som protesten fra det lille barn, der er ved at blive voldtaget af en onkel, han ikke for alvor tør sige nej til: Som et svagt pip. Magtesløst.

Og uden yderligere varsel snurrede den unge mand rundt om sig selv, og plantede et cirkelspark i ansigtet på Stig, så han røg henover bordet, og væltede alt.
Fodsålen ramte perfekt, så den i sin bevægelse nærmest trak offeret ned mod gulvet. Et ideelt spark, gennemført helt efter sin hensigt: Det knækkede ikke noget, det knuste formodentligt heller ikke noget. Det væltede. Der blev sparket igennem. I samme øjeblik cirkelsparket var gennemført blev det fulgt op af et andet spark, nærmest et tramp, i maven, og sekundet efter gik den unge mand i knæ og stemplede to slag på Stigs mund.
Det sortnede, og inden den første opkastning kom, stirrede han op på et fremmed ansigt - et påvirket ansigt, en ondt ansigt, et dumt ansigt. Han så konturerne af en anden person, og en til, og han mærkede et spark i baghovedet, fra en person han ikke kunne se, og endnu en smerte, men fra en anden vinkel.

Og festen startede. De var fem nu, næsten hele kliken, bortset fra den største af dem, der roligt blev siddende ved disken. Og iagttog.

Sparkene faldt i byger. Det gik hurtigt, det var kraftfuldt og alt blev vådt, og ingen turde gribe ind, og de fem mennesker fungerede effektivt og rationelt, som én enkelt krop.

Lokalet blev tomt for mennesker, og bortset fra Without You var der kun lyden af noget hårdt, der rammer noget blødt. Der blev ikke talt. Ikke råbt. Kun arbejdet.
Og i løbet af mindre end ti minutter lykkedes det for dem at slukke alt.

Så først holdt de inde. Langsomt og tungt standsede maskinen. Og efter et sidste spark blev den effektive, fælles krop opløst i sine enkeltdele, og de forlod en efter en stedet, som selvstændige individer.

Der blev skærende hvidt, og han kom et øjeblik til bevidsthed. Da han åbnede øjnene, blev trådene vævet sammen, og billedet blev til det ansigt, han altid havde kendt. Hendes. Og det stak i ham og lammede ham nedefra og op, fra fødderne opover knæene og til mellemgulvet. Og dog begyndte det at ryste voldsomt på ham, i heftige dødemands-spasmer.
Alt gik på ham, og legemet vibrerede som et tærskeværk, men hendes skønhed var så grusomt blændende, at hans ansigt blev vådt af tårer.
Ansigtet tabte farve, og han bevægede sig ud i gule og grønne tåger, og selvom hendes konturer blev diffuse, og farverne flød sammen, som en palet i regnvejr, kom det svagt fra hans mund, knap nok hørligt, for der blev pumpet blod op i munden, og han havde svært ved at kontrollere musklerne, og han mærkede et iskoldt greb om halsen. Alligevel kom det som en hvisken:
- tak...-

Inspiration

"Sidste søndag i oktober" vil ligesom "Radiator" være inspireret af alt fra Proust, Motorhead, E.T.A. Hoffmann, Radiohead, Dan Turéll, Direct Mail, Jean Paul Sartre og Robert Crumb til Immanuel Kant og Bewegung Zweite Juni.

Priser og legater
2011: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
2011: Statens Kunstfond. Rejselegat
2010: Jytte Borberg-prisen: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom (roman)
2010: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
2010: Statens Kunstråd. Biblioteksafgiftspuljen
2008: Søren Gyldendals Studierejselegat
2006: Jeanne og Henri Nathansens Fødselsdagslegat
2005: Statens Kunstfond. 3-årigt stipendium
2004; Statens Kunstfond. Arbejdslegat
2003: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
2002: Champagneprisen
2001: Carl Scharnbergs Uofficielle Fond
2001: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
2000: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
2000: Gyldendals Boglegat
2000: Danske Forfatteres Fond til Ytringsfrihedens Værn
2000: LOs Kulturpris
1998: Statens Kunstfond. Arbejdslegat
1997: Harald Kidde prisen på kr. 5.000 for "Radiator"
Links

Se også