Det følgende er kort uddrag/smagsprøve på Sommerfuglens vinge II . De rumænske bøfler, der udkommer i 1999.

Hovedpersonen, fotografen Clara er flygtet til Berlin sensommeren 1991 efter at have brudt med sin elsker (se slutningen af Tørvegraverne).

Vinteren 1919 opstod den myte, at Rosa Luxembourg alligevel ikke var blevet myrdet. I Berlins arbejderkvarter kunne ingen tro på, at hendes viljestyrke og åndelige kraft kunne tilintetgøres af geværkolber.

Men det var sandt. Rosa Luxembourgs kranium var knust- så man, da liget et par måneder efter mordet blev fundet i Landwehrkanal.

Guiden sagde dog kun, at hun var blevet smidt i kanalen netop her og tilføjede , at broen mellem Zoo og Tiergarten skulle have heddet Luxembourg Brücke. Men den endte med at blive opkaldt efter zoologisk haves grundlægger, Liechtenstein, og Rosa måtte nøjes med at få en gade og en undergrundsstation opkaldt efter sig.

Turistbåden tøffede ind under broen og videre mellem de grønne bredder, lysende som rismarker i den stærke septembersol. Kærestepar og tyrkiske familier, mænd i kedeldragt og unge piger fordybet i bøger, skolebørn og gamle mennesker med hunde i snor- overalt på græsset mellem træerne flød berlinerne ud i varmen og solskinnet.

Kort efter Liechtensteinbroen sejlede båden ind i en sluse og lagde til, støjende og stinkende op ad en lille udendørs restaurant. Et par minutter senere lagde en politibåd til ved siden af den, og motorerne blev slukket.

I stilheden snakkede betjentene og turbådens mandskab sammen uden at hæve stemmerne, og af og til udvekslede de bemærkninger med en kvinde i blomstret kjole.

Clara fulgte hende med øjnene. Sluser i berlin og London blev åbenbart betjent af den samme slags kvinde.

Foran kvinden luntede en lille sort køter hen mod kontrolskuret for enden af slusen. Døren til skuret stod åben, og uden at forhaste sig gik kvinden indenfor og trykkede på et par knapper. Porten gled i som den skulle, der var ikke længere nogen tvivl- kvinder ifølge med en lille ubestemmelig hund passede sluserne i en uforanderlig europæisk flodkultur!

Clara mærkede sine spændte muskler slappes, åndedrættet blive dybere, og langsomt, langsomt tømtes hun for vrede og rastløshed.. Hun følte sig grebet af en indre luftighed som efter et langt grådanfald, og dog havde hun ike grædt en eneste gang siden hun forlod Kim.

Hun så sig om med følelsen af at kunne se. På Tiergartensiden gennemglødede sollyset et asketræs fligede blade, på Zoo- siden sad par ved par og drak øl ved restaurationsbordene, grædepile spejledes i kanalens olivengrønne vand, og uanset i hvilken retning hun så, åndede alt fred og fordragelighed.

Sluseporten åbnedes og politiets båd strøg ud foran turistbåden, slusekonen løftede skødesløst hånden til hilsen og fulgte efter sin hund.

Clara satte sig igen med kameraet i skødet, træt og drømmende uden at vide, hvad hun drømte om, men inderligt glad for at føle sig åben og forudsætningsløs som et barn efter mere end en uges raseri og hvileløshed.

Hun var kommet til Berlin, halvt flygtning, halvt stormvind, parat til hvad som helst for at blive opslugt af byen og glemme ydmygelsen.

Det eneste middel hun kendte og forstod var kameraerne. Leica, Nikon, det var ligegyldigt, bare der var en udløser at trykke på, klikklik, under brobuen med de svungne skygger, klikklik, over sporvognsskinnerne glimtende af reflekser, klikklik, op mod husmure arret af skudhuller og en himmel hakket op af kraner, klikklik, efter at hun havde fanget en tvær grønthandler i søgeren, en klynge fnisende skolepiger, tyrkere i en imbiss, frysende vietnamesere i en sporvogn, klikklik, en stille skikkelse foran Gedächtniskirche, et gammelt ægtepar med deres fjollede lille hund, der insisterede på at overtisse buskene omkring Schiller Platz- de skulle alle sammen med , det skulle alt sammen med, uden at hun i sit raseri gav sig tid til at reflektere over, hvorfor det var nødvendigt.

Hun gennemtrawlede byen med busser, tog og sporvogne men vendte igen og igen tilbage til Brandenburger Tor. Firspandet var tilbage på overliggeren, men det var hverken porten mellem øst og vest eller Rigsdagsbygningen der optog hende. Hun blev draget af tomten med Hitlers bunker nedenunder uden rigtig at forstå hvorfor. Hun tog billedet af gruset, der lyste i septembersolen, af bygningerne, der omgav tomten, krigen var forbi, krigene var forbi, og hun skulle videre.

Når hun blev træt, vendte hun tilbage til sin lånte lejlighed tæt ved det gamle Checkpoint Charlie, hvor hun levede som en hippie uden orden i noget som helst andet end sine filmruller. Af og til huskede hun at lejligheden tilhørte en anden, og gjorde rent. Når hun blev sulten, spiste hun i en imbiss med baltiske og rumænske bygningsarbejdere.. Også dem fotograferede hun, og de fandt sig i det, for hun skræmte dem ikke, tværtimod: Hun lignede dem- en omstrejfende, hungrig køter, der forskræmt og skyldbetynget så sig over skulderen ved den mindste lille ændring i gadens understrømme.

Men hun var ikke illegalt i Berlin som bygningsarbejderne.. Hun var heller ikke skyldig i nogen kriminel handling, hun var i Berlin på et legalt dansk pas med undertitlen Det Europæiske Fællesskab præget i det rødbedefarvede omslag. Rigsvåben med krone, løver og hjerter. Alt sammen i guld.

Turistbåden nærmede sig Charlottenburg, hvor turen sluttede.