Klokken er et sted mellem to og halvtre, da Elisabeth lidt modvilligt stiger ind i den nedslidte elevator og trykker på knappen, hvor der står anden sal. Kun få i hendes omgangskreds kender til hendes pågående fobier, der udmønter sig i angst for elevatorer, vinduespladser i overfyldte charterfly, den inderste plads på en vinkelbænk ved et spisebord, bagsædet i en bil med kun to døre, samt midterpladsen på en lang stolerække i Det Kongelige Teater. Elisabeth kender til den hårde prikken i baghovedet, til et bankende hjerte, der runger i ribbenene, mens universet langsomt tømmes for lyde. Den tavse paniske angst og den uundgåelige flugt.
Hun behersker sig. Det handler jo kun om to etager, og elevatoren er eneste mulighed, for døren ud til bagtrappen er låst af hensyn til plejehjemmets beboere.
Elevatoren er eneste mulighed.
Lugten af tobak, noget der minder om flæskesteg med brun sovs og tissebleer, slår sammen om hende, mens elevatoren skrumler forbi første etage. Hun sender lidt luft ud mellem de sammenpressede læber, altid beherske sig, aldrig give los. Husk at være positiv, ha´ en menneskevenlig grimasse parat. Det er, hvad man forventer af en præst i den danske Folkekirke. Især når præsten er af hunkøn.
Pli Elisabeth! Hun hører sin mors stemme som et ekko i algefyldt vand - pli - pli!

Elevatoren stopper med en uheldsvanger hvisken.
Hendes hjerte rumler frygtsomt - vil døren mon dele sig i to og glide planmæssigt til hver sin side?
Elevatoren gør et lille spring nedad, og dørene glider til hver sin side med drilagtig langsomhed.
Elisabeth træder lettet ud på gangen, for straks efter at blive overfaldet af en ubestemmelig retrieverblanding.

Hunden, som går under navnet Sorte, er anden sals sidste tiltag. Den kommer fra et hjem for herreløse hunde, og afdelingens personalegruppe er, bortset fra en allergisk nattevagt, alle enige om, at plejehjemmets beboere vil have umådelig glæde af dette kæledyr.
Sorte, der er godheden selv, er kronisk overstimuleret, fordi det fortravlede personale ikke har tid til at gå tur med den, og beboerne er i en sådan forfatning, at de ikke er i stand til at gå alene på gaden og holde om en hundesnor.
Sorte har derfor, af lutter kedsomhed, pålagt sig selv den utaknemmelige opgave at vogte nidkært på etagen og især på elevatoren. Den gør vildt og ubehersket, hver gang elevatoren standser og slår sine hvislende døre til side for en diskret besøgende eller for en fra personalegruppen.
Den føler ansvaret særligt stort i de sene nattetimer, når afdelingens ældre beboere, hvoraf en del er senile, endelig er faldet til ro på deres sovepiller. I ulvetimen, hvor dæmoner og engle strides, udvider Sorte så sit kombinerede gø-og rundspringsritual til hele ti minutter.

Hun sidder i dagligstuen i sin kørestol med ryggen mod døren. Hendes ryg ser utrolig smal ud. Hun er krummet forover, underarmene hviler på de tynde lår og hænderne hænger slappe foran knæene.
Hænderne! De ligner hænderne på en dukke, Elisabeth ejede som barn, for kun pege- og tommelfingeren på hver hånd ser normale ud. De øvrige fingre er foldet ind i hånden. De kan ikke længere rettes ud uden at brække. Pegefingeren på den venstre hånd er slidt skæv og har været brækket flere gange. En stor sølvring med en mærkelig sort sten pryder den skæve finger. Elisabeth har kendt den ring lige så længe, hun kan huske, for den var moster Asses kæreste eje.
Sikkert en gave fra en af hendes mange elskere.
Nå hun er oppe, tænker Elisabeth mekanisk og ser ransagende på sin mor.
Emmy har blikket rettet mod teaktræsbordet, der er fuldt af sorte huller efter ubevogtede cigaretgløder. De matte blå øjne ser ingenting. Hun er langt borte i et dunkelt rige, hvor ingen kan følge hende.
Elisabeth bliver opmærksom på hendes grå hår. Det trænger voldsomt til en permanent. Måske kan det tynde hår ikke længere tåle en, reflekterer hun mekanisk.

"Hej, hvordan går det?"

Det rykker i den spinkle skikkelse ved bordet, og den løfter sig lidt.
Elisabeth går hen til kørestolen og kysser modvilligt den rynkede hud ved tindingen, stedet hvor det før så kraftige grå hår er blevet til små duntotter.
Elisabeth retter sig hurtigt op. Emmys forfald fylder hende med modvilje.
"Jeg har ingen blomster med i dag, men jeg har en pakke cigaretter med til dig."
Emmy løfter hovedet og ser på Elisabeth med et blegt blåt blik.