Christian Ejvin Andersen

Født: 07.02.1971, Sønderborg
Debut: Blålys, 2003

Jeg er født 7. februar 1971 i Sønderborg, opvokset samme sted, og uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.

Mit første store romanprojekt begyndte, da jeg var ti, og optog mig fuldt ud i tidsrummet mellem morgenmad en kold lørdag morgen til frokost samme dag: Manus var på fem sider og lignede i mistænkelig grad et resume af en nyligt fortæret 'De fem'-bog. Mit andet store projekt varede et halvt år og blev udkæmpet under et sabbatsemester på politstudiet. Ambitionen var såmænd at skrive et rekviem, som i form, dramatisk forløb samt sproglig og handlingsmæssig intensitet skulle følge Verdis ’Requiem’. Efter et halvt års ihærdig famlen meldte spørgsmålet sig hos mig: Hvorfor egentlig? Da svaret udeblev, blev rekviemmet gravlagt.

Hvad der blev tilbage, var imidlertid en forelskelse i fortællingen og i sproget og dets muligheder. Derfra gik jeg i gang med at skrive bittesmå tekststykker, som alle havde deres eget mål. Det var min måde at tillære mig håndværket. Efter adskillige noveller - hvoraf den ene kan læses på denne side, nemlig 'Halte Finn' - kom ideen og lysten til at gå i gang med romanen 'Blålys'. 'Blålys' udkom på Lindhardt & Ringhof i april 2003.

Her er, hvad pressen skrev om 'Blålys':
"(...) et gennemført og præcist portræt af en ung mands tidstypiske angst for at binde sig og overfladiske bekendtskaber. (...) Alt sammen skrevet med en realisme og finfølelse, der leder tankerne hen imod Douglas Couplands og Bret Easton Ellis' skildringer af samme generation. (...) en stærk debut, der er usædvanlig velskrevet, og en forfatter med et skarpt øje for sin egen generation."
- Michael Lund, Jydske Vestkysten

"Christian Ejvin Andersen debuterer overbevisende (...) Titlen er 'Blålys', men romanen er alt andet. (...) Godt bygget op, overraskende slutning, og et fint portræt af en mand, der helt i tidens ånd begiver sig ind i uvirkelighedens rum, hvor der er frit spil for både de liderlige, de ensomme og de morderiske. I tidens ellers linde strøm af dårlige debuttantbøger skiller Christian Ejvin Andersen (f. 1971) sig pænt ud. (...) Vi glæder os til de næste i rækken."
- Per Theil, Berlingske Tidende

"(...) også en roman om moderne kærlighed, konkurrence og usikkerhed blandt unge på vej frem. Christian Ejvin Andersen har meget bogstaveligt bragt netkulturens chatteri ind i litteraturen og skriver godt om både centraladministrationens hakkeorden og om op- og nedture i en besat ung mands kærlighedsliv."
- Jes Stein Pedersen, Politiken

"Lovende fremtid. (...) Christian Ejvin Andersen styrer sit plot med tæft og sin fortælletone med præcision. (...) Man tror på Anders' sygelige jalousi og opløste selvforståelse midt i det ministerielle stress, og så er romanen aldeles underholdende."
- Ide Hejlskov, B.T.

Biografien er udarbejdet af forfatteren og redigeres af redaktionen.
Publiceret - 7. oktober 2003

Debut: 
2003
Land: 
Danmark
Bøger
  • Bog: "Therns rytme" af Christian Ejvin Andersen

    Bogens forside

    Kunstmaleren Thern, vender tilbage fra New York, og maler manisk på en række værker som skal udstilles, men da billederne forsvinder, begynder hans tilværelse at krakelere , og langsomt afdækkes be

    Udgivet: 
    2005
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    284
    Lån bogen - Køb bogen
  • Bog: "Blålys" af Christian Ejvin Andersen

    Bogens forside

    Anders, som er ansat i Finansministeriet, har problemer med kærligheden, og da han via chat finder frem til en pige i cyberspace, går det først rigtig galt -  Han bliver blandet ind i en mordsag, s

    Udgivet: 
    2003
    Forlag: 
    Lindhardt og Ringhof
    Sidetal: 
    188
    Lån bogen - Køb bogen
Læs forfatteren

Halte Finn
1.
Finn var et almindeligt barn som de andre børn i landsbyen, indtil han en tidlig efterårsaften faldt af hestevognens lad på vej hjem fra marken. Han havde altid været en glad og flittig dreng, var med i marken, gik til hånde i huset, hjalp sin moder med at karte og spinde og snittede redskaber med sin fader om vinteren. Om søndagen efter kirke legede han med sine søskende og de andre børn, og det med en ildhu, så man fejlagtigt kunne tro, at han var en slendrian i ugens resterende dage. Det bedste han vidste var de særlige aftener, hvor faderen trodsede sin træthed, og hele familien med karl og pige sad sammenpresset i olielampens skær, mens faderen fortalte sine historier. Men efter den blæsende aften, hvor Finn faldt af ladet, mistede han interessen for det alt sammen. Hans lille krop faldt så uheldigt, at han ikke kunne rejse sig igen, og mens vinden bar hans skrig til landsbyen, prøvede de med beroligende overtalelse og stærke hænders kraft at få ham på benene igen. Da hans stemme nåede moderen på gården, vidste hun med det samme, at der var sket hendes dreng noget forfærdeligt. Hun forlod køkkenet med både gryder og pander over ilden og løb som en blind efter lyden af sin lidende søn. De lagde ham på ladet, hvor et af de andre børn tog hans hånd, mens han klynkede, og faderen i afmagt skældte på ham for at få ham til at opføre sig som en mand.
Først da han lå på køkkenbordet, gik det op for dem, hvor galt det stod til med ham. Moderen og Ida, hans ældste søster, som på sin egen stille måde var den af dem alle sammen, der elskede Finn højest, havde med nænsomme hænder klædt ham af, og det var tydeligt, også for faderen og landsbyens nysgerrige blikke i baggrunden, at hans venstre ben var brækket flere steder. Han græd ikke længere, og hver en muskel var spændt i den benede krop. Han samlede sig om at bekæmpe sin skælven og fæstnede blikket i det brune træloft, der flimrede i skumringens drilske lys og truede med at give slip på det, der holdt det oppe. De bandt det skadede ben stramt ind i varme viskestykker, og Finn stirrede stadig blindt i loftet, da faderen bar ham ind til sengen, hvor hans moder og Ida på skift sad ved hans side resten af aftenen og natten.
Da vinteren forsigtigt meldte sin ankomst, lå Finn stadigvæk i sin seng, mens hans moder forsøgte at få ham til at spise, og hans fader efterhånden blev utålmodig efter at kunne gøre brug af hans arbejdskraft, for vinterrugen skulle sås, før frosten for alvor bandt jorden. Hver dag brugte hans moder flere timer på at tale til ham, men Finn lod ikke et eneste ord komme over sine læber. Hun tryglede ham om at sige noget, bare en lille ting, et enkelt ord, der kunne vise hende, at han hørte, hvad hun sagde, men kun en sjælden gang vendte han hovedet flygtigt i hendes retning, hvorefter hans øjne igen fandt loftet, og hun var nødt til at forlade rummet for ikke at græde i hans nærvær. Ida fortalte ham, hvad der skete i landsbyen, hvilke lege de legede, og hvem af de andre børn, der nu havde fået en lillebror eller en lillesøster, og om hvor dejligt det blev, når han igen til forår kunne tage med i marken for at pløje og så, og lege tagfat, som hun syntes han var den bedste til af dem alle sammen. Og hun fortalte, at faderen havde sagt, at han snart var gammel nok til at lede de forreste heste, der trak ploven. Men ikke engang Ida kunne få Finn til at tale. Kun undtagelsesvist smilede han til hende, og selv da syntes hans blik så underligt fjernt, at hun nogle gange kom i tvivl, om ikke også hans hoved havde taget skade i faldet.
Lægen havde været der ganske få dage efter ulykken, og efter hans råd skiftede de jævnligt Finns forbinding. Indenunder var benet blåt og rødt, og for hver gang skiftede nuancerne, nye mønstre dannede sig, og efter et stykke tid var det blå og røde udskiftet med gule, sorte og brune mærker. Først når mærkerne aftog, kunne de regne med, at knoglerne var tæt på at være helet. Men de skulle ikke gøre sig forhåbninger om, havde lægen sagt, at Finn nogen sinde ville komme til at gå normalt igen, og det var der ikke noget at gøre ved. Hans fod voksede skævt fast, så den strittede ud til siden, og lårbenet havde fået et knæk, så det næsten så ud som om han havde to knæled.
Da farverne langsomt forsvandt fra hans ben, begyndte de at bære ham ud i køkkenet om aftenen, så han kunne sidde ved siden af Ida og høre faderen fortælle eventyr. Der sad han som en skygge af sig selv og stirrede ud i det halvmørke rum, hvis vægge og sparsomme møbler vibrerede i olielampens skælven. Hans spinkle krop synede endnu mere skrøbelig end før, huden var bleg, og ingen nød rigtigt aftenerne, som de tidligere havde gjort. Faderen var begyndt hver aften at spørge ham, hvilket eventyr han helst ville høre, og efter lang tids stilhed, hvor Finn sad i sin egen verden, og de andre kiggede ned i gulvet eller blændede deres øjne i lyset fra lampen, fik en anden lov til at vælge. 
En aften fik Ida det indfald, at faderen skulle fortælle historien om Niels Farer, der drog ud i den vide verden for at søge lykken. Hun var kommet i tanke om, at Finn altid spurgte hende til netop den historie. Den første gang Finn havde hørt den, brugte han hele den næste dag på at spørge, om Niels Farer kom fra deres landsby, på hvilken af gårdene han havde boet, og om Ida havde kendt ham. Det var altid Ida, han gik til med sine store spørgsmål. Hun var et par somre ældre end ham og havde lagt noget af barndommens naivitet bag sig men var trods alt ikke helt voksen endnu, så på en måde talte de stadig samme sprog. Hun fortalte ham selvfølgelig, at det jo bare var en faderens historier, og at Niels Farer slet ikke eksisterede i virkeligheden. Men det var som om, Finn ikke hørte hende, for han var blevet ved at stille spørgsmål, også de efterfølgende dage, spørgsmål, som hun mod sædvane til sidst havde slået hen.
Da faderen begyndte på historien, kunne de straks mærke, at Finn var mere tilstede, end han plejede at være, og da faderen til sidst kom til det sted, hvor Niels Farer finder lykken, syntes Ida endda at kunne spore et smil på hans ellers forstenede ansigt.
Niels Farer havde fundet ud af, at han var nødt til at opsøge lykken og derfor nødt til at forlade sin landsby. Han havde brugt lang tid på at bestemme, hvilken retning lykken lå i, men da han først havde fundet den, begyndte han at gå i en lige linie mod den. Mens han gik, koncentrerede han sig fuldt ud om at holde den kurs, han havde sat, så sig aldrig tilbage, og med megen øvelse opnåede han at komme til at gå så lige som ingen andre. Han gik dag og nat på en usynlig vej udspændt som en snor mellem to punkter - Niels Farer i den ene ende og lykken i den anden, og da han endelig nåede frem, sendte han bud til sine venner og forældre om, at nu havde han fundet lykken. Sådan sluttede historien, og selv om de plagede faderen om at fortælle præcis, hvor det var Niels Farer sluttede sin rejse, svarede han, at det vidste han selvfølgelig ikke. Ingen havde været stand til at følge ham på sin vej, for ingen kunne jo gå lige så lige som ham.
Da de fandt ud af, at historien fik Finn til at live op et kort øjeblik, begyndte faderen at fortælle om Niels Farer lidt oftere, og hver gang syntes de at kunne spore en interesse hos Finn. Ud over det var der ingen fremgang. Ligegyldigt hvor meget de prøvede, kunne de hverken få ham til at gå eller tale. Finn lå i sin seng og stirrede op i loftet.
Foråret kom, og en dag da alle de andre var i marken, hørte Finn den lokale spillemand stå og spille et sted i landsbyen. Når det ikke lige var vinter, besøgte han jævnligt landsbyen, og landsbyen var ikke stor, så uanset hvor han stod, kunne man høre ham. Han bar ikke stort andet end sin gamle violin i en lille slidt kalveskindspose og blev bare kaldt Spillemand. Om sommeren ernærede Spillemand sig som honningkræmmer. Det efterlod meget tid til musikken, for bierne passede jo sig selv, højest gav han dem en snaps brændevin i det kolde forår, hvor de var svagest. Når han på den måde forærede noget væk, som lå hans hjerte nært, var det at betragte som en kærlighedserklæring. Finns øjne løsrev sig fra loftet og vendte sig mod de spinkle toner, der nu aflagde ham besøg. Han blev opfyldt af Spillemands melodi - et simpelt tema, som Spillemand udbyggede og ændrede, ligeså snart man troede, at nu havde man det, nu havde man gennemskuet tonernes indbyrdes sammenhæng. Han lavede overraskende krøller, fjernede sig så meget fra temaet, at man et øjeblik kunne tro, at han var lidt forvirret og måske, uden selv at vide det, var gået i gang med at spille en ny melodi uden at afslutte den første, hvorefter han drillende vendte tilbage for at spille melodien helt nøgent. Finn rejste sig i sengen, fik med besvær løftet sine ben ud over sengekanten, prøvede at støtte på dem og faldt. I knapt et halvt år havde han ikke gået, og musklerne var skrumpet ind, så de ikke tjente andet formål end at holde sammen på det spinkle skelet. Han trak sig frem på gulvet ved hjælp af armene, kæmpede sig i retning af musikken, kravlede gennem køkkenet og ud foran gården. Musikken var tydeligere nu, og der lå han med lukkede øjne, mens han forsøgte at fremmane de sidste kræfter. Spillemand begyndte på en ny melodi, en dans Finn kunne genkende, og han begyndte igen at trække sig hen mod Spillemand. 
Sådan sad han resten af dagen under et træ i udkanten af landsbyen med udsigt over markerne, i ly af Spillemands toner og et tæppe Spillemand havde lagt over ham, indtil hans moder kom løbende og bar ham hjem i seng. Næste dag, da Spillemands toner igen sneg sig ind i enhver ledig sprække i landsbyens gårde og huse, blev Finn båret ud til tonerne af sin moder. Alle de dage Spillemand gæstede landsbyen, sad Finn ved hans side.
Da Spillemand atter begav sig på vej, mistede Finn igen ethvert tegn på nærvær, men hans moder, som havde mærket håbet spire i sig, gjorde alt hvad hun kunne for at få ham ud af sengen. Finn viste ingen tegn på engagement. Hans øjne var blanke og hans blik fjernt. Ikke engang, når faderen fortalte historien om Niels Farer, var der nogen reaktion at spore. Hans søskende var begyndt at betragte ham som en skør vanskabning, og når Ida ikke var tilstede, rystede de på hovedet, når snakken en sjælden gang faldt på ham. Selv Ida var begyndt at miste troen på at få sin bror tilbage. Hun sad stadig hver dag ved siden af hans seng for at fortælle om livets gang i landsbyen, men hvor hun tidligere havde gjort det for Finns skyld, snakkede hun nu mest til sig selv.
Da Spillemand vendte tilbage, gentog historien sig. Finn rullede sig ned på gulvet og kæmpede sig vej ud til ham, akkompagneret af den fjerne violins magiske kraft. Han sad hele dagen ved Spillemands side, hans øjne spillede, når Spillemand spillede, og når Spillemand ikke spillede, sad han tavst uden at svare på Spillemands høflige og med stor umage formulerede spørgsmål. Spillemand var også en mand af få ord, og han tænkte efterhånden ved sig selv, at de måske i tavshed gjorde hinanden det bedste selskab. Da Spillemand på et tidspunkt lagde violinen fra sig, tog Finn den mellem sine hænder. Han lagde den forsigtigt tilrette under hagen med violinen i sin venstre hånd, tog buen i den højre og lagde den på strengene. De første usikre strøg frembragte ingen lyd, så han pressede buens hår hårdere mod strengene og hørte en fremmed og skinger lyd fra den violin, der endnu engang havde båret ham ud af sengen. ”Prøv at presse din pegefinger ned mod strengen,” sagde Spillemand og rettede på hans håndstilling. Finn fulgte Spillemands anvisning, men var ellers fuldt optaget af den nye lyd, som han selv frembragte. Ansporet af violinens skingre knirken stak Finns moder hovedet ud, og Spillemand vinkede forlegent til hende og mumlede: ”Jeg tror s’gu, han er musiker, knægten”.
Den eftermiddag fik Finns moder en ide. Jo mere hun tænkte over det, jo mere voksede tanken i hendes hoved. Da hun havde båret Finn ind, talte hun med Spillemand, og også han syntes, det var en fremragende ide. Selvfølgelig ville hun betale ham for undervisningen, og det eneste hun kunne betale med var et måltid i ny og næ, men Spillemand betragtede nu mest Finn som sin ven og var ikke meget for at modtage betaling. På den anden side lå det ham fjernt at sige nej til et gratis måltid og en snaps brændevin, og sådan blev det.

2.
Den samme aften fortalte moderen Finn om aftalen, og for første gang var hun ikke i tvivl om, at han hørte hende. Hun sagde, at han selv måtte gøre opmærksom på, hvornår han ville træne, og først derefter kunne han komme ud til Spillemand.
Den følgende formiddag da Spillemand lokkede med sine toner, rullede Finn sig ud af sengen og ud i køkkenet, hvor moderen stoppede ham. ”Vil du træne?” spurgte hun med forhåbning i stemmen, men Finn kravlede videre, rød i hovedet af anstrengelse, som om han kunne bevæge sig så hurtigt gennem gennem køkkenet, at hun ikke kunne nå ham. Hun tog ham med et fast tag under begge arme og forsøgte at rejse ham, men kunne trods sin egen krops betydelige vægt ikke holde ham. ”Du må selv hjælpe,” sagde hun, men al Finns energi var bundet op på tonerne, der kom udefra. Hun bar ham i seng, og forlod ham med tårer i øjnene. Tre gange i løbet af dagen forsøgte han at kravle forbi sin moder, der hver gang bar ham i seng, mens hun bad de højere magter om styrke. De efterfølgende dage gentog historien sig, og når Finns moder forlod gården, satte hun en stol for døren, så han ikke kunne komme ud, hvis han skulle forsøge. Det pinte hende at spærre sin egen dreng inde, når det, hun allermest ville, var at give ham frihed. Men hun var en stålsat kvinde, som vidste at handle, når hun var overbevist om, at hun gjorde det rette.
Den sidste aften før Spillemand atter skulle forlade deres landsby, satte Ida sig på Finns seng og fortalte ham, at han kun fik denne ene mulighed for at komme ud til Spillemand i denne omgang. Hun fortalte om sine drømme, hvor hun så ham gå, ikke som han plejede at gå, men på en ny måde, der var ligeså god, ja, på en måde bedre end den, han havde gået på før, og hvordan hun vågnede rystende midt om natten, angst for at det aldrig ville komme til at ske.
Om morgenen, allerede før Spillemands første toner havde forenet sig med dagens gryende lys, krøb Finn ud i køkkenet til moderen uden at gøre forsøg på at undslippe hende. Med fælles hjælp stablede Ida og moderen ham på benene. Han så ned ad sig selv, stirrede på det forkvaklede ben med den skæve fod, og mens frustrationen løb ned af hans kinder, forsøgte han at tage det første skridt, men benene kollapsede under hans spinkle krop. Resultatet af de mange forsøg var, at han kunne stå i et kort øjeblik ved egen kraft, hvorefter han igen faldt sammen i sin moders arme. Hun bar ham ud til Spillemand, hvis øjne lyste op ved gensynet, og der modtog han tavst og afkræftet sin første spilletime. Mens hans udmattede krop til sidst ikke tillod en eneste yderligere bevægelse, lyste hans blanke øjne derimod, så moderen opfyldt af lykke kunne bære ham ind i seng, og ønske Spillemand på snarligt gensyn.
Finn trænede hver dag, nogle gange med moderen og nogle gange med Ida, og allerede inden ugen var omme, havde han fået så mange af sine kræfter tilbage, at han stort set kunne gå. Men han gik, som lægen havde spået, ikke som før. Det venstre ben var kortere end det højre, og det, sammen med den strittende fod, gjorde, at hele kroppen, for hver gang han tog et skridt med venstre ben, faldt skævt til venstre side. Desuden kunne de nu se, at også hans ryg havde taget skade i faldet, for når han stod oprejst, drejede hans overkrop en anelse til højre, hvilket betød, at hans gang bestod af cirkelbevægelser. Først drejede han i en halvcirkel mod venstre, så i en halvcirkel mod højre, og sådan fik han selvfølgelig navnet Halte Finn.
Da Spillemand vendte tilbage, kunne Finn denne gang selv halte ud til ham. De begyndte forfra med undervisningen, for Finn havde jo ikke nogen violin, han kunne øve sig på, når Spillemand var væk, og det var der heller ikke andre i landsbyen, der havde. Men Finn lærte hurtigt. Da enhver samtale stadig skulle varetages af Spillemand alene, blev det en undervisning uden mange ord. Spillemand spillede en simpel strofe, hvorefter han rakte violinen til Finn, der forsøgte at gøre ham den efter. Når Spillemand rettede på Finn, foregik det ved, at han stillede sig bag ham, lagde sine hænder ovenpå hans og spillede sammen med ham. Da Spillemand atter skulle begive sig ud på sin vante tur, havde Finn lært at spille en simpel melodi, som Spillemand havde lavet til ham.
For hver gang Spillemand kom, lærte Finn en ny melodi, eller en ny variation over dem han allerede kunne, og ved høslættens tid var han blevet så god, at landsbyens folk nikkede anerkendende i sommersolen og begyndte at tale om Finns spil som andet end bare en skør ide, hans moder havde fået for at beskæftige sin forkrøblede søn.
Vinteren kom tidligt og var overrumplende hård det år. Der lå sne i flere meters højde, og det var behæftet med megen besvær og fare at bevæge sig uden for landsbyens grænser. Det var umuligt at skære tækkerør, og arbejdet med at fælde og hugge tømmer og skære gærdestave i skovene blev udsat gang på gang. Kun i nødstilfælde bevægede folk sig uden for landsbyen, og da kun flere ad gangen, for det var svært at orientere sig i det kridhvide område, der var hævet en mandshøjde over det velkendte landskab. De snoede veje og vandløb var spartlet ud af den hvide masse, og de eneste pejlemærker man havde, var agrenes enlige trætoppe, der om sommeren gav skygge til kreaturerne. Finn haltede hvileløst rundt på gården, og de fortalte ham, at han ikke skulle vente at se Spillemand, før vinteren var omme og foråret viste sig. Jo flere uger der gik uden det mindste tegn på lunere vejr, jo mere haltede Finn ind i sin egen verden. Sneen lagde en dæmper på alt, udviskede mindet om Spillemands toner og begravede Finn i en tung dyne, der kun midlertidigt kunne løftes en anelse, når faderen i de kolde vinteraftener fortalte historien om Niels Farer. Nogle dage blev Finn i sin seng, og de andre lod ham gøre det, for hans fader havde for lang tid siden opgivet at få et reelt stykke arbejde ud af knægten, og hans moder kunne godt for en tid undvære hans nedslående tilstedeværelse, når han hjalp med de daglige gøremål. Vinteren blev lang, og alle var til sidst ude af sig selv af længsel efter forår og Spillemand, for Finns modløshed smittede af på dem alle. Selv Ida tog sig i at snerre af Finn, men det lod ikke til at gøre så meget, for han ænsede det ikke.
Da foråret kom med lunere vinde, Spillemand og lysegrønne marker, var der en overraskelse til Finn. Spillemand havde brugt de kolde vintermåneder til at bygge en violin. Den var ikke lavet af det bedste træ og var bestemt ikke uden skønhedsfejl. ”På en måde ligner den dig,” sagde Spillemand. Siden den dag så man aldrig uden Finn uden sin violin i hånden. Nu kunne han øve sig, når Spillemand ikke var der, og de kunne spille sammen, når han kom. I løbet af foråret og den tidlige sommer blev Finn så god, at der var nogle, der påstod, at de ikke længere kunne høre forskel på mesteren og lærlingen. Det kunne Finn. Når han gik i seng om aftenen, skete det uforløst, det var umuligt at finde hvile, men til gengæld let at stå op om morgenen for at fortsætte hvor han i sine egne ører slap så hjælpeløst. Han prøvede ihærdigt at finde Spillemands tone og rytme, at finde den kraft Spillemand brugte til at puste det særlige liv ind i de gamle sange. Han eksperimenterede i sin søgen efter at ramme de melodier, han havde hørt for sit indre øre i vinterens isolation. Finn var blevet violinen, og musikken det univers han forholdt sig til, mens verden udenfor, trods sit lysegrønne ydre, stadig for Finn var kold vinter med meterhøje snedriver. En verden han aldrig mere ville vende tilbage til, så længe han havde sin violin. Den eneste kontakt han havde med et andet menneske var, når han spillede med Spillemand.
Hver gang Spillemand kom, havde han en ny melodi eller variation med til Finn. Melodier han var kommet i tanke om i ugernes løb, og som han absolut måtte videregive til Finn på samme måde, som han selv i sin tid havde lært dem af en anden spillemand. Når Finn ikke spiste eller sov, så øvede han sig, og som alle andre lyde, hanens galen om morgenen, fårenes fjerne bræen fra overdrevet og spædbørnenes utålmodige gråd, som alle disse beroligende lyde var Finns toner blevet en del af landsbyens dagligdag. ”Du skal jo ikke spille hele tiden,” sagde Spillemand på en snakkesalig dag. ”Hvis du spiller hele tiden, så oplever du jo ingenting, og så har du ikke noget at spille om, Halte Finn. En spillemands vigtigste opgave er at spille verden på en ny måde, og så er han jo nødt til også at se verden, ikke?” Men Finn var utrættelig og spillede dag ud og dag ind.
Efter den sensommerdag så Finn aldrig Spillemand igen. Spillemand forlod verden på en lille snoet sti mellem to landsbyer, og man fandt ham liggende oven på den smadrede violin, som var han snublet og havde bestemt sig for, at det ikke var umagen værd at rejse sig igen. Da nyheden nåede landsbyen, lukkede Finn sig inde på sit værelse og satte en stol for døren. De var nødt til at slå døren ind, og måtte slæbe ham ud i køkkenet, hvor de i mangel af bedre fik faderen til at fortælle historien om Niels Farer. Før historien var omme, haltede Finn ind efter sin violin, gik ud foran gården og begyndte at spille en melodi, ingen af dem havde hørt før. Faderen holdt op med at fortælle, og de sad i tavshed og lyttede til de fremmede toner. Temaet var monotont, men målfast. Det virkede ikke sørgeligt, nærmere tværtimod, og pludselig udbrød Ida: ”Det er historien om Niels Farer,” men de andre protesterede. ”Jo hør,” sagde hun. De kiggede vantro på hende, men Ida holdt på sit. Moderen, der ikke havde meget forstand på musik, prøvede af hele sit hjerte at høre historien gennem tonerne, men måtte opgive. Men hvem vidste? Måske havde Ida ret, og det var i hvert fald godt, at Finn alligevel ikke var blevet slået helt ud af Spillemands endeligt.

3.
Sent samme nat stod Finn op, listede på sin egen ubehjælpsomme måde rundt og pakkede et par af sine bukser, en trøje, et par underbukser og to par sokker ned i en gammel tøjpose. I køkkenet skar han et brød over i to og lagde den ene halvdel ned i posen, som han snørede sammen. Posen tog han på ryggen, bandt snorene om den ene skulder, og med violinen og buen pakket ind i lagenet fra sengen forlod han gården, som han vidste han aldrig skulle sætte sin fod i igen.
Udenfor tegnede den gryende dag to blodrøde streger på den nederste del af den sorte himmel, lige over de tågede marker, og han haltede væk fra gården og landsbyen med en uvant ro i sjælen. Han vidste, hvor han skulle hen, eller rettere i hvilken retning han skulle, og han var fast besluttet på at følge den. Med posen på ryggen og den godt indpakkede violin i sin hånd havde han alt han behøvede, og der var intet i landsbyen, der holdt ham tilbage. Retningen havde han fundet aftenen forinden. Han havde kastet sine toner udi den mørke aften og så betragtet, hvorhen de forsvandt. Ligegyldigt hvordan han havde stillet sig, fløj de i samme retning, og det var dér, han skulle hen.
Da han passerede den sidste gård, det sted, der afgrænsede by fra marker, fortsatte han ligeud. En søvnig pige fra landsbyen, der var usædvanligt tidligt på færde denne morgen, så en vraltende skikkelse, der mest af alt tog sig ud som en forvirret myre på vej ind i mosekonens bryg over markerne, men hun hæftede sig ikke synderligt ved sine syner. Finn koncentrerede sig kun om en ting, at gå lige og holde kursen. Det var ikke nemt for en dreng af hans skabning, for hvis hans tanker var et andet sted, ville det venstre ben tage kortere skridt end det højre, og dermed ville han ikke holde sig til den snorlige vej han havde lagt ud for sig selv. Det gjaldt om at finde en ujævn rytme, en indre melodi han kunne nynne, så han naturligt med venstre ben kom til at lave en halvcirkel lidt større end den, han lavede, når han tog et skridt med det højre. Kun på den måde kunne han kompensere for det vanartede bens manglende længde og styre sin vaklende krop ind på den altafgørende kurs.
Han gik hele dagen, holdt kun korte ophold for igen at slide sig videre ad sin vej. Kun sjældent kunne han følge de snoede veje, der fulgte landskabets konturer i tynde striber, og han kæmpede sig igennem åer og vandløb. Det meste af tiden gik han på heden gennem lyng og stikkende lav, og når han med flere kilometers mellemrum stødte på en mark, trodsede han også den. Da solen stod højest på himmelen, satte han sig i skyggen af et træ. Han fandt det halve stykke brød, delte det i to, og lagde det ene stykke ned i posen igen. Han skulle også have noget til om aftenen, og hvem vidste, måske også til morgendagen. Han strakte sine udmattede ben ud, så godt som han nu kunne, og gav sig til nænsomt at pakke violinen ud af det lagen, der var dens beskyttelse om dagen og skulle være hans om natten, med mindre selvfølgelig, at han kunne finde husly på sin vej. Så ville han som tak spille for de mennesker, der måske ville huse ham natten over, for det var det eneste, han havde at tilbyde, og det eneste han kunne. Han betragtede violinens blanke overflade, der reflekterede solens stråler og tvang ham til at lukke øjnene, så hans trætte krop var lige ved at give efter i en varm døs. Så tog han sig sammen og svøbte violinen i dens klæde, rejste med besvær sin ømme krop og begav sig videre. Han måtte hellere gemme de af sine kræfter, der måtte være tilbage, til om aftenen, hvor han skulle udøve sit håndværk. Han kæmpede sig videre gennem uberørt landskab og ødelagt skov for at træde den sti, der var den rette for ham, og han undrede sig over, hvor ugæstfrit landskabet tog sig ud, når man begav sig blot et lille stykke væk fra de menneskeskabte veje, der langsommeligt men sikkert førte folk fra landsby til landsby, fra by til mark og fra en gård i byen til en anden. Da solens højde for alvor begyndte at aftage, var han så afkræftet, at han med stadigt større bevægelser kastede sin krop fremad i dens cirkellignende gang, som for at vise kroppen, at han lagde en jernvilje bag sine ordrer, og at benene havde at fortsætte, hvad enten de ville eller ej. Da solen stod faretruende lavt på himlen og hans udmattede krop var begyndt at ryste i det kølige fravær af solens stråler, fik han øje på en lille klynge af stråtækte tage. Det krævede en ualmindelig styrke at fortsætte kroppens vaklen mod gårdene i stedet for at falde omkuld på stedet af ren og skær lettelse over forhåbentligt ikke at skulle tilbringe den først nat i det farefulde mørke.
Da han vaklede ind i landsbyen, var der en, der råbte: ”Jamen, det er jo Halte Finn”. På ingen tid havde hans moder fået besked, og hun kom ham løbende i møde, ude af sig selv af bange anelser. Hun bar ham hjem i køkkenet, hvor hun havde gemt en lille portion mad til ham, og Finn lod sig bære og bespise, men lod ikke til at kunne genkende hverken moderen, gården eller noget andet. Han sad med et tilfreds smil på køkkenbænken og spiste sin mad, faldt derefter i tung søvn i den seng, der blev stillet til rådighed for ham på denne venlige gård, og ænsede ikke engang Idas bløde hænder på sin kind og pande.
Også den næste morgen vandt han kapløbet mod solen og landsbyens beboere, pakkede sine ting og begav sig ind i resterne af mosekonens bryg. Hele dagen sled han sig i lige linie gennem marker og hede, og da aftenen nærmede sig, så han i sin henrykkelse nogle tage i horisonten. Skulle han være så heldig, tænkte han, at også denne nat skulle bringe en varm seng hos nogle gæstfrie mennesker, så ville han til gengæld for deres storsind spille for dem på sin violin, som han stadig bar som et lille barn under den ene arm. Udmattelsen overmandede ham dog efter indtagelsen af moderens mad, og han faldt straks i søvn i sin seng.
Hver dag forlod Finn landsbyen, før de andre var stået op. Hver dag forfulgte han sin egen usynlige vej gennem det uvenlige landskab, dikteret af den retning han i sin tid havde ladet violinens toner bestemme. Hver dag var han så heldig, at der ved aftenstid lå en landsby på hans vej. Hver dag blev han med åbne arme, varm mad og en redt seng til natten, modtaget af sin moder, og hver dag faldt han udmattet om på sengen, uden at han nåede at spille for de venlige mennesker, der lod ham overnatte og få del i deres mad.
Efteråret satte ind, og Finn fortsatte sin vandring. Folkene i landsbyen havde vænnet sig til endnu en af Halte Finns underlige vaner, og var man ved et tilfælde så tidligt oppe, at man kunne nå at se den haltende skikkelse forlade landsbyen, så ænsede man det ikke mere end den pige, der en alt for tidlig og tåget morgen havde set syner, og man konstaterede blot for sig selv, at: ”Der gik Halte Finn.” Var man en af dem, der så ham vakle udmattet ind i landsbyen om aftenen, bemærkede man henkastet over for de andre, at: ”Der kommer Halte Finn.”
Finn haltede ufortrødent gennem det tidlige efterår og med utrætteligt mod gennem efterårsdagene, månederne og det efterhånden ublide vejr.

4.
Også dette år kom vinteren pludseligt. Finn blev uforberedt fanget i en snestorm, der gjorde det umuligt at se en hånd for sig. Han vidste ikke, hvor han var, og haltede i først den ene, så den anden retning, hans krop rystede, og hans venstre ben gjorde modstand.
På et tidspunkt fandt han sig selv liggende i sneen, halvt sovende, og kun med den yderste koncentration tvang han sin krop i gang, som stod han udenfor den og råbte den til live. De store snefnug, der kastedes mod jorden, dækkede ethvert hul på himlen og tillod ikke plads til lysets gennemtrængen. De landede på hans pande, føg ind i hans øjne og dannede driver, der gjorde det næsten umuligt for en dreng med Finns gangart at trænge igennem dem. Da solen gik ned og mørket blev sort, lagde angsten sig om ham som en kold kappe, der tog modet og de sidste kræfter fra ham og i sidste ende truede med at tynge ham endeligt ned i den mørke masse.
De fandt ham næsten livløs et stenkast fra landsbyens yderste gårde, hvis stråtækte tage han som det første plejede at se i aftenens horisont.
Liggende i sengen med Idas hænder om sine og hendes bløde tårer, der afløste de kolde snefnug på hans pande, hviskede han mod loftet: ”Vil du sende bud til dem derhjemme om, at jeg er nået frem,” og lagde sig til at sove for sidste gang.  

Inspiration

"Hvad inspirerer mig? Det er, hvad der skal stå lige her. Svaret kan gøres kort (og stort - og småt): Alt, stort som småt. Fordi det store består af det mindre, og fordi det kedelige i sig selv skaber en spænding."