Clara Raphael - tolv breve

Skandalesuccesen ’Clara Raphael: Tolv breve’ indleder forud for sin tid en diskussion om ligestilling og køn i overgangsperioden mellem romantikken og det moderne gennembrud. 

”Jeg vil stride, leve for det jeg forstaar ved Damernes Emancipation.” 

Sådan skriver den unge guvernante og idealist med stort I, Clara Raphael, da hun presses af sin penneveninde til at gøre rede for, hvad det egentlig er for nogle tanker og refleksioner, hun udtrykker i sine breve. Herved kunne man tilføje et opfølgende spørgsmål om, hvad brevromanens hovedperson egentlig mener med Damernes Emancipation. Det giver hverken Clara eller romanen et helt klart svar på, men blot selve formuleringen var et stort, men også tidligt, skridt på vej ind i det moderne gennembruds diskussioner om kønsroller og ligestilling.

Mathilde Fibiger debuterer med ’Clara Rapahel’ allerede i 1850, hvor hun som kun 19-årig bryder igennem med et radikalt værk, der som et af de første sætter ord på kvinders indskrænkede udfoldelsesmuligheder og ulighederne mellem kønnene, der hersker i samfundet. Fibiger lader den nytilflyttede hovedperson Clara være talerør for denne vækkelse, som sker i hovedpersonens sammenstød med byens spidsborgere og i fejlslagne teologiske diskussioner med byens præst.

Clara oplever, at hendes frihed indskrænkes, hun tages ikke alvorligt i diskussioner og hendes idealistiske åndelighed møder hån og uforståelighed fra alle sider. Hun føler sig fysisk og åndeligt fanget og beskriver det som om, at verden skræddersyer en kjole, som skal passe alle, og derfor passer ingen:

”For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er. Hvor fattig og indholdsløst er ikke vort Liv imod deres? Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændende, (hvilket jeg hørte en af de interessanteste Herre her i Egnen for fuld Alvor paastaae), saa vi maae lade os nøie med automatmæssigt at udføre det trivielle Arbeid, der er os anviist i Livet? Har vor Aand da ikke Kraft og vort Hjerte ikke Begeistring? O jo, men det egentlige Liv i os er ikke kommet til Bevidsthed, vor Aand er fangen, og Fordommen staaer på Vagt ved dens Fængsel.” 

Not like other girls

Selvom Claras gryende følelser af at være fanget i kvinderollens snævre snøreliv kommer sympatisk til udtryk, så fremstår hun også bedrevidende og lettere hånende overfor sine mere ’åndsforladte’ bekendtskaber. Det kommer både til udtryk i humoristiske optrin, men Clara måler også folk, og især andre kvinder, op imod denne nye bevidsthed og ser sig selv, med en mere moderne betegnelse, som not like other girls. En god bekendt minder hende om: ”Ved en altfor hensynsløs Iver skader man let den Sag, man vilde virke for." 

Trods romanens klare kritik af tidens kvindesyn og udsagn om emancipation er romanens og hovedpersonens budskab lettere tvetydigt. Claras kvindeideal minder om romantikkens, når hun fremhæver kvinden ved: ”Den levendegjørende Aand, den høie Begeistring og barnlige Tro ere Grundtonerne i hendes Væsen”. 

Samtidig taler hun om, at kvinden er undertrykt og ufri, de mangler samfundsmæssig ligestilling med mændene, hvilket peger ind i den organiserede kvindebevægelse, Dansk Kvindesamfund, der blev stiftet i 1871, og som Mathilde Fibiger nåede at melde sig ind i før sin død året efter. Selve romanens slutning munder samtidig ud i et lettere utroværdigt fornuftsægteskab, hvorved Clara Rapahel kan bevare sin integritet som tidlig kvindesagsforkæmper.

Forud for sin tid

Årene omkring udgivelsen af ’Clara Raphael’ var præget af det demokratiske og nationale opbrud, hvor enevælden afskaffes, og Danmark er i krig med Tyskland. Det spejles også i Claras glødende patriotisme og hendes store opbakning til krigen i Sønderjylland, som hendes platoniske ægtemand også deltager i. Men romanen fremstår samtidig forud for sin tid, hvor ideen om kvindesagen peger ind i det moderne gennembruds forfatteres senere debatter og værker om køn og ligestilling.

Der opstod også en omfattende offentlig debat i forlængelsen af romanens succes, som Mathilde Fibiger dog ikke slap helskindet ud af. Hendes få senere værker fik hård medfart, og hun opgav nødtvungent forfattergerningen for at arbejde som guvernante, oversætter og telegrafist. Hendes forfatterskab gødede jorden, men høstede ikke selv afgrøderne – de blev i stedet videregivet til den næste generation af forfattere. For først efter Fibigers død blomstrer litteraturen om kvindeliv og kønsroller hos det moderne gennembruds forfattere, som Amalie Skram, Adda Ravnkilde og senere Erna Juel-Hansen og Karen Michaëlis.