Blog
Promovering er farligt - for selvopfattelsen
Forleden dag kontaktede en kollega mig på mail. Hun ville høre om mine overvejelser omkring Facebook, fordi hun var begyndt sin promovering af næste udgivelse: behøver man at have en Facebook side, kan man få folk med på den, kan man holde gejsten oppe hos følgerne, og hvad er det adskillelsen af profil og side signalerer?
Jeg blevet meget glad for henvendelsen. Selvfølgelig fordi jeg følte mig sej, fordi jeg blev spurgt til råds. Men allermest fordi der var en kollega med professionelle overvejelser omkring promovering af en nærtstående udgivelse. Hun skammede sig ikke over at spørge, ikke et sekund.
Mere af det, tak.
Dagen efter smækkede jeg et link på selvsamme Facebook. Der var kommet et nyt mini-interview med mig ude på internettet. Jeg taggede det med skamløs selvpromovering, som jeg har skrevet om mange gange før, fordi, ja fordi hvad?
Under mit link til artiklen skrev den meget sociale medier-aktive og dybt professionelle Pernille Melsted en forundret kommentar, og jeg svarede sådan her:
Når jeg genlæser, så tænker jeg, at der er noget med selvforståelsen hos os forfattere. At det er finere og sværere at være os, så vi kan ikke være underlagt samme mekanismer som resten af det professionelle arbejdsmarked. Vi tror, at hvis vi stiller os foran/ved siden af kunsten, for at sælge selvsamme, så betyder kunsten ikke alt for os, og så er det ikke godt nok, kunstnerisk nok. Vi tror, at nogen ikke vil os det godt, hvis vi bliver fremstillet en kende for firkantet, partout skal tilhøre en genre eller en generation.
Det er ikke let at promovere. Og nogen vil det slet ikke, som jeg har skrevet om før her om Bjørn Rasmussen, eller vil det ikke og gør det alligevel - dårligt. Lige her tror jeg faktisk, at forlagene kunne gøre sig selv ganske uundværlige.
Det er jo besynderligt, som Pernille skrev til mig senere, at man hellere vil kere sig om, hvad miljøet tænker om en, end om at servicere sine læsere. Det må være et af de bedste argumenter for, at forfattere måske er en anelse for selvhøjtidelige.
Det må derfor være sidste gang, jeg bruger hashtagget #skamløs selvpromovering.
Jeg promoverer, altså er jeg, og jeg skammer mig overhovedet ikke.
Forleden dag kontaktede en kollega mig på mail. Hun ville høre om mine overvejelser omkring Facebook, fordi hun var begyndt sin promovering af næste udgivelse: behøver man at have en Facebook side, kan man få folk med på den, kan man holde gejsten oppe hos følgerne, og hvad er det adskillelsen af profil og side signalerer?
Jeg blevet meget glad for henvendelsen. Selvfølgelig fordi jeg følte mig sej, fordi jeg blev spurgt til råds. Men allermest fordi der var en kollega med professionelle overvejelser omkring promovering af en nærtstående udgivelse. Hun skammede sig ikke over at spørge, ikke et sekund.
Mere af det, tak.
Dagen efter smækkede jeg et link på selvsamme Facebook. Der var kommet et nyt mini-interview med mig ude på internettet. Jeg taggede det med skamløs selvpromovering, som jeg har skrevet om mange gange før, fordi, ja fordi hvad?
Under mit link til artiklen skrev den meget sociale medier-aktive og dybt professionelle Pernille Melsted en forundret kommentar, og jeg svarede sådan her:
Når jeg genlæser, så tænker jeg, at der er noget med selvforståelsen hos os forfattere. At det er finere og sværere at være os, så vi kan ikke være underlagt samme mekanismer som resten af det professionelle arbejdsmarked. Vi tror, at hvis vi stiller os foran/ved siden af kunsten, for at sælge selvsamme, så betyder kunsten ikke alt for os, og så er det ikke godt nok, kunstnerisk nok. Vi tror, at nogen ikke vil os det godt, hvis vi bliver fremstillet en kende for firkantet, partout skal tilhøre en genre eller en generation.
Det er ikke let at promovere. Og nogen vil det slet ikke, som jeg har skrevet om før her om Bjørn Rasmussen, eller vil det ikke og gør det alligevel - dårligt. Lige her tror jeg faktisk, at forlagene kunne gøre sig selv ganske uundværlige.
Det er jo besynderligt, som Pernille skrev til mig senere, at man hellere vil kere sig om, hvad miljøet tænker om en, end om at servicere sine læsere. Det må være et af de bedste argumenter for, at forfattere måske er en anelse for selvhøjtidelige.
Det må derfor være sidste gang, jeg bruger hashtagget #skamløs selvpromovering.
Jeg promoverer, altså er jeg, og jeg skammer mig overhovedet ikke.
Kommentarer