Blog
Lad os protestere mod den sorte snak!
Forfatteren Jonas Wilmann bidrager med sine betragtninger om Hans Otto Jørgensens samarbejde med Dansklærerforeningen.
Hans Otto Jørgensens forvirrende udsagn om objektiv litteraturbedømmelse, afstanden til objekter (som indikator for litteraturs kvalitet!) og sort kaffe er mildest talt bekymrende, især i lyset af hans nye samarbejde med Dansklærerforeningen. Skal sort snak nu på skoleskemaet?
Inspireret (og stærkt oplivet) af Mette Høegs artikel i Atlas fik jeg lyst til at granske, hvad det egentlig er, der kommer ud af ham Gladiator-boss, Hans Otto Jørgensens, mund. Det følgende kan i dele betragtes som en oversættelse, og i dele egentlig bare en kritisk stillingtagen til de mange forvirrende ting, manden siger.
For bør man ikke forholde sig en smule skeptisk til logikken i udsagn, der kommer fra en mand, som så kraftigt argumenterer for, at den ’rigtige’ litteratur befinder sig et sted dybt begravet i det uforståelige – en velkendt holdning fra Forfatterskolen, hvor plot, budskab, man fristes næsten til at sige fantasi (i hvert fald når det berør det fantastiske) ikke er velkomne gæster. Og bør vi ikke gøre bare lidt mere modstand og stille spørgsmålet, om man kan blive så forlibt i sin egen gurustatus, kombineret med en basal mangel på modstand, at man begynder at være ligeglad med, hvad man egentlig siger? Og om det man siger, overhovedet giver nogen mening, for hvem skulle sige en imod?
Jørgensen har for nyligt indledt et samarbejde med Dansklærerforeningen, hvor hans smag nu skal være med til at definere vore unge menneskers litteratursyn. Jeg er mildt sagt bekymret over dette samarbejde, men kan det lykkes at oversætte nogle af Jørgensens diffuse ytringer og komme lidt dybere i materien, kan der i det mindste dukke nogle sandheder op.
Det første citat, jeg vil hive frem, fra Atlas’ interview med Hans Otto Jørgensen, er egentlig ret ligefremt og behøver ikke afkodning, men bekymrende er det.
”At beskæftige sig med litteratur er en objektiv disciplin. Man kan måle litteraturens kvalitet og dermed afgøre, om den er værd at beskæftige sig med eller ej.”
Nej. Bare nej. Og det er simpelthen et farligt udsagn. Gladiator har på trods af deres massive fondsstøtte og forretning med Gladiatorskolen brandet sig som et lille, aktivistisk og anti-kapitalistisk forlag (se bare denne juvenile saksning fra forlagets manifest: ”Vi tror, det nytter at gøre op med enhver form for autoritative løsninger, at gøre op med enhver rigid institution og al falskhed og flad materialismen i øvrigt.”). Men Jørgensen udtaler sig i Atlas-citatet som noget, der kunne minde om en Kim Jong-un. Den foreslåede objektivitet er jo netop topmålet af subjektivitet, en diktator der fortæller os, hvilken litteratur, som er kvalitet. Målt efter hvilken personlig skala? Jeg er ikke engang sikker på, at Jørgensen ved, hvor galt eller opsigtsvækkende, den udtalelse er. Og hvor er reaktionen? Den eneste jeg virkelig ser stritte imod, er Mette Høeg.
I Atlas-interviewet fortsætter Jørgensen i kryptiske vendinger:
”Jeg ved ikke, hvor interessant, det er at læse i enrum. Jeg tror, at det mest interessante, at den litteratur, der virkelig gør noget for en, det er den, som man deler. Så er vi måske ovre i noget kultisk (…)”
Absurd udsagn at det ikke skulle være interessant at læse i enrum – indlysende, at litteraturen kommer til sin ret, i det øjeblik gnisten mellem afsender og modtager opstår, og det skrevne ord berør læseren, uagtet omgivelser eller selskab – og betydningen af ’kultisk’ her står hen i det uvisse. Man kan gætte sig til, at Jørgensen ser en sammenhæng mellem det at dele litteratur og være med i en kult. Gladiator fremstår på den udenforstående som sektlignende, så måske stammer tanken herfra.
Værre bliver det, da Jørgensen skal forklare om sin ”objektive” metode til at vurdere litteratur. Bemærk sin objektive metode (Atlas-journalisten er ikke helt uden humor!).
»Man kan i en sætningsperiode eller en mindre enhed i teksten se på, hvor lang afstanden er til de enkelte genstande, der bliver talt om. Altså om det fx er et nærbillede eller om det i næste øjeblik er fugleperspektiv eller en olymp, altså abstrakt. Det kan man måle ved at læse teksten (…)”
- Kan du give et eksempel?
»Hvis nu der er en kop kaffe, så kan man se på den kop kaffe meget tæt på – hvordan ligger den i overfladen, er den sort, er der mælk i osv. – og så kan man også sige noget om, hvad kaffen gør ved en om morgenen.«
- Så det handler om forskellige måder at nærme sig en genstand på?
”Ja, det gør det. Sætninger er altid optaget af at ramme et sagforhold. Det er det, de skal. Hvis sætningen ikke rammer på én gang, så bøjer den af, og sagforholdet – det ved vi ikke noget om. Og det er jo nødvendigt for, at du og jeg kan tale sammen, at den tekst, vi har foran os kan sådan noget der, for ellers bliver det gætværk. Sådan nogle helt elementære ting skal man i hvert fald have fat i, før man begynder at tale om personkarakteristikker – for er der overhovedet nogen personer? Det er jo ikke sikkert.«
Afstanden til objekter? Kaffe? Er det virkelig det her, vi vil udsætte folkeskole- og gymnasieelever for? Hvis eleverne skal til at analysere tekster ud fra Jørgensens ”objektive” skala, får vi muligvis en stor generation af landmålere og baristaer, men litteraturforståelsen kommer det nok til at knibe med. Én ting er i en moden alder at afvige fra det, man har lært gennem folkeskolens klassiske litteraturformidling, noget andet er at tage hovedspring direkte ud i det uforståelige, kaffesnak og deslige, inden eleven overhovedet har ballast til grundlæggende at kunne analysere og forstå en tekst. Hvis Jørgensen får sin vilje og får lov at præge skoleelever så tidligt som i folkeskolen, vil store dele af eleverne falde fra, og resten vil havne i en ufordelagtig, psykedelisk litterær virkelighed, hvor vi ligesom bare har aftalt, at det uforståelige giver mening – for det gør det bare. Ingen spørgsmål, tak.
Og én ting er den sorte snak, men hvordan kan valget falde på Jørgensen til et folkeskole- og gymnasiesamarbejde? Ikke nok med at han betegner sine egne kryptiske (ja, nok nærmere uforståelige) metoder som objektive, han har også tidligere været ude med ekstremt firkantede udtalelser, f.eks. at noveller bør aflives en gang for alle, og fantasy kun er for store drenge og små piger. Det er en både ekstrem og stærkt ødelæggende holdning, hvis der pludselig kun er plads til én type litteratur, og resten skal skammes ud.
Jeg vil gerne så småt afrunde med et citat, som Høeg også fremhæver i sin artikel. Det stammer fra Gladiators manifest, og er ifølge Høeg forfattet af Jørgensen selv.
”Ting, begivenheder etc. forløber ikke fra ét punkt til et andet, som årsag og virkning, i simpel linearitet, men oppebæres af komplekse, måske endda modsætningsfyldte uafgørligheder.”
Det er muligvis noget af det meste diffuse og indholdsløse, jeg nogensinde har læst. Man kan forsøge at koge det ned til (jeg indstiller lige oversætteren fra sort snak til dansk): ”Alting forløber ikke fra ét punkt til et andet, men opretholdes af indviklede ting, der ikke kan afgøres”.
Jeg mener, det er rimeligt at oversætte ’ting, begivenheder etc’.’ til ’alting’, eftersom der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem ’ting’ og ’begivenheder’. Man kan, som en sidebemærkning, undre sig over det upræcise i forholdet mellem ’forløber’ og ’oppebæres’. For hvad betyder det egentlig, at alting ikke forløber, men opretholdes? Det hænger ikke sammen, vel? Og de her ’komplekse uafgørligheder?’ Man kunne vel næsten fristes til at oversætte hele plamagen til: ’Alting er uforståeligt’.
Og vel egentlig et passende motto for en virksomhed, der lukrerer på folks forestilling om, at sort snak er stor kunst.
Forfatteren Jonas Wilmann bidrager med sine betragtninger om Hans Otto Jørgensens samarbejde med Dansklærerforeningen.
Hans Otto Jørgensens forvirrende udsagn om objektiv litteraturbedømmelse, afstanden til objekter (som indikator for litteraturs kvalitet!) og sort kaffe er mildest talt bekymrende, især i lyset af hans nye samarbejde med Dansklærerforeningen. Skal sort snak nu på skoleskemaet?
Inspireret (og stærkt oplivet) af Mette Høegs artikel i Atlas fik jeg lyst til at granske, hvad det egentlig er, der kommer ud af ham Gladiator-boss, Hans Otto Jørgensens, mund. Det følgende kan i dele betragtes som en oversættelse, og i dele egentlig bare en kritisk stillingtagen til de mange forvirrende ting, manden siger.
For bør man ikke forholde sig en smule skeptisk til logikken i udsagn, der kommer fra en mand, som så kraftigt argumenterer for, at den ’rigtige’ litteratur befinder sig et sted dybt begravet i det uforståelige – en velkendt holdning fra Forfatterskolen, hvor plot, budskab, man fristes næsten til at sige fantasi (i hvert fald når det berør det fantastiske) ikke er velkomne gæster. Og bør vi ikke gøre bare lidt mere modstand og stille spørgsmålet, om man kan blive så forlibt i sin egen gurustatus, kombineret med en basal mangel på modstand, at man begynder at være ligeglad med, hvad man egentlig siger? Og om det man siger, overhovedet giver nogen mening, for hvem skulle sige en imod?
Jørgensen har for nyligt indledt et samarbejde med Dansklærerforeningen, hvor hans smag nu skal være med til at definere vore unge menneskers litteratursyn. Jeg er mildt sagt bekymret over dette samarbejde, men kan det lykkes at oversætte nogle af Jørgensens diffuse ytringer og komme lidt dybere i materien, kan der i det mindste dukke nogle sandheder op.
Det første citat, jeg vil hive frem, fra Atlas’ interview med Hans Otto Jørgensen, er egentlig ret ligefremt og behøver ikke afkodning, men bekymrende er det.
”At beskæftige sig med litteratur er en objektiv disciplin. Man kan måle litteraturens kvalitet og dermed afgøre, om den er værd at beskæftige sig med eller ej.”
Nej. Bare nej. Og det er simpelthen et farligt udsagn. Gladiator har på trods af deres massive fondsstøtte og forretning med Gladiatorskolen brandet sig som et lille, aktivistisk og anti-kapitalistisk forlag (se bare denne juvenile saksning fra forlagets manifest: ”Vi tror, det nytter at gøre op med enhver form for autoritative løsninger, at gøre op med enhver rigid institution og al falskhed og flad materialismen i øvrigt.”). Men Jørgensen udtaler sig i Atlas-citatet som noget, der kunne minde om en Kim Jong-un. Den foreslåede objektivitet er jo netop topmålet af subjektivitet, en diktator der fortæller os, hvilken litteratur, som er kvalitet. Målt efter hvilken personlig skala? Jeg er ikke engang sikker på, at Jørgensen ved, hvor galt eller opsigtsvækkende, den udtalelse er. Og hvor er reaktionen? Den eneste jeg virkelig ser stritte imod, er Mette Høeg.
I Atlas-interviewet fortsætter Jørgensen i kryptiske vendinger:
”Jeg ved ikke, hvor interessant, det er at læse i enrum. Jeg tror, at det mest interessante, at den litteratur, der virkelig gør noget for en, det er den, som man deler. Så er vi måske ovre i noget kultisk (…)”
Absurd udsagn at det ikke skulle være interessant at læse i enrum – indlysende, at litteraturen kommer til sin ret, i det øjeblik gnisten mellem afsender og modtager opstår, og det skrevne ord berør læseren, uagtet omgivelser eller selskab – og betydningen af ’kultisk’ her står hen i det uvisse. Man kan gætte sig til, at Jørgensen ser en sammenhæng mellem det at dele litteratur og være med i en kult. Gladiator fremstår på den udenforstående som sektlignende, så måske stammer tanken herfra.
Værre bliver det, da Jørgensen skal forklare om sin ”objektive” metode til at vurdere litteratur. Bemærk sin objektive metode (Atlas-journalisten er ikke helt uden humor!).
»Man kan i en sætningsperiode eller en mindre enhed i teksten se på, hvor lang afstanden er til de enkelte genstande, der bliver talt om. Altså om det fx er et nærbillede eller om det i næste øjeblik er fugleperspektiv eller en olymp, altså abstrakt. Det kan man måle ved at læse teksten (…)”
- Kan du give et eksempel?
»Hvis nu der er en kop kaffe, så kan man se på den kop kaffe meget tæt på – hvordan ligger den i overfladen, er den sort, er der mælk i osv. – og så kan man også sige noget om, hvad kaffen gør ved en om morgenen.«
- Så det handler om forskellige måder at nærme sig en genstand på?
”Ja, det gør det. Sætninger er altid optaget af at ramme et sagforhold. Det er det, de skal. Hvis sætningen ikke rammer på én gang, så bøjer den af, og sagforholdet – det ved vi ikke noget om. Og det er jo nødvendigt for, at du og jeg kan tale sammen, at den tekst, vi har foran os kan sådan noget der, for ellers bliver det gætværk. Sådan nogle helt elementære ting skal man i hvert fald have fat i, før man begynder at tale om personkarakteristikker – for er der overhovedet nogen personer? Det er jo ikke sikkert.«
Afstanden til objekter? Kaffe? Er det virkelig det her, vi vil udsætte folkeskole- og gymnasieelever for? Hvis eleverne skal til at analysere tekster ud fra Jørgensens ”objektive” skala, får vi muligvis en stor generation af landmålere og baristaer, men litteraturforståelsen kommer det nok til at knibe med. Én ting er i en moden alder at afvige fra det, man har lært gennem folkeskolens klassiske litteraturformidling, noget andet er at tage hovedspring direkte ud i det uforståelige, kaffesnak og deslige, inden eleven overhovedet har ballast til grundlæggende at kunne analysere og forstå en tekst. Hvis Jørgensen får sin vilje og får lov at præge skoleelever så tidligt som i folkeskolen, vil store dele af eleverne falde fra, og resten vil havne i en ufordelagtig, psykedelisk litterær virkelighed, hvor vi ligesom bare har aftalt, at det uforståelige giver mening – for det gør det bare. Ingen spørgsmål, tak.
Og én ting er den sorte snak, men hvordan kan valget falde på Jørgensen til et folkeskole- og gymnasiesamarbejde? Ikke nok med at han betegner sine egne kryptiske (ja, nok nærmere uforståelige) metoder som objektive, han har også tidligere været ude med ekstremt firkantede udtalelser, f.eks. at noveller bør aflives en gang for alle, og fantasy kun er for store drenge og små piger. Det er en både ekstrem og stærkt ødelæggende holdning, hvis der pludselig kun er plads til én type litteratur, og resten skal skammes ud.
Jeg vil gerne så småt afrunde med et citat, som Høeg også fremhæver i sin artikel. Det stammer fra Gladiators manifest, og er ifølge Høeg forfattet af Jørgensen selv.
”Ting, begivenheder etc. forløber ikke fra ét punkt til et andet, som årsag og virkning, i simpel linearitet, men oppebæres af komplekse, måske endda modsætningsfyldte uafgørligheder.”
Det er muligvis noget af det meste diffuse og indholdsløse, jeg nogensinde har læst. Man kan forsøge at koge det ned til (jeg indstiller lige oversætteren fra sort snak til dansk): ”Alting forløber ikke fra ét punkt til et andet, men opretholdes af indviklede ting, der ikke kan afgøres”.
Jeg mener, det er rimeligt at oversætte ’ting, begivenheder etc’.’ til ’alting’, eftersom der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem ’ting’ og ’begivenheder’. Man kan, som en sidebemærkning, undre sig over det upræcise i forholdet mellem ’forløber’ og ’oppebæres’. For hvad betyder det egentlig, at alting ikke forløber, men opretholdes? Det hænger ikke sammen, vel? Og de her ’komplekse uafgørligheder?’ Man kunne vel næsten fristes til at oversætte hele plamagen til: ’Alting er uforståeligt’.
Og vel egentlig et passende motto for en virksomhed, der lukrerer på folks forestilling om, at sort snak er stor kunst.
Kommentarer