Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen
Snedronningen er én af de uhyggeligste skikkelser i H. C. Andersens forfatterskab, og alligevel er hun mærkeligt fraværende i det eventyr, der bærer hendes navn.
Mange tråde
Sneedronningen så første gang dagens lys i eventyrsamlingen Nye Eventyr (1845). Det ville være indlysende, at den person, der lægger navn til eventyret, også er dets hovedperson, som det er tilfældet i f.eks. Klods-Hans, Den lille Havfrue og Den standhaftige Tinsoldat.
Det er imidlertid ikke tilfældet i Snedronningen, hvor det er pigen Gerda, der er den egentlige hovedperson. Før Snedronningen overhovedet nævnes i eventyret, skal vi høre historien om Djævelen og hans splintrede troldspejl og derefter lære Gerda og Kay at kende.
I det hele taget er det med at holde tungen lige i munden, når man læser det lange eventyr, for der er mange tråde at holde styr på. Der sker mangt og meget for Gerda, da hun rejser ud for at finde Kay, der har fået troldsplinten i øjet og er blevet bortført af Snedronningen. Den stakkels Kay kan ikke redde sig selv, for troldsplinten har fået ham til at glemme sin barnetro og sit Fadervor, og i det kritiske øjeblik kan han kun huske den store tabel – og den er jo ikke meget bevendt over for al verdens ondskab. Gerda derimod, har bevaret al sin uskyld og barnetro, og det kommer hende til nytte, da hun tager ud for at søge efter Kay.
Forsinkelser og ekskurser
Vejen til Kay er ikke så nem, og Snedronningen er ikke et eventyr for utålmodige sjæle. Ustandseligt udsættes Gerda for fristelser, der skal få hende til at glemme Kay og opgive sin søgen efter ham. Hendes rejse forsinkes, og tilsvarende forsinkes læserens rejse mod eventyrets slutning. Eventyret er i syv historier, og i hver historie følger Gerda en blind vej, som hun tror kan lede hende frem til Kay.
Én af forsinkelserne (4. historie) er en krages fortælling om en prins, som Gerda tror, er Kay. Kragens fortælling er nærmest en kort udgave af Klods-Hans, der først udkom ti år efter Snedronningen. Det er ikke det eneste sted i Andersens forfatterskab, man kan se, at han skitserer senere skrevne eventyr. I debutbogen Fodreise kan man finde kimen til adskillige eventyr, som Andersen senere skulle skrive.
Den længste og mærkeligste forsinkelse er dog 3. historie, hvor Gerda bliver forhekset af en god heks, der får hende til at glemme Kay. Da hun igen husker ham, forsøger hun at få blomsterne til at hjælpe, men de fortæller alle sammen historier, der intet har med lille Kay at gøre.
Uskylden og fornuften
Omdrejningspunktet i eventyret er den barnlige uskylds magt. Kay og Gerda sidder i eventyrets begyndelse i deres egen lille og meget uskyldige udgave af Edens Have. Den gamle bedstemor fortæller dem historier fra Bibelen, og alt er fryd og gammen indtil Kay får troldsplinten i øjet. Men selv før det, er Kay helt så uskyldig som Gerda. Da bedstemoren fortæller historien om Snedronningen, viser Kay sig lidt overmodig: hende kan han da sagtens klare.
Troldsplinten gør Kay forstandig frem for uskyldig. Han interesserer sig ikke længere for roserne, nu foretrækker han – ligesom menneskene i ”Nattergalen” – det kunstige. Men som tidligere nævnt hjælper forstanden ikke meget, når det kniber: den store tabel kan ikke slå Fadervor. Da Gerda endelig finder Kay, sidder han og forsøger at løse Forstandsspillet – men kun Gerdas uskyld formår at få spillet til at skrive ”Evighed” og befri Kay.
Ironi og troldsplint
Eventyret er en lovsang til den barnlige uskyld, men der er også en gnist af ironi, en troldsplint midt i uskyldigheden. Andersens ordspil, legen med læserens forventninger og ikke mindst den lille røverpige, som Gerda møder på både ud- og hjemtur sætter hydesten til uskylden i relief. Røverpigen stiller spørgsmålstegn ved Gerdas projekt ved at spørge, om Kay nu også er rejsen værd, og hun truer uden skrupler Gerda med at slå hende ihjel, hvis hun bliver træt af hende.
Selv om Andersen ironiserer i eventyret, er han ikke hånlig. Ironien har blot til formål at afbalancere det sentimentale en smule. Det er Andersens styrke, at han formår at lægge en troldsplint ind i sit eget eventyr om troldsplintens ødelæggelse af uskylden.
Kommentarer