Ungdommens Indianersprog. Rifbjergs kroniske uskyld

Oprettet: 01.04.2004 - 08:00

Af litteraturstuderende Martin Toft

Klaus Rifbjerg (f. 1931) fik sin debut i 1950´erne, og hurtigt var han en vigtig del af moderne danske litteraturhistorie.

Rifbjergs højtråbende medieperson og hans litterære stil markerede et nybrud, som litteraturhistorikere stadig toppes om at kortlægge fuldstændigt.

Ikke mindst hovedpersonen selv blokerer for videnskabelig indsigt, for han skriver, driller, parodierer, stritter imod, skælder ud og forandrer sig endnu. Når Rifbjerg udgiver en ny bog, må kritikerbrillerne endnu gang pudses, og det samlede værk revurderes en smule i lyset af en ny udviklingstråd i forfatterskabet.
 
For de mest energiske læsere har dette med tiden udviklet sig til en veritabel litterær hovedpine, for siden de første publicerede digte i Hvedekorn (fra 1952) har Rifbjerg demonstreret en utrolig produktivitet. Triptælleren på det samlede forfatterskab nærmer sig 200 titler inden for alle genrer (i snit 3-4 nyheder om året). Rifbjerg har imidlertid selv for længst punkteret myten om sin uhørte virketrang.

I interviews har han udtalt, at han forventer en kvalitativ selektion i værket foretaget af fremtidens læsere. Alle 200 bøger overlever ikke kanondannelsens stormaskede net. Nogle bøger overlever naturligvis, men kun et fåtal som regulære klassikere, imens andre værker helt glemmes og uddør som regnskovens truede dyrearter.
 
Indenfor bogens verden er dette ingen tragedie, og den dramatiske regnskovsmetafor er derfor på mange måder uheldig. Man kan godt tale om et slags litterært økosystem, men billedet bør bruges forsigtigt. Darwinismens makrohistoriske evolutionslogik virker voldsom, hvis man retter den mod samtidslitteraturen.

Det kan være svært at acceptere, at kun et forsvindende antal bøger overlever bare et par generationer ind i fremtiden. Faktum er imidlertid, at hovedparten af alle publicerede bøger glemmes lynhurtigt. Kun bibliotekerne bevidner deres eksistens, når læserne glemmer endnu en bog.
 
For at blive i den darwinistiske metaforik kan man sige, at kun de stærkeste bøger overlever i længden. I tilfældet Rifbjerg kan man konkretisere dette vilkår med et tilbagefald til 1950´ernes store litterære begivenhed, udgivelsen af ”Den kroniske uskyld” (1958). Rifbjergs første roman er stadigvæk én af forfatterskabets helt centrale romaner, i hvert fald i læsernes øjne.

Romanen lever endnu, og mon ikke Den kroniske uskyld” også bliver læst i fremtiden. Men hvordan kan man egentlig indkredse romanens særlige nerve - dens overlevelsesdygtighed?
 
www.gyldendal.dk. Omslag af Bent Juul Nielsen" hspace="6" src="/graphics/tema_grafik/artikel/kroniskeuskyld.jpg" align="right" vspace="6" border="1" />Den nemmeste genvej ville være et kvalitativt argument à la: Romanen er god; derfor læser vi den stadig! Kvalitet findes dog næppe som et måleligt faktum uberørt af tid og sted.

En bogs succes og styrke har altid komplekse bindinger i den omgivende kultur. ”Den kroniske uskyld” har længe haft en institutionel særstatus, ikke mindst i gymnasiet, en institution, som romanen selv beskriver indefra.

Eksamensopgaver om romanen er en kronisk klassiker, og i et pessimistisk udfald kunne man hævde, at dette blot afslører et element af dovenskab eller inerti inden for gymnasiet. Romanens portræt af gymnasietiden har efterhånden tabt sin aktualitet; handlingen indledes under anden verdenskrig og afsluttes midt i 1950´erne, dvs. i en tid, hvor gymnasiet var en radikalt anderledes institution end nu.

Og generelt set indeholder romanen mange tidstypiske indslag, alt sammen en del af dens vellykkede provokation og samtidsportræt. Men netop denne dimension af romanen kan nok ikke forarge nogen nu, som det gjorde tilbage i 1950´erne. 

På ét niveau er Den kroniske uskyld” altså blevet en rutine eller et ritual, men et næste uundgåeligt spørgsmål bliver så: Hvilke kvaliteter har romanen overhovedet tilbage? Hvis dens specifikke generations- og værdiopgør synes tæt knyttet til 1950´erne, skal man eventuelt blot læse anderledes, kunne være ét svar.

Den idé har mange læsere allerede fået, og noget tyder på, at netop ”Den kroniske uskyld” er gjort af et særligt stof, for romanen er blevet læst kontinuerligt igennem snart 50 år. Her er det altafgørende, at romanen har overlevet et virvar af forskellige læsere.

Da den udkom forargede den sin samtid (særligt sproget var ”radikalt”), så blev den gennempløjet på freudiansk vis, og nykritikken har indløst sine aktier, og så har den været genstand for en modernismedebat, og seneste skud på stammen er Queerstudies, hvor klassikerne genlæses på tværs for at finde bl.a. tekstuel homofobi til brug for en generel gennemlysning af seksualitetens kulturhistorie.

Dette virvar af læsestrategier er i sig selv det bedste argument for romanens overlevelsesdygtighed. Den kroniske uskyld har en særlig status i Danmark og bliver stadig læst, simpelt hen fordi den stadigvæk har noget at sige os. Udødelighed er lig uudtømmelighed.

”Den kroniske uskyld” besidder altså en sjælden kvalitet, en art uudtømmelig litterær åbenhed. Når det er sagt, bør man imidlertid fremhæve, at romanens virkelige oplevelse ubetinget er forfatteren selv. Allerede i sin romandebut demonstrerer Rifbjerg et både aggressivt og inderligt sprogligt flow. Uskylden er ikke kun en seksuel kategori, for temaet reflekteres også i stilen og ’tonen’.

Tores indianske vildskab sætter sit tydelige præg på Janus’ fortællestil, som selv får noget indianeragtigt over sig. Som i beatlitteraturen og anden amerikansk litteratur kender Rifbjerg ikke til traumets, filosofiens og æstetikkens (højpandede) sproglige stopklodser. I stedet vælter det bare ud som i Janus´ selvpræsentation: ”Janus, banus, sanus, hanus, manus, panus, lanus, lort.”(p. 21).

Eller i Janus’ skråtopfinger til det overleverede (forældre)sprog: ”Efter min første erotiske oplevelse (rend mig!) kom der selvfølgelig noget mere skred i tingene…”(p.111, bemærk min kursiv). Rifbjergs første roman indeholder en sympatisk hån af rutinen og af det manglende mod til at opfinde sig selv sprogligt.

Den kroniske uskyld er ikke forfattet af en kujon, men er snarere et produkt af en ungdommelig naivitet og aggressivitet omsat til effektfuld originalitet, eller bedst af alt: et autentisk los i røven. Sådan virker den i hvert fald på mig, og jeg glæder mig allerede til, at en eller anden sætter sig ned og skriver om indianerne i dansk litteratur. Klaus Rifbjerg er med sikkerhed én af dem. 

0
Din bedømmelse: Ingen