Tysk romantik

Oprettet: 01.05.2002 - 08:00

Af litteraturstuderende Tine Kristiansen

Hellere følelse end fornuft; hjertet fremfor hovedet
Den romantiske periode i Europa er oftest noget, man enten sætter stor pris på eller bevidst undgår. Den var svulstig, overdrevet følelsesbetonet, fortænkt, vanskelig at forstå. Som en voldsom reaktion mod klassicismen og rationaliteten satte romantikken individet i centrum med dets tanker og følelser, dets personlige udvikling og religiøsitet. Perioden havde dog en helt speciel rolle for ét bestemt land, nemlig Tyskland, som i midten af det 18. århundrede var i en slags kulturel undtagelsestilstand.

I Napoleons tegn
I begyndelsen af oplysningstiden var Tyskland Europas "fattige" land. En fragmenteret sammenlapning af små stater uden noget kulturelt centrum. Tyskland led stadig økonomisk fra dyndingerne efter 30 års krigen. Perioden var i høj grad fransk med Napoleon i spidsen, og de franske kulturstrømninger satte dagsordenen i et Europa i voldsom teknologisk og filosofisk forandring.

Den franske dominans var medvirkende til, at Tyskland udviklede et stærkt modtræk til oplysningstiden og den rationelle forståelse af mennesket i verden. Politisk stod Tyskland meget svagt på grund af decentraliseringen af magten; der manglede en såkaldt tysk fællesnævner. Man havde brug for en fælles anti-fransk bevægelse. Det viste sig først og fremmest i litteraturen og sproget. Med kampen mod Napoleon fik den tyske romantik sin nationale overbygning.

Lykken er dér, hvor du ikke er
Den tyske romantik er en kompleks størrelse, og den er vanskelig at definere, fordi den i sin mangfoldighed spreder sig ud over et stort litterært spektrum, både genremæssigt og temamæssigt.

Et meget centralt tema i den tyske romantik er vanskeligheden ved at kombinere det ophøjede og dagligdagen. Stræben efter det sublime og det uendelige var i sagens natur en voldsom modsætning til den tilværelse den tyske digter førte i slutningen af det 18. århundrede. Industrialiseringen og den medfølgende urbanisering udløste stor fremtidsangst, og digteren søgte trøst i at filosofere og i det hele taget koncentrere sig om det indre, inderligheden og ensomheden. Adskillelsen af tanken og verden udmunder i en virkelighedsfornægtelse, som realisterne senere i det 19. århundrede tog stærkt afstand fra.

Romantikken var en modsætningernes tid. Derfor virker dens litteratur ofte svulstig og overvældende. Det er essentielle modpoler som disse, som er dominerende: Sjæl og krop, kultur og natur, menneskets indre og ydre, subjekt og objekt, abstrakt og konkret tænkning osv.

En bestræbelse for at flygte fra virkeligheden
Virkelighedsflugten viste sig også i et andet karakteristisk træk i den tyske romantik, nemlig nostalgien. Romantikkerne søgte ikke tilbage til de gamle grækere, som klassikken gjorde det. De helligede sig middelalderens bondesamfund, som var indbegrebet af renhed og enkelthed.

Man søgte tilbage til naturen, hvor industrialiseringen endnu ikke har lagt sin moderne, beskidte hånd over de små landsbysamfund. Det er også i denne nostalgi, vi finder grundstenene til tysk nationalisme. Den tyske folklorist og videnskabsmand J. G. Herder indsamlede poesi og sange fra de endnu eksisterende bondesamfund for at udgive disse i bøger. Sammen med de kendte eventyrsamlere brødrene Grimm, var han med til at starte en bølge af litteratur om den såkaldte "oprindelige" tyske kultur, som også bredte sig til resten af Europa.

Man søgte tilbage til middelalderens rene og organiske livssyn, hvor poesi og musik var en integreret del af hverdagen, og hvor overtro og spiritualitet var væsentlige aspekter i individets tilværelse.

Ønsket om at finde det uendelige i det endelige, og fremkaldelsen af en syntese mellem det virkelige og det uvirkelige

Man taler om to hovedretninger inden for den tyske romantik, som knytter sig til to byer, Jena og Heidelburg. Der var tale om intellektuelle grupper, hvor filosoffer, historikere og digtere samledes til oplæsningsarrangementer i stil med de franske saloner. Filosofi og poesi var ikke adskilte. Poesien var et filosofisk redskab til at opnå en forståelse af verden og en kraft til at sammenstykke fragmenterne af den opsplittelse modernitetsprocessen havde forårsaget.

Poesien fremstår som den mest udbredte genre i perioden, men det er langt fra tilfældet i Tyskland. Den romantiske bevægelse udtrykte sig først og fremmest i romanen (deraf naturligvis navnet romantik). De fleste romaner fra romantikken er stort set ukendte i dag. Det er derimod lyrikken, som ofte optrådte i romanerne, der har overlevet. Det har datidens komponister (Bl.a. Schubert, Schumann og Mendelsohn) æren for.

De romantiske romaner var "kaos-romaner". De kunne være en blanding af prosa, lyrik, noder og breve. Samtidigt var der en fascination af fragmentet som virkemiddel, og romanerne blev ikke afsluttet, fordi det ville være en fornægtelse af sandheden. Romantikken fokuserede på det uendelige. Alle disse karakteristika er langt fra dækkende, og det er det, der gør den tyske romantik så umådelig svær at beskrive. Mange romaner var mere helstøbte og stræbte mere efter at ligne dannelsesromanen, som var det 19. århundredes store romanideal.

Den traditionelle romanhelt skiftede også image i romantikken. Helten finder ikke længere lykken i at erobre verden, men ved at distancere sig fra verden.

Hvem var de tyske romantikere?
Man kan naturligvis ikke komme uden om Goethe og Schiller, men de to (og mest udpræget Goethe) tog senere stærkt afstand fra den romantiske bevægelse. Goethe er har endda udtalt, at "Romantik er en sygdom. Klassicisme er sundhed".

Der var tyske forfattere, der var langt mere karakteristiske, udprægede romantikere end netop disse to. De to tidligere omtalte grupper fra Jena og Heidelberg omfattede personligheder som Friedrich Schlegel (1772 – 1829), Novalis (Friedrich von Hardenburg, 1773-1801), Archim von Arnin (1781-1831), Clemens Brentano (1778-1842), Joseph von Eichendorff (1788-1857) og mange andre.

Mange af disse forfattere bliver ikke længere læst, og meget få af deres værker er oversat til dansk. Nogle enkelte værker digte bliver dog stadig læst.

Tysk dominans
Selvom den tyske romantiks litteratur ikke længere har den store interesse, fordi den er så tidstypisk, er perioden uhyre interessant. Her fødes nationalismen, og her får Tyskland for alvor sat sit præg på den europæiske kulturhistorie. I og omkring romantikken udvikles de humanistiske discipliner på universiteterne, som vi kender dem i dag. Og store danske kulturpersoner som H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger og N. F. S. Grundtvig hentede deres inspiration i det store land mod syd.

0
Din bedømmelse: Ingen