Sproget er motor

Oprettet: 11.09.2006 - 18:06

Forfatter: Trisse Gejl

Foto: Susanne Metz

Født: 20. januar 1968 i Århus.
Debut: Hvor mælkebøtter gror. (1995)

Trisse Gejl, du har fået mange roser af pressen i forbindelse med udgivelsen af din 5. roman 'Patriarken' - hvordan vil du karakterisere den i forhold til dit tidligere forfatterskab?

I min forrige bog fandt jeg først den tone, jeg synes er min.
Nu ville jeg skrive en stor historie med den.

Jeg har ikke tidligere tumlet med tre forskellige stemmer, men det blev altså nødvendigt for at fortælle historien.
Jeg føler på en måde, at jeg med denne bog er havnet et sted, der er mit.

Når jeg ser på handlingsforløbet i romanen, betragter jeg dette citat som  centralt - hvad si'r du?
'Så længe han havde Kjerstin, var der en indre logik  i alt, hvad han foretog sig ... Det logiske forløb er borte, der er ikke længere nogen god grund til, at han sidder her og ligner en gammel senil idiot, der er ikke længere nogen, der ved hvorfor, ikke nogen der kender hans historie" (side 106) 
 
Lige netop det citat er også for mig særligt.
Det opstod, mens jeg skrev mig ind på Harald, og pludselig forekom det centralt. Det er noget med de roller, vi påtager os eller bliver til, noget med at være i kraft af dem. Findes historien om et menneske, hvis der ikke findes nogen til at fortælle den?

Harald har spillet sine roller på baggrund af den kærlighed, der lå mellem ham og Kjerstin. Her var han en anden, et komplekst menneske og meget privat. Ikke mange kender hans blidhed og intimitet, og nu hvor Kjerstin er væk, er det som om, kun rollerne står tilbage.

Hvad er romanens omdrejningspunkt med dine forfatterøjne?
 
Omdrejningspunktet i bogen for mig er både livets rollespil, men også spejlingen af træk og handlinger, vi ikke forbinder med danske værdier i en jævn dansk middelklassefamilie. Ironien i, at det vi foragter mest, sker lige for øjnene af os. Sat i gang af os selv – eller tilfældigheder, og ofte ser vi det slet ikke.
Forhåbentlig gør kun læseren.

De dukker op disse ironiske hændelser gennem hele bogen. Helle, fx der taler imod islamofobien, men udvikler en fobisk angst for den mørklødede nabo. Deraf familiens efternavn Hügler.

Romanen har 3 hovedpersoner - en far, en datter ... og en svigerdatter -  hvorfor de 3 synsvinkler og hvad bidrager svigerdatteren i særlig grad med?

Faktisk havde jeg fem hovedpersoner på et tidspunkt.
Bl.a. lægen Iben. Men langsomt opstod et hovedspor, der i sig havde dét, jeg ville fortælle med de to stemmer, der er skrevet ud. Jeg ville gerne skære ind til benet, og pludselig stod det klart, hvor benet var, og at Harald jo egentlig er hovedpersonen. Derfor begynder og ender bogen med hans vinkel.
Svigerdatteren er central i forhold til at drive handlingen. Hun er naiv og lidt enfoldig, men bogens egentlige helt. Måske den eneste, der i virkeligheden udvikler sig.
Igen noget med at vende op og ned på fordomme. 

Da jeg spurgte, om du var med på et interview i forbindelse med udgivelsen af 'Patriarken', sagde du, at du med den havde været ude på noget af en  romanrejse, hvad ligger i det?
 
Romanen har taget fire år at skrive, og i starten var arbejdstitlen 'Tabet'. Den handlede om at miste.

For eksempel var den palæstinensiske hovedperson i Helles roman en virkelig person i eksil. Han havde mistet sit land, Helle mister sin forstand, Harald sin kone og identitet osv. Sådan skriver jeg altid; med udgangspunkt i en overordnet tematik, der interesserer mig, og så udvikler romanen sig.

Derefter handler det om at finde den virkelige væsentlighed. Tematikken er der stadig, men bogen handler om noget andet, på baggrund af den.
For to år siden skrottede jeg halvdelen af bogen. Flere hundrede sider og begyndte forfra på dét, der viste sig at være den egentlige bog, og der begyndte den intense proces med den. 

En af dine hovedpersoner (datteren som er forfatter) lever nærmest i symbiose med sin romanperson - er det af og til et mareridt at skrive?
'Bogen er tabt' (skriver du). 'Hun vil gerne tro, at hun har ofret den for  at bevare forstanden.'... Kan man 'miste forstanden' i skriveprocessen?

Kan man miste forstanden i skriveprocessen? Øh, næh.

Eller man er jo et andet sted. Uforstandigt er det vel ikke, men man kan vel skrive sig så meget ind i stoffet, at man bliver lidt skizofren – hele tiden er to steder på skift.
Men nej, jeg synes ikke det minder om at miste forstanden, det minder måske lidt om at miste sig selv på en god måde. Alt er jo tilladt, alt kan forsøges. Nogle gange er det et helvede, det tror jeg alle forfattere synes. Når stoffet pludselig står stille, man prøver at angribe det fra alle mulige vinkler og med alle mulige teknikker, men man kan ikke rigtig få fat i det, få det til at leve.

Der er masser af frustration forbundet med at skrive, synes jeg, men de øjeblikke, hvor bare ti linjer pludselig står klart, kan man have udført flere måneders arbejde, føles det som. Når man pludselig får den her euforiske opdagelse eller erkendelse af stoffet, dét er det hele værd.

Jeg synes faktisk, det er et mareridt ikke at skrive. Jeg bliver rastløs. I disse uger kan jeg ikke skrive. Ikke før denne bog er ude og anmeldt og fordøjet. Mens jeg har gået og ventet på anmeldelser, har jeg haft det som om, at Harald har foldet sig ud derude, slået sig løs med alle sine perfide meninger og rigtig været i sit es, mens jeg sad her alene tilbage – og han ville ikke sige noget til mig om, hvordan det gik.
Så forsøgte jeg at gå i gang med at skrive igen, bare små tekster, der kan være de første bittesmå spadestik til at opdage en ny roman. Med det resultat, at jeg faktisk fik de der ti gode linjer, men jeg er ikke vendt tilbage siden, så nu sidder en fiktiv kvinde i silende regn under tagskægget et øde sted i Nordjylland, og der har hun siddet i to uger, jeg frygter hun bliver slemt forkølet…

Jyllands Posten anmelder bogen med bl.a. ordene, at du skriver 'så man hører englene synge og Vorherre brumme' -det er da  flot!

Ja, den anmeldelse er jo fantastisk, jeg blev så glad.

Hvordan har du det egentlig med sproget?

Sproget er et og alt for mig.
Alting opstår for mig af sproget og især af tonen. Først når jeg finder den, begynder det at køre.
Alt det der står, og alt det der står, at der ikke står.

Jeg forsøger at få sproget til ikke at gå op, at fortælle mere end det fortæller, eller få det til at lyve. Og jeg har arbejdet meget med, at de tre fortællere havde tre forskellige toner, men at tonen i hele bogen samtidig er en tone.
Jamen jeg kunne tale i timevis om sprog og tone, det er alt for mig, det er dét, der gør, jeg skriver, det er sproget og tonen, der fortæller mig historierne, og det er deraf plottet vokser frem.

Jeg ved der er flere måder at skrive på. Nogen har hele plottet inde i hovedet, før de skriver. Jeg har en overordnet tematik, følelse eller en karakter, der starter det hele, og så skrives historien frem. Det er derfor det er vigtigt for mig at sproget er stramt. Det er hele motoren for mig. Derfor har denne bog måske også på et tidspunkt bestået af 800 sider.
Sproget er mit tanke- og idéredskab. Jeg er ikke god til at finde på uden at skriften løber foran mig.

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)