Seks forfattere shortlistet til debutantpris

Oprettet: 07.09.2015 - 11:00

Feltet af debutanter er bemærkelsesværdigt stærkt i år,  og det var svært blot at vælge to forfattere blandt de nominerede til Munch-Christensens Kulturlegat. Derfor shortlister juryen  i år de seks mest talentfulde værker inden prisuddelingen. De nominerede værker er udkommet mellem 1. august 2014 og 1. august 2015.

De seks shortlistede forfattere er i alfabetisk rækkefølge:

Ina Munch Christensen: Nielsine, Gyldendal
Pernille Abd-el Dayem : Inden for revet, Gyldendal
Caspar Eric: 7/11, Gyldendal
Rolf Sparre Johansson: Søvn, Kronstork
Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne, Milik
Christoffer Ugilt: Individ i fællesskab, Antipyrine

Prisoverrækkelse den 25. september

Der er spænding til det sidste om hvilke to forfattere, der hver modtager prisen på 50.000 kr. til prisoverrækkelsen den 25. september. Prismodtagerne offentliggøres samme dag.

Ved prisfesten kan man ud over juryen møde en af sidste års modtagere af prisen, Signe Gjessing. Prisen uddeles til yngre danske forfattere, der har haft en lovende debut, og ud over Gjessing har forfattere som Kim Leine, Maja Lee Langvad, Asta Olivia Nordenhof og Yahya Hassan modtaget boghandlerparret Munch-Christensens Kulturlegat.

Litteratursiden er partner i prisen, der med 2 x 50.000 kr. er Danmarks største debutantpris. Som en del af partnerskabet sætter Litteratursiden hvert år i september gennem et stort tema fokus på tendenserne hos de nye stærke stemmer. Udvalget af værker i temaet sker dog uafhængigt af prisen.
 

Eksponering af debutanter og prisvinderne på Litteratursiden

På Litteratursiden sætter vi en ære i at eksponere debutanterne og det litterære vækstlag. Derfor vil vi fremover præsentere flere debutværker lige som vi har gjort i år gennem debutanttemaet.

Her på redaktionen glæder vi os til prisoverrækkelsen og vil naturligvis rapportere fra den. Sidst på dagen den 25. september vil det fremgå af Litteratursiden, hvem juryen har udpeget som dette års to mest lovende debutanter. Desuden bliver Lars Bukdahls og Anne-Marie Mais taler til de to prisvindere publiceret på Litteratursiden. Alle er velkomne til prisfesten på Vejle Bibliotek den 25. september kl. 15.
 

Fokus på debutanter på Litteratursidens stand på BogBella

I Litteratursidens stand på Bogforum vil vi i år have en paneldebat om debutanternes betydning med deltagelse af Lars Bukdahl og Anne-Marie Mai fra juryen samt forfatteren Stine Pilgaard, som modtog prisen i 2012. Undertegnede er moderator. Her vil vi både komme ind på de vigtigste tendenser hos årets debutanter og tale om hvordan debutanterne er med til at skabe et rigt og mangfoldigt bogmarked nu og i fremtiden. Debatten finder sted fredag den 6. november kl. 16.
 

FAKTA OM BODIL OG JØRGEN MUNCH-CHRISTENSENS KULTURLEGAT

Legatet blev stiftet efter Vejles tidligere landskendte boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen. Prisen uddeles én gang årligt til en yngre dansk forfatter, der har haft en lovende debut inden for det seneste år. Prisen blev uddelt første gang i 2006. Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, chefredaktør for Litteratursiden, Lise Vandborg og bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek.

0
Din bedømmelse: Ingen