Opdragelsens (af)magt - om Dai Sijie

Oprettet: 02.08.2004 - 08:36

Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard

I slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne sendte Formand Mao millioner af unge kinesiske børn af såkaldte ”fjender af folket” til genopdragelse i fjerne bjergegne. Kun få kunne regne med nogensinde at vende tilbage til deres familie.

Udsigterne er altså temmelig håbløse for de to unge venner Liu og ??, der bliver sendt fra en storby til genopdragelse på bjerget Himlens Fønix i Dai Sijies (f. 1954) delvist selvbiografiske roman Balzac og den lille kinesiske skrædderinde. De to drenges forbrydelse, eller rettere, deres forældres forbrydelse er at være læger og tandlæger. Liu og ?? selv har end ikke gået i gymnasiet. Men i en tid, hvor proletariatets og bondestandens mod, arbejdskraft og folkelige visdom forherligedes, var den blotte mistanke om intellektuelle tilbøjeligheder nok til at blive tvangsflyttet.
 
Genopdragelsen går ud på at arbejde i marken eller i minerne. Det hårde arbejde og de ringe udsigter til at komme hjem er ved at knække Liu og ??, da de ved et lykketræf får fingrene i en bunke forbudte, vestlige romaner. Det drejer sig om den europæiske romantraditions hovedværker: Balzac, Dickens, Goethe, Tolstoj.

I en håbløs situation i et formørket Kina bliver den vestlige litteraturs stolteste produkt, romanen, deres fantasis flugtrute fra det mudrede bjerg. Med den forbudte litteratur opdrager de sig selv, men også bønderne i landsbyen. For de to bliver kendt som glimrende historiefortællere og bliver ofte bedt om at fortælle for beboerne på bjerget. Ved disse lejligheder genfortæller de historierne, de har læst i de forbudte bøger, og de vækker med deres eksotiske snit stor begejstring.

Hvor bønderne skulle genopdrage de to drenge, iværksætter de to i det skjulte en modopdragelse. To former for opdragelse sættes op imod hinanden; den fysiske og den intellektuelle, den restriktive, censurerede og den frie; det kommunistiske Kina og det demokratiske Vest.

Det kunne ligne et let regnestykke, et typisk stykke sort-hvid vestlig propaganda. Men så let er det heldigvis ikke i denne roman. Og derfor bliver det en spændende undersøgelse af opdragelse, magt, fiktion og politik.
 
De to unge bliver betagede af datteren af skrædderen i en nærliggende landsby – den lille kinesiske skrædderinde. Liu vil først ikke indrømme, at han er forelsket i pigen, fordi hun ikke er ”kultiveret nok” til ham. Og ?? tænker ved synet af hendes øjne, at ”… hendes blik [afslørede] den samme primitive natur som vores landsbys bondekvinder. Hendes øjne var som kostbare, men uslebne ædelsten eller upoleret metal,…”

Pigen har altså brug for en kultivering, en opdragelse, for at blive virkeligt attråværdig. Metoden til at vinde hende er klar; at genfortælle hende den vestlige litteraturs klassikere. Det bliver Liu, der er den bedste historiefortæller af de to, der erobrer pigen ved at forvandle hende til en anden, ved at omskabe hende i det billede, hans fantasi og romanerne byder.

Bogforsiden ' Balzac og den lille kinesiske skrædderinde' af Dai Sijie. fra www.borgen.dkRomanen er en på mange måder demokratisk litteratur. Den opstod og udvikledes i Europa samtidig med, at borgerskabet overtog magten og indførte demokrati.

Romanen synes med sin ubegrænsede frihed – den kan handle om hvad som helst og indoptage alle former for diskurs i sig fra videnskabelige teorier til historieskrivning og essays – at være et direkte symbol på det demokratiske menneskes (teoretiske) frihed. Det var også med romanen, at litteraturen først blev beregnet på indenadlæsningens ensomme kontemplation. Førhen havde fiktion først og fremmest været et mundtligt anliggende. Med romanen bliver litteraturen moderne og skriftlig.

Også dette sidste gør den demokratisk. Platon var måske den første til at indse dette. Han, der foragtede demokratiet, advarede mod skriftens uregerlighed. Hvor den mundtlige indlæring var rettet direkte fra mesteren mod eleven, hvor visdomsordet skulle blomstre og komme til live, var skriftens tavse ord principielt rettet mod enhver.

Det gjorde dem iflg. Platon farlige, for det betød, at den kunne komme i de forkerte hænder. Og faktisk blev netop dette senere et gennemgående tema i den europæiske roman.

Don Quijote, som mange regner for den første egentlige roman, handler netop om en mand, der bliver skør af at læse romaner, som han ikke burde have læst. I Flauberts Madame Bovary er plottet det samme.

Emmas tragedie skyldes hendes romanlæsning. Og Balzac har tematiseret det samme i flere romaner. En af måderne, romanen har undersøgt demokratiet er altså ved at interessere sig for, hvad det skrevne ords ukontrollerbare form og rejse mod en ukendt læser betyder.

Også i Sijies roman får denne uregerlige egenskab ved romanen uforudsete konsekvenser. Den lille skrædderinde forlader nemlig sine opdragere og tager til byen for at søge sin lykke som så mange romanfigurer før hende. Hun tager i modsætning til sine to unge opdragere litteraturen på ordet og vil, som Emma Bovary, leve den – med hvilke følger ved vi ikke.

Liu forsøgte at gøre hende til sin ved at fortælle hende romaner, men romanerne er stærkere end han, og til sidst vælger pigen altså at følge den fiktive opdragelses tavse ord frem for at blive hos opdrageren. Liu udøvede magt over hende ved sine fortællinger, men denne forførelsesmåde er tveægget, for romanernes demokratiske form gør ham til første offer for pigens frigørelse.

Hun forstår bedre end de to drenge, hvad romanformens budskab er. Konfronteret med dette nederlag brænder de to drenge alle bøgerne. De ender altså med at handle ligesom det censurerende og repressive styre, de foragter. På en måde lykkes Maos opdragelse altså i forhold til de to.

Deres opdragelse af den lille kinesiske skrædderinde lykkes imidlertid, fordi den netop ikke ender, som de gerne ville have det. Og dette er lige præcis i romanformens demokratiske ånd. Sijie forstår det.

For ham er demokrati ikke hverken kommunismens Kina eller Vestens konsensussamfund, men en politisk form bundet til oprør og frihed. Og han viser, at romanen er et afgørende forbillede, når menneskers fællesskab tages op til revision.

0
Din bedømmelse: Ingen