Laxness & atomkrigen

Oprettet: 01.12.2005 - 13:05

Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

Nobelprismodtageren Halldór Laxness begyndte sit forfatterskab som boheme i det indre København, blev katolik og siden kommunist. Romanen Atomstationen er en politisk mortergranat fra den “røde” periode.
 
Island, Danmark og Laxness
Dengang Danmark var et rigtigt imperium, var Island også en del af rigsfællesskabet sammen med Norge, Tranquebar, de vestindiske øer, Guldkysten, Grønland og alle de andre. Island fik hjemmestyre i 1904, samme model som idag i Grønland.

Selvstændigheden fulgte i 1918. Udenrigspolitikken blev dog varetaget af den danske regering, og den danske konge var formelt set chefen for det hele. Island udråbte i 1944 republikken og mere end et halvt årtusinde med dansk overherredømme (1387-1944) afsluttedes. Island er i dette historiske perspektiv langt mere dansk end både Slesvig og Skåne.
 
Forfatteren Halldór Laxness (1902-1998) er een af islandsk kulturs lederskikkelselser, et nationalikon på linje med geyserne, sagaerne eller sangerinden Björk. Laxness er næsten for islandsk litteratur hvad H.C. Andersen er for dansk. Men som årstallene ovenfor afslører er Laxness faktisk født dansker og vokset op i et samfund med stærke bånd til det gamle danske moderland.

Da Laxness var teenager rejste han derfor til den gamle hovedstad og slog sig ned på et værelse i Store Kongensgade for at skrive; den unge mands dørskilt præsenterede Halldór Gudjónsson frá Laxnesi, poeta. Eet af de centrale forfatterskaber i moderne islandsk litteratur tog således sin begyndelse i hovedstadens litterære miljø.
 
Digteren Johannes Jørgensen (1866-1956) var, mens Laxness boede i København, en supernova på Danmarks litterære himmel. Idag er Jørgenen et sort hul i litteraturhistorien: et forfatterskab med væsentlig tyngde i sin egen samtid, men for nutiden nærmest usynligt. Jørgensen er eksempelvis ikke inddraget i den officielle litterære kanon.

Denne Jørgensen havde i 1896 konverteret til katolicismen, og i brevvekslinger med Laxness inspirerede den ældre digter angiveligt den unge digter til samme religiøse løbebane. Laxness gik i kloster i Luxembourg i 1922 og blev døbt Halldór Kiljan Laxness i januar 1923. Kiljan efter en irsk helgen og Laxness efter barndomshjemmet på Island. Det katolske verdenssyn måtte imidlertid efterhånden vige for mere sprængfarlige politiske anskuelser.

//hcgtv.comDen politiske Laxness
Laxness modtog Nobelprisen i 1955. Begrundelsen henviste til en væsentlig romanproduktion i perioden mellem tredivernes begyndelse og verdenskrigens afslutning. Værkerne havde givet Laxness international anerkendelse og samtidig stor kommerciel succes; romanen Frie mænd (1935) blev udvalgt i den medlemsrige amerikanske bogklub Book-of-the-Month-Club, hvilket sikrede et bogsalg svarende til det, som for nuværende overgår forfattere, som får opmærksomhed i mediestjernen Oprah Winfreys tv-bogklub.

Da hovedpersonerne i romanerne var islandske, blev forfatterskabet ligeledes påskønnet i den unge islandske nation, dog slet ikke ubetinget. Sidst i tyverne havde Laxness rejst i Amerika, og under indtryk af her eksisterende forhold – den sociale forarmelse som mellemkrigstidens uhæmmede kapitalisme blandt andet medførte – havde han meldt sig under den socialistiske verdensanskuelses faner, dvs. kommunismen.
 
Midt i trediverne rejste Laxness i Sovjetunionen, vel at mærke det stalinistiske Sovjetunionen under de politiske udrensninger, det som sidenhen har fået historisk status som et terrorregime på linie med det nazi-Tyskland. Laxness mente at rejse i et sandt eventyrland og udtrykte i den forbindelse forståelse for dødsstraffen som nødvendigt instrument under de politiske processer. Forfatteren sympatiserede med andre ord med Stalin, når han likviderede sine politiske modstandere, for målet helligede midlet.

Denne politiske radikalisme var selvfølgelig problematisk udenfor Sovjetunionen, ikke mindst hjemme i republikken Island, som efter krigen forsøgte at etablere forskellige former for samarbejde med amerikanerne. Man anerkendte på den ene side romanproduktionens litterære kvaliteter, og blev på den anden side mere og mere anfægtet af forfatterens nærmest landsskadelige virksomhed.
 
Da Laxness i 1948 udgav romanen Atomstationen, blev den indre islandske udspaltning af den begyndende globale koldkrigsstemning spændt til det yderste. Romanen tematiserer en ung pige fra nordlandet, som ankommer til Reykjavik for at virke som tjenestepige for en indflydelsesrig familie. Her bliver hun læserens vidne til et aldeles korrumperet korps af politiske beslutningstagere og særligt deres forsøg på at “sælge” nationens suverænitet til amerikanske interesser. Den iscenesatte konflikt bliver anledning til dels at beskrive de amerikanske atombombers evne til at afslutte verdenshistorien i atomkrigens ragnarok, dels de borgerlige islandske politikeres ivrighed i at støtte dette forehavende med en amerikansk militærbase på islandsk territorium. Deraf romanens futuristiske titel.

Der eksisterer mindre politiserede sidetemaer og et stilistisk aspekt i romanen, der dog først og fremmest synes opfundet til lejligheden, nemlig markeringen af bestemte politiske budskaber i en tid, hvor alle nationer måtte forholde sig til den eventuelle næste verdenskrig. Og beskeden er klar: Laxness ønskede ikke amerikansk militær tilstedeværelse på Island.

www.marxists. org" hspace="2" src="/graphics/tema_grafik/stalin.jpg" width="160" align="right" vspace="2" border="0" />Det giver god mening at læse Atomstationen som sådan: nemlig som en temmelig politisk gestus, som er bundet til en bestemt situation. Romanens modtagelse taler for denne læsning, også i dansk sammenhæng, hvor Hans Kirk (1898-1962) i det kommunistiske dagblad Land og folk lovpriste romanen som “et stort digterværk.”

Den politiske tjeneste, hvori Laxness inddrog litteraturen, harmonerede fint med Hans Kirks egen senere brug af romangenren som fiktivt retsopgør. Kirks romanserie Klitgård og sønner (1952) og Djævelens penge (1952) er ligeledes forfattet med den utvetydige politiske ytring som pointe. Retsopgøret var ifølge Kirk håndvask for det borgerlige Danmarks samarbejde med nazisterne, mens den kommunistiske modstandsbevægelse ikke fik den fortjente genoprejsning efter krigen; under besættelsen blev de danske kommunister indsamlet af nazisterne med det danske politi som hjælpere.

Kirks romaner fiktionaliserede denne urimelighed, og i samme ånd fiktionaliserer Laxness det borgerlige Islands parløb med den amerikanske koldkrigspolitik.
 
Den islandske modtagelse af Atomstationen understreger ligeledes Laxness’ eksplosivitet. Nyere biografier om nationaldigteren har afsløret, at den daværende islandske udenrigsminister i samarbejde med den amerikanske ambassadør forsøgte at kompromittere Laxness gennem en pinagtig skattesag: Laxness havde ikke angivet sine indtægter fra bogsalget i Amerika, oplysninger den amerikanske ambassadør kunne være behjælpelig med, og man idømte efterfølgende forfatteren for skattesvig. Et “tak for sidst” i et helt andet register.

Den islandske modvilje mod Laxness blev naturligvis modereret med tildelingen af Nobelprisen få år senere, og da Laxness i begyndelsen af tresserne “reviderede” sit syn på Sovjetunionen under Stalin, var vejen banet for den upolitiske rehabilitering af forfatterskabet, som siden har fungeret: man kan finde Laxness omtalt som både impressionistisk, fantastisk, satirisk, fabulerende, magisk-realistisk osv. Atomstationen fungerer imidlertid dårligt udenfor sin politiske sammenhæng.

0
Din bedømmelse: Ingen