Jeg forsøger at hypnotisere læseren

Jonas Bruun debuterede som romanforfatter først på året med kriminalromanen 'Drivjagt'.
'Drivjagt' foregår i et landsbysamfund på Stevns, og forfatteren betegner den selv, i et interview i Politiken (den 18. februar 2006), som monoton og rytmisk.

Det er da vist ikke det første, man normalt ville tænke, når man siger 'kriminalroman'. Hvorfor skal man alligevel læse din roman, Jonas?

Man 'skal' ikke læse min roman, men hvis man gør, håber jeg, man bliver beriget med et portræt af en mand, der lige præcis går et halvt skridt ved siden af alle os andre.
En afviger, men med et paradoks, en atypisk afviger.
Den rytmiske og monotone stil er et smart trick, jeg forsøger at hypnotisere læseren til at gå ud og købe endnu et eksemplar af 'Drivjagt', og på den måde er jeg allerede kommet i andet oplag.

Betragter du selv din roman som krimi, eller er der andre elementer, der har været vigtigere (lige så vigtige) for dig at få frem?

Sproget er det vigtigste. Portræt og miljøskildringen er det næstvigtigste. Plottet og handling er underlagt begge.

Når det er sagt, er det en krimi. Jeg bruger en del klichéer fra genren, og plottet er næsten klassisk.

Sted og persongalleri fylder meget i din bog. Kan du ikke med 'få ord' give en karakteristik af lokalsamfund og personer?

Jeg kommer selv fra det Sydstevns, jeg beskriver, og jeg har nok formørket det lidt i forhold til virkeligheden. Selvom der også i virkelighedens Stevns bliver skelnet mellem de fastboende, det vil sige 2. generations stevnsboere, og tilflyttere, har jeg karikeret denne forskel.
Jeg betragter egentlig Sydstevns som rimelig åben og varieret i sin sammensætning.

Ligesom i romanen er Stevns et sted, hvor der er en del tilflyttere, og det giver et lidt mere vitalt miljø, end de provinsmiljøer, der fortrinsvis består af en lukket kreds.
Da jeg var barn, var en del af de gamle familier og gårde indgifte i hinanden i mange led, og fætter-kusine giftermål var stadig i brug, sådan tror jeg ikke, det er længere.

Dengang levede fiskerne også af bundgarnsfiskeri, og det er jo kun for fritidsfiskere i dag.

Jeg har netop interviewet Erling Jepsen til Litteratursiden.dk. Her var vi inde omkring det med at have 'rødderne med' som forfatter. Det har du da vist også?

Jo, men desværre har jeg som skilsmissebarn mine rødder stukket ned mange steder i den sjællandske muld.
Jeg flyttede til København som 18-årig og har levet størstedelen af mit liv her. Selv om jeg elsker det sjællandske og især sydsjællandske landskab, så er jeg efterhånden groet fast i København, men rigtig nok er Stevns det område på Sjælland, der har gjort størst indtryk.

Du benytter dig ligeledes af en fin, stille humor ... hvad bidrager humor med?

Jeg er glad for, at du kalder den stille.
Det er drønfarligt som forfatter at gøre brug af humor, for dét, du selv syntes er sjovt, er sjældent det andre syntes er sjovt.
Jeg har forsøgt at skrue så meget ned for humoren, at dem, der ikke fatter den, ikke bemærker den, og dermed ikke bliver irriteret, og dem, der bemærker den, er forhåbentlig dem, der smiler.

Du har fået mange anmelder-roser for din debutroman - blir' det mon til flere ... kriminalromaner?
Og hvad med lyrikken?

Lyrikken lever, jeg skriver stadig, men har valgt at skåne offentligheden. Jeg tror ikke rigtig, publikum er klar til mine gotiske senromantiske udladninger, hvor underlægningsmusikken er Mahlers 'Kindertotenlieder', og lyrikken er sonetter med blinde piger, der sidder i skoven og stirrer ud i natten.

Jeg ved ikke rigtig med kriminallitteraturen. Jeg kan godt lide genren, så mon ikke?

Men lige nu er jeg lidt træt af at skrive, og leder efter et job.