Indisk litteraturhistorie

Oprettet: 01.11.2001 - 09:00

Af litteraturstuderende Jannie Bendsen

Helt op til i dag er de indiske forfattere dybt inspireret og præget af de to store lyriske epos'er Mahabharata og Ramayana.

Formen og specielt indholdet i de to digte er adskillige gange blevet omskrevet, omfortolket og gendigtet. Først skrevet på det klassiske sprog sanskrit og senere på de mange lokalsprog, der er at finde i den indiske kultur.

Englændernes tilstedeværelse har selvfølgelig ligeledes domineret den indiske litteraturhistorie på trods af, at mange forfattere har forsøgt at bibeholde og bevare deres egen nationale identitet, sprog og kultur. I dag er indisk litteratur blevet en god salgsvare og er over hele verden kendt for sit fabulerende sprog og fortællestil, som det ses hos f.eks. Salman Rushdie og Vikram Seth.

Begyndelsen
Den indiske kultur hører til en af verdens fire ældste kulturer, og som de resterende tre - den ægyptiske, den sumeriske og den kinesiske - opstod den omkring en stor flod, i dette tilfælde Indus - som ligger i det nordvestlige hjørne af den indiske halvø (den nuværende østlige del af Pakistan). Man ved ikke helt præcis, hvor langt tilbage den indiske kultur strækker sig, men fra omkring år 2200 f.kr. begyndte den ældgamle civilisation at sætte sig spor i form af skrifter med et meget specielt skriftsystem (som det endnu ikke er lykkedes at tyde).

Ca. 200 år senere invaderede arierne (et kendt folkefærd, der oprindeligt beboede områderne vest for Indien) området, og de fortrængte dermed den herskende kultur, og skriftsystemet blev erstattet af det indo-europæiske sprog sanskrit. De følgende århundredes litteratur bestod hovedsageligt af lovsange til guderne, ceremonielle og magiske formularer samt fortolkninger af disse - specielt af lovsangene.

Kernen i den religiøse litteratur er de såkaldte vedaer som dominerede den nordindiske litteratur helt frem til ca. 1000 e. kr., desuden danner mange af fortolkningerne af lovsangene grundlaget for nutidens hinduisme.

Den klassiske periode - Mahabharata og Ramayana
Grundlaget og den røde tråd for en stor del af den indiske litteratur er de to store epos'er: Mahabharata og Ramayana. Det førstnævnte har 220.000 verslinier og kommer dermed suverænt ind på førstepladsen som verdens længste digt - i sammenligning kan det lige nævnes, at det ca. er otte gange større end Odysseen og Iliaden tilsammen.

Digtet menes at stamme fra ca. 400 e. kr. og siges at være forfattet i den kendte og bevarede form af vismanden Vyasa, men handlingen kan dateres til ca. 1400-1000 f. kr. og tilhører derfor en langt ældre litterær og mundtlig tradition.

Mahabharata anses for det højst estimerede værk i Indien, men Ramayana er til gengæld det mest elskede. Ramayana er kortere og mere kunstfærdig i sit sprog end Mahabharata. I dette digt lægges der vægt på skønhed og klang, det er rigt på metaforer, og denne form for digtning bliver siden hen rendyrket og højt værdsat af andre indiske (og asiatiske) digtere.

Ramayana regnes for at være verdenslitteraturens mest læste og indflydelsesrige epos nogensinde. Historien er igennem århundreder blevet oversat til utallige sprog, skrevet om, videreudviklet og omfortolket.

Tiden efter klassicismen - fra 500-1800-tallet
I 500-tallet markerer Gupta-rigets undergang afslutningen på Indiens klassiske litterære periode, hvori - ud over de ovennævnte værker - det kendte erotiske værk Kamasutra ( ca. 300 f.kr.) ligeledes er skrevet.

Middelalderlitteraturen præges af en stor sproglig pluralisme, hvor det klassiske sprog sanskrit dog stadig er hovedsproget, men hvor der også skrives på f.eks. pali og andre lokale sprog. Fra denne periode har man kendskab til en del religiøse skrifter samt skuespil, der blev opført ved det indiske hof.

Et af de vigtigst spil er Mahaviracarita. Fra 1400-tallet begyndte en masse indiske forfattere at genfortælle oldtidens hellige skrifter og de episke digte, men hvad vigtigst er, at de gjorde det på de lokale sprog d.v.s. folkesprogene. Indiens fortællekunst spredtes derefter til store dele af Asien og blev dermed gjort til en generel asiatisk fortælletradition med lokale og nationale varianter.

De mange genfortællinger og nyfortolkninger af det gamle uopslidelige mytestof fra 1400-tallet danner sammen med Tulsi Das' (1532-1623) digt Ramcaritmanas, som er en genfortælling af Rama-stoffet (fra Ramayana-digtet) på en hindudialekt i hindutolkning, de vigtigst litterære værker fra denne periode. Sidstnævnte er senere blevet kaldt Nordindiens bibel med et uudtømmeligt forråd af ordsprog og leveregler, som stadig er en vigtig bestanddel i mange hinduers liv. Hos mange indere er dette den eneste bog, de har stående i hjemmet.

Moderne tid - det 19. og 20. århundrede
Mange moderne forfattere er blevet inspireret af Rabindranath Tagore (1861-1941), der blev Indiens første kulturelle stemme, der slog igennem i hele verden. Udover en kæmpemæssig litterær produktion fik han ligeledes en stor betydning i Indiens friheds- og selvstændighedskamp, han skrev bl.a. Indiens nuværende nationalsang. Tagore skrev sig hurtigt ind i den ældgamle indiske litterære tradition, og i Vesten blev han nærmest opfattet som en guru for orientalsk mystik og visdom. Som en slags officiel vestlig anerkendelse blev han i 1913 tildelt Nobelprisen i litteratur, og alene i Sverige blev mange af hans bøger i de næste årtier oversat.

På linie med den europæiske tradition havde Indien i 1870'erne en realistisk romantradition, men i starten af det 20.århundrede blev den radikaliseret af forfattere som bl.a. Mahatma Gandhi (1869-1948) og den russiske socialisme. Ved at skrive om masserne håbede forfatterne, at de kunne lede deres læsende publikum hen mod en bedre fremtid. En af disse forfattere var Premcand (1880-1936), som i sine romaner på urdu og siden hindi skildrede livet i de nordindiske byer - hovedværket er Godan (Kogaven, 1936).

Fra slutningen af 1700-tallet og de næste århundreder frem beherskede East India Company store dele af det indiske område, hvilket betød, at den engelske kulturs dominans voksede temmelig hurtigt.

Den engelske tilstedeværelse i og kolonisering af Indien fik mange konsekvenser - gode såvel som dårlige. Litterært set skrev størstedelen af de indiske forfattere stadig i 1800-tallet på deres eget sprog, og i 1936 blev det vedtaget, at det officielle litterære sprog stadig skulle være folkesprogene, men langsomt op igennem det 20. århundrede er flere og flere indiske forfattere (specielt i 1980- og -90'erne) begyndt at skrive på engelsk.

Derved har de en bedre chance for at nå ud til et større og specielt et købestærkt vestligt publikum. Traditionelt set  er lyrikken i det 20. århundrede blevet skrevet på et af de utallige indiske lokalsprog og romanen på engelsk, men der er selvfølgelig undtagelser som f.eks. Premcands roman.

Enkelte forfattere som Salman Rushdie (1947) har dog ofte understreget, at for ham er engelsk lige så meget et indisk litterært sprog som f.eks. urdu, hindi, bengali eller tamilsk.

Som en rød tråd i gennem den indiske litterære tradition er som tidligere skrevet genfortællingerne af de klassiske myter og historier, hvilket også kan ses i det 20. århundrede som f.eks. i Shashi Tharoors (1956) roman 'The Great Indian Novel' (1989). Romanen er en fortælling om Indiens historie fra første verdenskrig til 1980'erne.

Personerne i romanen optræder i skikkelse af de heroiske karakterer fra det gamle epos Mahabharata, og den eneste måde at forstå romanen på er ved at kombinere indsigten fra den samtidige historie med de gamle myter. Tharoor er ikke den eneste forfatter, som sammenblander nyt og gammelt.

En anden er Salman Rushdie, der fik sit internationale gennembrud i 1981 med romanen 'Midnight's Children' (Midnatsbørn). Fortællingen om Saleem, og de 1001 mytiske børn født d. 15. august 1947 kl. 24 (da Indien blev selvstændigt), slynger sig mellem naturalistiske detaljer, fantastiske scener, konkrete historiske begivenheder og orientalsk mystik. En storstilet roman om Indien i det 20. århundrede med masser af røde tråde i den litterære indiske tradition for at fortælle og genfortælle.

Den nutidige indiske litteratur er ofte præget af et meget fabulerende sprog med en masse stilistiske greb, der gør litteraturen til en rejse ind i Østens og specielt Indiens kulturhistorie, den kommer med mulige indfaldsvinkler til myter og gamle såvel som nye fortællinger.

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)