Historien og historierne: Orhan Pamuk

Oprettet: 31.03.2006 - 18:05

Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen

Forrige århundredes tyrkiske historie danner bagtæppe for et gribende familiedrama i Orhan Pamuks anden roman Tavshedens hus.
 
Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk (f. 1952) skabte for godt og vel et år siden et så voldsomt røre i de hjemlige vande, at det bredte sig som dønninger på den internationale, politiske scene, og fik mange til at stille spørgsmålstegn ved dét, man betegnede som et skrøbeligt, tyrkisk demokratis tilstand.

Det skete, da Pamuk i et interview for det schweiziske dagblad, Tages-Anzeiger, udtalte sig kritisk om forfølgelsen af Tyrkiets kurdiske mindretal og folkemordet på op mod en million armeniere i årene mellem 1915-17, et folkemord, som den tyrkiske stat – på trods af et voksende internationalt pres - fortsat nægter at tage ansvaret for.

Pamuks udtalelser vakte en voldsom folkelig vrede, og i oktober sidste år måtte han se sig anklaget - med tilbagevirkende kraft - i henhold til en nys vedtaget lovparagraf, der gør det ulovligt offentligt at forhåne tyrkiskheden, den tyrkiske republiks regering, det tyrkiske retssystem og det tyrkiske militær.

Denne fremfærd førte til voldsomme protester fra flere internationale menneskerettighedsorganisationer og politiske organer heriblandt Europaparlamentet, der påpegede at retssagens gang ville være af afgørende betydning for forhandlingerne om Tyrkiets nominering til EU-medlemskabet. Dette voksende internationale pres førte i sidste ende til, at man i januar i år frafaldt anklagen mod Pamuk, da det tyrkiske justitsministerium afviste at godkende retssagen.
 
Pamuk-sagen kastede lys på et modsætningsfyldt land: På den ene side ser man et demokratisk og globalt udadvendt Tyrkiet, der bestræber sig på at blive optaget i den Europæiske union. På den anden side et Tyrkiet der – set udefra - lukker sig i en nationalistisk bestræbelse på at opretholde en specifik kulturel og politisk selvopfattelse. Således kan man også sige, at krisen i kølvandet på Pamuks udtalelser viser, at historieskrivningen ikke altid er entydig, men i særdeleshed afhænger af øjnene, der ser.

Foto af Orhan Pamuk fra www.giessen-turist.deModsætningsfyldte monologer
Forskellige synsvinkler er også et af hovedtrækkene ved Orhan Pamuks anden roman, Tavshedens hus, fra 1984, hvori fem forskellige jeg-fortælleres indre monologer tilsammen tegner billedet af tre generationer af en familie og samtidig lader læseren ane brudstykker af det politiske liv i det 20. århundredes Tyrkiet.

Første generation er repræsenteret af den bitre gamle enke Fatma, som fra sit sengeleje væmmes ved det syndige liv, hun kan observere udenfor vinduerne i den lille turistbadeby, hvortil hun flyttede som en ung kvinde, da hendes mand, lægen Selâhattin, blev bortvist fra Istanbul på grund af politiske uoverensstemmelser efter dannelsen af den Tyrkiske Republik i 1923.

Den stærkt troende Fatma tænker med gru tilbage på årene med den rationalistisk inspirerede og gudsfornægtende mand. Dennes alkoholisme og arbejde med et megalomant projekt – en 48 binds encyklopædi efter europæisk model, der skulle oplyse det religiøst formørkede Tyrkiet – som han bekostede ved langsomt men sikkert at tømme Fatmas smykkeskrin, gjorde hendes liv til et helvede.

Nu år senere – på et ikke nærmere angivet tidspunkt i årene mellem 1975-80 – besøges hun af tredje generation, børnebørnene: den alkoholiserede historielektor Faruk; gymnasieeleven Metin, der drømmer om en fremtid i USA; og Nilgün, en ung, kommunistisk, universitetsstuderende kvinde. Anden generation er umiddelbart fraværende, da børnenes forældre er døde, men lægen Selâhattin har - afvist af sin kølige og religiøse kone - fostret to uægte børn med en tjenestepige.

Begge disse børn er handicappede som følge af misrøgt fra Fatmas side, og den ene, dværgen Recep, arbejder som tjener for den gamle enke, mens den anden, den halte lotterisælger Ismail, bor i udkanten af byen sammen med sin kone og sin søn, islamo-fascisten Hasan.

Tyrkisk flag fra www.vancouverturkishsociety.orgFortællingen om denne brogede familie fortælles som nævnt primært gennem fem af personerne: Enken, dværgen, de to mandlige børnebørn, og fascisten Hasan. Via deres meget forskellige ståsteder, både personligt og politisk, væves der et spændende drama med en tragisk udgang, der kan siges både at skyldes familiens fortid lige såvel som den spændte politiske situation i halvfjerdsernes Tyrkiet – her repræsenteret ved kommunisten Nilgün og fascisten Hasan – der i 1980 endte med et militært statskup. I det hele taget aner man hele tiden - mellem de mange forskellige små historier – et billede af det moderne Tyrkiets historie. Man ser et billede af et Tyrkiet, der efter det mægtige Osmanniske Riges fald har måttet se sig overhalet af Vesten, og som nu kigger i dettes retning i en blanding af beundring og afsky.

En søgen efter den sande historie
Om end det er familiedramaets intriger der fylder mest i Tavshedens hus, sniger der sig altså også overvejelser om historieskrivningens karakter ind i romanen - det sker i kraft af historikeren Faruks indre monolog.

Faruk har ikke blot arvet bedstefaderens alkoholisme, han har også arvet dennes encyklopædiske drømme, og således drømmer han om at nå frem til en metode til beskrivelse af den sande historie; en historieskrivning, der ikke stiller sig til doms, men udelukkende beskriver historiens gang. Men, når han leder i byens arkiver, kommer han ikke dette mål nærmere, men akkumulerer blot mere og mere viden om ævl, kiv og drukkenskab, som det fremstår i de gamle osmanniske retsprotokoller han læser.

Han tænker sig at skrive disse fakta ned på et gigantisk sæt kort og anbringe dem i tilfældig orden: ”… og så vil jeg lægge dem i hænderne på min læser! Og derefter vil jeg sige til ham: Disse kort har ingen forbindelse, der er hverken før eller efter, hverken årsag eller virkning, sådan er historien, sådan er livet, min unge læser, tag det, læs det, som du finder det bedst, de faktiske forhold nøjes med at være til, og det hele er der, der er ingen historie, der forbinder dem indbyrdes. Du er fri til at opdigte, hvad der passer dig…”
 
Tyrkisk hamam fra www.travelinstyle.comFor Faruk er der ikke nogen entydig Historie, men blot en lang række af fritstående historier, som kan forbindes efter forgodtbefindende. Hvorvidt denne læsemåde også kan benyttes under læsningen af Pamuks roman, ja, det må stå hen i det uvisse, men der er ingen tvivl om at man undervejs tager sig i at digte med i forsøget på at gennemskue fortidens familiære hændelser.

Alt i alt er Tavshedens hus en stor og gribende roman om historien og livet. En roman der er særdeles læseværdig på trods af, at den desværre skæmmes af at være oversat fra fransk i stedet for fra det oprindelige tyrkiske, hvilket sandsynligvis er årsagen til de ofte noget kluntede sætningskonstruktioner.
 
Orhan Pamuks seneste roman Sne er også oversat til dansk og udkom den 23. marts i år.

0
Din bedømmelse: Ingen