Glemmer du ... at huske

Oprettet: 22.03.2004 - 13:57

- samtale mellem Johannes Møllehave og Einar Már Gudmundsson
af bibliotekar Joan Høeg, Vejle Bibliotek

Under overskriften "Glemmer du … at huske eller erindre" talte de litterære sværvægtere, Johannes Møllehave og Einar Már Gudmundsson, for 200 begejstrede tilhørere på Vejle Bibliotek den sidste fredag i februar. To timer i selskab med så store personligheder sætter spor, og vi gik hjem med mange guldkorn og meget stof til eftertanke i bagagen. Selv om de to forfattere kan forekomme forskellige, deler de livsopfattelse og er begge meget poetiske, humoristiske og filosofiske (på den gode måde!). Fortællekunst og historiefortælling blev nøgleord i foredragene.

At huske … at opretholde tiden
Selv om du sejler i samtiden
og flyver ind i fremtiden
er fortiden altid med i bagagen
(fra Byernes sæder i digtsamlingen Orkanens øje)

Einar Már Gudmundsson indledte med et "foredragerisk digt" om vigtigheden af at huske, at opretholde tiden. Han er en eminent oplæser af egne værker, og det gav han heldigvis mange smagsprøver på. Han fortsatte med et "digterisk foredrag", hans eget, meget præcise udtryk. Han fabulerede over fortællekunsten og hukommelsen. Menneskets tørst efter historier er umulig at slukke. Den har sit udspring i menneskets sjæl, og det ligger i den menneskelige natur at fortælle. Hvilken form, historien antager, afhænger af tiden. Fortællekunsten er som et træ med rødder i menneskets erindring. Stammen er historien, og ud fra den vokser grene, kviste og blade – erindringer. Mennesket forstår livet som en fortælling. Fraværet af historie er det moderne menneskes livsbetingelse, og fortællingen er svaret på en søgen efter indhold.

Herefter kom han ind på ordet roman, der først blev anvendt på Island i 1860 i et tidsskrift. Trods sin unge alder har romanen gang på gang fået dødsstødet, men som efter en dødlignende rus rejser den sig hver gang. Romanen har flere liv end katte! Romanen er massemediernes modsætning, romanens glæder og sorger befinder sig hinsides overskrifterne.

De navnløses historie
Gudmundsson læste op af Fodspor på himlen:

Filosofi er det, der står mellem linjerne i romaner, for verdens visdom rummes i det usagte. Derfor kan man undre sig over, at filosofiske skrifter tit er sådan nogle tykke moppedrenge. Men jeg er ikke filosof, og jeg er heller ikke digter. Jeg behersker ikke den kunst at forklæde historier, ej heller forstår jeg mig på at sammendynge højtravende spekulationer, jeg nedfælder blot disse begivenheder for at give tavsheden mæle og minde om det glemte.

Hans ærinde er at berette om folk, der ikke kommer i historiebøgerne – at fremføre de glemtes liv. Gudmundsson vil fortælle de navnløses historie.

Sprudlende Møllehave
Da Johannes Møllehave indtog talerstolen, var det på den sædvanlige sprudlende facon. Han slyngede om sig med citater og referencer til litteraturen. Han kom ind på forskellen på hukommelse og erindring: Hukommelse er et spørgsmål om at huske konkrete begivenheder, datoer og årstal, mens erindring er en proces, man selv er en del af.
Identiteten ligger i fortællingen, og alle rummer en fortælling. Med Karen Blixens ord hævdede han, at hvis man ikke har en historie, der går 3000 år tilbage, er man ikke meget bevendt. Han understregede sin påstand med en opremsning af hyppigt anvendte ord og begreber, der går helt tilbage til den græske oldtid.

Fortællingens styrke
En stor fortælling indeholder ofte en katastrofe eller en tragedie. Det er tragedien, der renser livet – smertefuldt, men sandt. Han sagde med Sophus Claussens ord: Selv om alting brister, er der trøst at øse – i tragedien, hos de store trøstesløse. Der er ikke noget at hente i banaliteten og trivialiteten. Thomas Vinterbergs film Festen bygger ifølge Møllehave på historien om den fortabte søn. Filmen er et eksempel på en fortælling, der trods sin rod i en virkelig skæbne, viste sig at være opspind. Alligevel fortæller den en troværdig historie. Filmen er lammende, fordi slutningen er åben, og bliver derved et eksempel på, at de store fortællinger åbner mulighed for selv at digte til, at læse mellem linierne. Endvidere understregede Møllehave, at man ikke kan fortælle en historie, uden at den har været fortalt før. Pontoppidans Lykke-Per bygger f.eks. på fortællingen om Kain og Abel, Muld på fortællingen om babelstårnet og De dødes rige på fortællingen om syndfloden.

Skønlitteraturen kan noget, som faglitteraturen ikke formår. Elsa Morantes roman Historien fortæller det, som ingen historiebog får med – den lillebitte historie i den store. Møllehave slog til lyd for, at læger burde læse flere romaner. Romanens måde at fortælle om mennesker på giver stor træning i at forstå patienter. Et godt eksempel er Einar Már Gudmundssons prisbelønnede roman Universets engle om forfatterens skizofrene bror. Romanen fører os ind i sygdommens univers på en måde, ingen digre rapporter er i stand til at gøre.

Klangen af et menneske.
Møllehave gik over til at fortælle om de gode erindringsbøger. Ikke alt er sandt, men forståelsen af erindringerne er almengyldig, og det specielle geografiske kan blive alment, så vi forstår noget, der foregår i en anden verdensdel, fordi vi genkender følelser, længsler og håb. I det fortalte får vi blik for, hvad det er at være menneske. Han fremhævede Einar Már Gudmundssons evne til at lære klangen af et menneske, som er nødvendigt for at beskrive det. Det er vigtigt hele tiden at have øjnene åbne for fortællingen, også fortællingen i ens eget liv. Når man skriver erindringer, bliver man ofte spurgt om, hvordan man kan huske. Møllehaves råd er at skrive daglige notater, ikke nødvendigvis dagbøger, men lidt hver dag. Ud fra notaterne kan man genskabe dagen. Den metode har han selv brugt som grundlag for sine erindringer: På myrens fodsti, Så forskellige sind, Huset vi bor i, Skuffelser der ikke gik i opfyldelse, Det tabte sekund og Som en springende hval.

Vinger på hjernen.
Gudmundsson overtog atter scenen og tog tråden op fra sin litterære soulmate. Han hævdede, at erindring aldrig er privat. Hans erindringer er ikke interessante blot som hans, men kun som fælles erindring. På Island opfattes fiktionen meget bogstaveligt, og alle vil gerne figurere i Gudmundssons romaner. Universets engle skrev han, fordi medierne og sygehusvæsenet ikke giver et menneskeligt billede af de sindssyge. Man beskæftiger sig kun med det materielle og kigger ikke ind på gangene, ser ikke ensomheden i øjnene. Her kommer fortællekunsten ind for at nuancere billedet. I Reykjavik er episoder fra bogen blevet opfattet som virkelige, skønt der er tale om ren fiktion. Komedie og tragedie går hånd i hånd i romanen som i de islandske sagaer. Oplæsning af et replikskifte fra Vingeslag i tagrenden siger mere end mange ord, hvilken filosofi forfatteren lægger til grund for sin fortællekunst:

Jeg: Ole, har du lagt mærke til, hvor små hoveder duerne har. Tror du ikke de har nogen hjerne? Ole: Nej, de har vinger. Hvorfor skulle de have en hjerne? Jeg: Mener du, det er bedre at have vinger end hjerne? Ole: Jeg tror det bedste må være at have vinger på hjernen.

Einar Mar Gudmundsson fortsatte med at læse op af sine digte, både på islandsk og på dansk. Digte, som relaterer sig til fortællekunsten. Med fare for at blive kaldt rørstrømsk karakteriser jeg gerne hans oplæsning som smuk, poetisk og hjertegribende.

En regntung eftermiddag,
på et skib fra en vidtberejst drøm,
ankom historiefortælleren Homer til Reykjavik.
Han spadserede op fra kajen
og tog en taxa der kørte ham
ad regntunge gader
hvor triste huse gled forbi.
Da de holdt ved et kryds
lænede historiefortælleren Homer sig
frem mod chaufføren og sagde:
"Hvordan kan man forestille sig
at der her i denne regngrå ensformighed
bor et folk, der fortæller historier?"
"Det er netop grunden," svarede chaufføren,
"man længes aldrig så meget
efter at høre en god historie
som når dråberne hamrer med ruderne."
(fra Historiefortælleren Homer i Orkanens øje)

Fortællingen overlever alt
Møllehave fortsatte med at skitsere fortællingens opbygning: Begyndelse, selektion/udvalg af personer, vending i historien, stil og pointe. Han gav talrige eksempler fra sit righoldige lager af humoristiske småfortællinger. Han var ikke i tvivl om, at fortællingen overlever alt. På Møllehaves spørgsmål om hvilke erindringsbøger, der har betydet mest for ham, nævnte Gudmundsson i flæng: Halldor Laxness, Martin Andersen Nexø og Maksim Gorkij, men også i de store romaner ligger erindringer, f.eks. William Heinesens De fortabte spillemænd. Ifølge Gudmundsson er digt og fortælling oprindeligt det samme. Han henviste til Homer og den nordiske tradition for lyriske fortællinger. Laxness, Heinesen, Hamsun, Johannes V. Jensen og H.C. Andersen var store poetiske fortællere. Det fik ham til at understrege, at nordisk litteratur er vigtig i verdenslitteraturen. Der er ingen grund til mindreværd. Kvaliteten, ikke kvantiteten tæller, og han benævnte Færøerne som en lille region, der har skabt stor litteratur med Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen.

Einar Már Gudmundsson fuldendte en herlig eftermiddag med endnu en oplæsning. Denne gang var Hans Jørgen Nielsens digt Genstanden forsvundet i sit billede genstand for hans poetiske og her også humoristiske fortolkning på dansk og islandsk – der var ikke et øje tørt! Digterpræsten og den skæve islandske historiefortæller leverede varen og berigede de mange tilhørere med deres kloge ord og karismatiske fremtræden. De gav da også selv udtryk for at have været i godt selskab! De to venlige mænd ilede hastigt mod Århus, hvor deres lille danmarksturné fortsatte bare et par timer senere. Om lørdagen var der atter arrangement i Århus og om søndagen i København.

Links på Litteratursiden
Læs anbefalingerne af Fodspor på himlen og Universets engle
Og artiklen af Erik Skyum Nielsen om nordisk litteratur

0
Din bedømmelse: Ingen