Fodnoter til en ung mands indre husholdning. Lad lit for den litterære feinschmecker?

Oprettet: 29.04.2005 - 18:05

Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen


Anders Søgaards roman Fodnoter til en ung mands indre husholdning, der udkom i 2003 som den tredje, selvstændige udgivelse fra den da kun 22-årige forfatter, er en sælsomt distanceret og ofte ret kedsommelig leg med det populære, det intellektuelle og den selvbiografiske konstruktion, ikke mindst. 
 
Det vigtigste i en bog er naturligvis det, der står i den. Det er ordene, sætningerne, de tanker, som disse kan sætte i gang hos læseren. Men bogens ydre fremtoning er heller ikke uden betydning. For salget kan det rigtige omslag være helt afgørende og for læseoplevelsen determinerende al den stund, at bogforsiden giver læseren sit første indtryk.

Hvem har ikke undladt at læse en ellers interessant bog, simpelthen fordi omslaget forekom uinteressant, eller købt en ligegyldig udgivelse, fordi et fotografi på bogens forside syntes at være værd at se nærmere på? Et eksempel er Kristian Leths digtsamling Land” fra 2002. Der står ikke ret meget på siderne i den bog, og det, der står er vitterligt ikke noget særligt, men forfatteren selv optræder narcissistisk på forsiden i en halv-morsom Andy Warhol-pastiche og får bogen til at fremstå lækkert appellerende for den uanende læser.
 
Det har formentlig været Anders Søgaards hensigt – eller ihvertfald forlaget Gyldendals – at få ”Fodnoter til en ung mands indre husholdning” til at gøre det samme: at fremstå appellerende for det bogkøbende publikum. Dels er det lidt af en tilsnigelse af kalde disse noter ”roman”, dels viser omslaget til ”Fodnoter...” et stort, idolbilledelignende portræt af Anders Søgaard selv, med hår på brystet og en cool attitude.

Det iscenesatte portræt, som fik bl.a. Politikens anmelder Mikkel Bruun Zangenberg til at flippe skråt ud i forargelse, da bogen udkom, står i direkte kontrast til titlen.Fodnoter til en ung mands indre husholdninger selvfølgelig en allusion til James JoycesA Portrait of the Artist as a Young Man”, og demonsterer i samklang med det noteapparat, som romanen gudhjælpemig er forsynet med, et litterært-akademisk kendskab og tilhørsforhold, samtidig med at den fungerer som en intellektuel objektivering af et værk, der ellers kunne have gået for at være en redigeret udgave af Anders Søgaards egen dagbog.

Det er det ikke; dette er ikke en selvbiografi, fortæller titlen og bogens bagsidetekst os. Det er derimod et portræt af ”en ung mand på jagt efter værdier” og således pludselig meget relevant for andre unge mænd – eller unge kvinder. Søgaards ”Fodnoter...” finder deres berettigelse dels som en ublu reference til litterære giganter som fx Gustave Flaubert, Mallarmé, Italo Calvino og tjah, Jørgen Leth – de er alle sammen nævnt i noterne – dels ved at postulere en almindelighed, en identifikation med dig og mig og alle de andre. Romanens hovedfigur, fortælleren Anders, er ligesom os, underforstås det. Dette er forfatteren som akademisk kapacitet, forfatteren som almindeligt menneske, forfatteren som popstjerne, og spørgsmålet er, om ikke dette selvsmagende udtryk er helt bevidst fra Anders Søgaards side.     
For hvad er det for værdier, den unge Anders er på jagt efter, kunne man spørge? Og hvorledes jager han dem ?
 
Fodnoter til en ung mands indre husholdning indledes med et fyldigt citat fra H. C. Andersens roman O.T (1836). Citatet, hvori Andersen filosoferer over kærlighedens egentlige væsen, indeholder bl.a. følgende sætning: ”Interesse for Navnet er hvad Verden kalder Kjærlighed.” De stærke følelser, man kan have for et andet menneske, kan hurtigt udviskes, mener Andersens romankarakter og konkluderer, at det vigtige ikke er den attråede kvinde (eller mand), men den måde, hvorpå Foto af bar fra www.exploringthenorth.com

man interesserer sig for hende (eller ham). Kærligheden og venskabet er nødvendige, omend flygtige tilstande, der tilnærmes på samme måde, som man tilnærmer sig andre objekter eller fænomener, nemlig med interesse for dets navn, dvs. for det, der kan siges om det. Kærligheden er i sig selv, i sit udgangspunkt, et studie i den elskedes navn, dvs. hans eller hendes ydre, sproglige præsentation. 

Det er karakteristisk, at det netop er denne – i og for sig ret kyniske – tanke, der udstikker retningen i Anders Søgaards roman. Den lovede jagt er nemlig i modsætning til, hvad man måske skulle tro, hverken forvirret, hektisk eller dramatisk.

Næh, Anders jager helt roligt rundt i hovedstadens gader mellem Andys Bar, Københavns Universitet og Vega, mellem kvindenavne, sprogfilosofiske betragtninger og anekdoter fra sit eget og andres liv. Han mødes med vennerne Kristian og Fridolin for at læse italienske aviser på byens caféer og lytter til dem, når de har oplevet noget, der på en eller anden måde er sigende for et eller andet, og af og til rejser han hjem til Odense, hvor hans forældre, hans lillesøster og vennerne fra gymnasietiden stadig bor.

Han har sex med piger, som han møder i byen, han tænker på de tre kærester, han har haft og været meget lykkelig sammen med, og forbereder sig samvittighedsfuldt til et kursus i semantik. Han konstruerer langsomt, i korte, dagbogslignende kapitler, en identitet, der både er unik – han er jo Anders, han har et navn og forbinder sig med andre navngivne individer – og typebetegnende – han er den unge mand, der gør sig sine første erfaringer med voksenlivet, den grimme ælling, der har forladt sin fødeby, og nu udfolder sig som en smuk svane i kongens København. ”Som jeg er, saaledes er de Alle,” som H. C. Andersen skriver i O.T.      
 
Anders Søgaards Anders-figur minder, som det nok er tydeligt, en del om de stereotype, personlighedsløse karakterer, vi efterhånden er blevet bekendt med i romaner af Nick Horby, Helen Fielding or the likes. Det er karakterer, der angiveligt personificerer den moderne tids og ikke mindst det moderne storbymenneskes rodløse søgen efter kærlighed, faste parforhold og et generelt indhold i tilværelsen.

De er veluddannede, pæne mennesker, der bare ikke helt kan finde ud af kærligheden og deres egne forventninger til livet, selvom både karrieren og økonomien og omgangskredsen er helt rigtig.
Anders kunne være en af disse, han kunne være en dansk Bridget Jones eller en maskulin Nynne, eller rettere: han kunne blive det, for det er vigtigt at understrege at Anders stadig kun er i starten af 20erne, i gang med sin uddannelse og endnu ikke forventes at have fundet den eneste ene og stiftet familie. 
 
Han kunne blive det, men bliver det næppe. Der er nemlig den store forskel på Anders og Bridget, at Anders er fuldstændig cool. Han er en konstruktion af en ung forfatter, et intellektuelt blik, der driver rundt i Københavns gader, ikke for at møde kærligheden, men for at sætte den i ord. Han har en vis interesse for andre menneske, men i højere grad for deres navne, de navne, der går igen og igen og igen igennem bogen: Louise, Sofie, Ditte, Kristian, Rikke, Sune, Elisabeth etc.

Det er ikke så meget det faktum, at Anders har en barndom og en familie, som han tilsyneladende holder af, der får ham til at adskille sig fra de førnævnte populærlitteraturtyper, det er hans holdning. Hans seksuelle møder med fx ”en 29-årig butiksbestyrerinde” er måske tilfældige, men de er samtidig ekstremt kalkulerede og – heldigvis – altid beskrivelige i en intellektuel sammenhæng. Anders henter erfaringer og noterer dem. Fx går han en aften hjem med ”en udfarende og omklamrende pige” og får følgende ud af det: ”...(jeg) tænkte længe over, hvor meget tillid det kræver at læne sig tilbage og nyde et blowjob.”               

Anders Søgaards fascination af populærkulturen er sammenlignelig med denne episode. Ligesom han leger med sit eget image på bogens forside, gær han det tv-baserede one hit wonder EyeQ til en del af sin egen fortælling ved at fantasere om, hvordan han skal servere te for popstjernen Sofie Hviid, det kvindelige forbillede i denne bog.

Men han træder også behørigt to skridt tilbage, før han selv bliver del af misæren, han formulerer den og betragter den. Det er bemærkelsesværdigt, temmelig irritende og mest af alt kedsommeligt. Det glimt i øjet, den afvæbnende selvironi, som Kristian Leths fornævnte forside lige akkurat antyder, er helt fraværende i denne bog. Tilbage står en række selvhøjtidelige optegnelser, prætentiøse, navlepillede betragtninger over et helt almindeligt et år i en helt almindelig ung digters liv. 

Fodnoter til en ung mands husholdning vil gerne tilnærme sig  populærlitteraturen, men overser fuldstændig dennes vigtigste egenskab: at underholde sin læser.     

0
Din bedømmelse: Ingen