En smal sag for den brede smag

Oprettet: 14.02.2005 - 17:04

- om Kirsten Hammanns forfatterskab

af Cand.mag. i litteraturvidenskab og kulturformidling Pernille Skot-Hansen Hvillum

"Hun er så speciel, så hendes bøger har vi kun ét eksemplar af", svarer boghandleren, da jeg spørger efter Kirsten Hammanns "Bruger De ord i kaffen?". Men er hun egentlig det? Hendes seneste roman "Fra smørhullet" er nomineret til P2 Romanprisen 2005 og Nordisk Råds Litteraturpris 2005. Det er jo nærmest helt populærkulturelt. Jeg har derfor svært ved at tro, at hendes bøger opfattes som sorte, sværttilgængelige værker, der kun læses af en snæver subkulturel kreds. Omvendt lugter oplagstallene fra Gyldendal dog ikke ligefrem af, at Hammann skulle have nogen større, bred læserskare.
 
Første gang, jeg stiftede bekendtskab med hende, var i et videoklip fra et abebur, hvor hun med sort pagehår og blodrøde læber læste op af sin digtsamling "Mellem tænderne". Jeg syntes, at Hammann var mystisk på den fede måde. Dengang troede jeg, at smalt var godt og bredt var dårligt, og at man i øvrigt skulle mene sådan, hvis man ville være rigtig litterær. Senere blev jeg klogere og forstod, at problematikken om det smalle kontra det brede i kunsten og kulturen selvfølgelig er langt mere kompleks. Hammanns bøger er i mine øjne et forfatterskab, der aldrig har været rigtig smalt, men heller ikke er blevet decideret bredt (hvis man da overhovedet kan tale om sådanne størrelser).
 
Mellem sin første digtsamling "Mellem tænderne" fra 1992 og sin foreløbigt sidste roman "Fra smørhullet" fra 2004 har hun udgivet fortællingerne "Vera Winkelvir" (1993) og "Bannister" (1997) samt børnebogen "Chokoladeeskapade" fra 1998. I 2001 kom desuden "Bruger De ord i kaffen?", som er en kombination af en poetik og en roman.
 
Fortællinger i stykker
Etikkerne "poetik" og "roman" bør her stå i anførselstegn (og det gør de faktisk også i "Bruger De ord i kaffen?"), for Hammann leger med genrerne på helt postmoderne vis. Lyrik blander sig med prosa, og teori mænger sig med fiktion. Når man træder ind i Hammanns univers, bør man i det hele taget lægge sine litterære vaner og forventninger på hylden udenfor: Hammanns "romaner" er ikke klassiske udviklingsromaner med et forløb af sammenhængende begivenheder og en epokegørende, forløsende afslutning. Sådan er hendes virkelighed ikke, og derfor er hendes fortællinger det heller ikke. Nogle vil her indvende, at vi netop har behov for litteraturen, fordi vi i (konventionelle) fortællinger finder den mening og sammenhæng, som vi ikke har i vore egne liv. Sådan en idealisme finder man ikke i Hammanns desillusionerede tekster, som snarere er fragmenterede aftryk af tilfældige tanker og oplevelser hos et tilfældigt menneske på en række tilfældige tidspunkter - uden nogen større indre sammenhæng. Man kan dog hævde, at "Fra smørhullet" fremstår som mere traditionel prosa end hendes forrige værker. Dette har hun i et interview med Weeekendavisen forklaret som et modenhedstegn. Men Hammann er (heldigvis) ikke blevet helt "voksen": Hendes sprog er stadig lyrisk, vinklerne stadig skæve og stilen stadig fragmentarisk.
 
Snarere end at kalde dette for smalt, bør det dog betegnes som tidstypisk. Hammann tilhører generationen af meget formbevidste forfattere fra 1990'erne. Og der er efter min mening faktisk ikke noget andet dansk forfatterskab, hvor disse postmodernistiske tendenser afspejles så tydeligt som hos Hammann.
  
Om dig og mig
I de tidlige værker er det døden, tiden, kroppen, sproget - det at være et menneske (og ikke et dyr), der er i centrum: "mine yndige små læber / de er lukkede når jeg tygger / når jeg flænser og afliver", som det hedder i digtet "Jeg civiliserer mig om morgenen". Det hele er meget kropsligt, bogstaveligt og destruktivt. I "Vera Winkelvir" - som kan læses i direkte forlængelse af "Mellem tænderne" - er den centrale figur vera (og ikke Vera), som "der er nogen, der har opfundet". Hun er sådan en irriterende og uregerlig tøs, som sætter spørgsmålstegn ved alt - selv de mest almindelige menneskelige gøremål: "Bare se på juni. Der skal ikke megen fantasi til at være med i en juni. Stort set alle andre kan finde ud af at købe en is og tale om vejret. Det gælder om at sætte sig på en bænk og se ud som om man er inviteret." (s. 17).
 
I den seneste roman er det Mette, der er hovedfiguren. Hun er et småforkælet menneske, der lever i et trygt og hyggeligt smørhul af verden - nemlig København. Indledningsvist er hun i et parforhold, der er så smukt og rigtigt - sådan Søren & Mette-læsebogsagtigt. I smørhullet er der ingen større problemer, men heller ikke noget dybere engagement. Som alle andre her har Mette et enormt behov for at nyde og for at blive underholdt: "Det skal bare glide ned med velbehag. Ikke yde modstand. Det skal være rart og varmt (...)" ( s. 69). Uden for smørhullet i den store verden sker der grusomme ting. Mette vil da også gerne være et godt menneske, ændre verden og gøre de rigtige ting, men på den anden side er det så besværligt. Den gode vilje forsvinder i magelighed og hurtige forbrugsgoder, skumfiduser og ligegyldige tv-programmer.
 
Som Jon Helt Haarder fra Jyllandsposten skrev i sin anmeldelse er alt dette jo "ikke en skid smalt. Det er lige dig og mig, du". Og de ord kunne efter min mening sagtens dække alle Hammanns værker. For har man først godtaget formen - den helt unikke Hammannske stil - og er gået ind i hendes rum, så vil jeg æde min gamle hat på, at enhver læser vil få noget ud af det. Ingen vil gå derfra med tomme hænder. Nogle læsere vil måske mene, at det er lettere at gå ind i Mettes univers ind i veras, men det kræver blot lidt tilvænning. Derfor kan det måske være en ide for sådanne læsere at starte med "Fra smørhullet" og så læse bagud for at slutte med "Mellem tænderne". Man kan sagtens læse Hammann blot for at nyde hendes fantastiske tilgang til sproget eller bare for at more sig over det groteske i det moderne menneskes finurlige handlinger, som Hammann er så exceptionelt god til at få øje på og pege fingre ad. 
  
Ord i kaffen og æbler i både
Når alt dette er sagt, må man dog - i dette helt særlige Hammanske rum - nok være villig til at famle lidt i blinde uden hele tiden at skulle forstå. Hammanns modsvar til hele den videbegærlige hob lyder i "Bruger De ord i kaffen?": "I vil vide hvad ordene betyder. Hvorfor skal I tirre mig sådan? (...) Nej, jeg vil ikke skrælle æblet og skære det i både for jer! (...) I får mig til at sige ting jeg ikke mener." ("Poetik"-delen, s. 83).  Bogen handler om at miste sin sproglige og litterære uskyld - om præstationsangst, forventningspres og skriveblokering: "Jeg er forfatter. Og fra den dag, det blev opdaget, holdt jeg op med at skrive." (p. 15).  Det er smerteligt, når man ikke kan skrive og heller ikke kan lade være. Den handler også om omverdenens manglende forståelse og dens evige vilje til viden. Men Hammann insisterer stædigt på, at der ikke er noget svar. Det, der skal siges, er sagt i teksten, og det vil aldrig ville kunne siges anderledes. Spis æblet eller lad være.
 
"Bruger De ord i kaffen?" kan læses parallelt med Hammanns mere fiktive værker som en slags "teoretisk" fundament (igen sætter vi anførselstegn, for det er jo ikke rigtig teori...). Den kan anbefales, hvis man ønsker at gå længere ind i Hammanns særlige kredsen om det sproglige. Og vera blander sig her i debatten på sin helt særlige vera-agtige måde. Men hun er jo også kun vera - dvs. sand - så længe hun taler, for hun er bare en sproglig konstruktion. Hm, lyder det smalt og for særligt indviede? Så er vi tilbage, hvor vi startede... 

 

0
Din bedømmelse: Ingen