Den vilde natur. Om Jack London

Oprettet: 29.09.2006 - 18:06

Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen

Den vilde natur
Jack London bliver af mange betragtet som børnebogsforfatter, men hans bøger er bestemt ikke noget for svage sjæle.

Jack London (1876 – 1916) er en af de mest oversatte amerikanske forfattere til dato. Især de to populære romaner Ulvehunden (1906, da. 1914) og Når naturen kalder (1903, da. 1907) var med til at cementere hans popularitet i store dele af verden. Forfatteren blev grebet af guldfeberen omkring århundredeskiftet, og det var her, han stiftede bekendtskab med de typer, der befolkede hans mest populære romaner. Samtidig var han bekendt med samfundets nederste lag fra sit eget liv som løsarbejder, og allerede som 15-årig klarede han sig selv med mere eller mindre legale jobs.
 
Hunde og socialdarwinisme
London dannede skole for mange bøger og film af ”en dreng og hans hund-” og ”raske drenge i naturen-” typen, f.eks. bøgerne og filmene om den heltemodige collie Lassie. Selv var London en arvtager til Kipling og hans junglefortællinger, men Londons fortællinger foregår ikke i det eksotiske Østen, men derimod i den nye verden. Fascinationen af dyr og naturen er ikke så uskadelig, som den blev i mange af efterfølgernes versioner. Londons optagethed af teorierne om socialdarwinismen er i fuldt flor i både romaner og noveller: den stærkeste overlever, nogle gange på bekostning af andre.
 
//away.comNår naturen kalder 
Hunden Buck lever et roligt og komfortabelt liv hos Dommer Miller, men guldfeberen, der raser over hele Californien, vender op og ned på hundens tilværelse. De mange guldgravere har brug for hunde, og en forræderisk gartnermedhjælper stjæler Buck og videresælger ham.

Livet ændres radikalt: ”Her var hverken fred eller hvile, og ikke et øjeblik var man i sikkerhed. […] Uafladelig måtte han være på sin post, for disse hunde og disse mænd var ikke som hunde og mænd i byerne. De var vildmænd og vilddyr alle til hobe, og den eneste lov, de anerkendte, var den, som støttede sig til svøbe og tand.” Imidlertid vænner Buck sig til livet som slædehund, han lærer hurtigt og bliver derfor behandlet godt.

Den moral og velopdragenhed, han er oplært til, forsvinder som dug for solen, for blandt slædehundene og guldgraverne gælder det om at være stærkest og snedigst, hvis man vil have mad nok og klare sig over for de andre. Moral er fint nok nede mod syd, ”men her oppe i det høje nord […] var den, som tog hensyn til sådan noget, en nar og kunne intet håb gøre sig om at komme frem.”

Forråelsen fører til en uundgåelig kamp mellem Buck og en af de andre hunde om lederskabet, og Buck vinder: ”Vilddyret havde sejret, han havde følt glæden ved at dræbe og vidste, at det var godt.” Her kommer Buck for første gang for alvor i kontakt med det vilde i sig selv.
 
Så længe hundene og menneskene arbejder sammen, er tilværelsen tålelig. Men da nye, uerfarne ejere kommer til, går alting galt: slæden er for tung, hundene underernærede og trætte, og de dumme mennesker ender på bunden af en flod. Buck er blevet reddet i sidste øjeblik af John Thornton, der skal vise sig at være en kærlig, men hård ejer.

Selv om Buck knytter sig til Thornton, er han allerede blevet halvt vilddyr, der befinder sig godt blandt de vilde dyr og snildt kan hamle op med dem både i snuhed og i kamp. Da Thornton dræbes af indianere, bliver Buck leder af en ulveflok, og tilmed en frygtet skikkelse blandt indianere og nybyggere.

//halfmoonbaymemories.comDen borgerlige morals død
Når naturen kalder
er bestemt ikke en børnebog, selv om den ofte bliver betragtet som sådan, fordi protagonisten er en hund. Tværtimod er det en temmelig brutal fortælling, hvor almindelig moral spiller fallit, og hvor den, der er fysisk stærkest vinder.

De uduelige mennesker drukner og tager deres slædehunde med i døden, fordi de ikke aner, hvad de foretager sig. De svage hunde taber, hvis de forsøger at sætte sig op mod Buck, der så let som ingenting kan dræbe eller lemlæste dem. Forfatteren ser ingen uretfærdighed i dette: de dumme mennesker bliver advaret, og de kunne have forberedt sig. Buck angriber kun, når han er truet, og når det er til fordel for ham selv. Men den borgerlige moral, Buck er blevet præget med i sine første leveår, spiller fallit i vildmarken, hvor Buck hører naturen kalde.

Det er også først her, Buck oplever virkelig kærlighed. Hos dommeren oplevede han kammeratskab og hengivenhed, men det er først hos Thornton, han oplever, hvad det vil sige at sætte sin ejers liv frem for sit eget, at elske totalt og fuldstændigt. Det er uundgåeligt, at Buck til sidst må blive vild: han har fuldstændig frigjort sig fra de borgerlige normer, hvor der er lov og orden og mådehold er en dyd. I vildmarken er der intet mådehold, den stærkes lov gælder, og Buck er den stærkeste, både fysisk og åndeligt.

Om den lære fra vildmarken kan omplantes til den såkaldt civiliserede verden er måske tvivlsomt, men London så mangen en kamp for ren og skær overlevelse blandt de fattigste, og dér herskede de samme regler. Jack London satte hele sit liv spørgsmålstegn ved det rimelige i den måde, samfundet var indrettet på, og problematiserede dermed indirekte den livsmodel, han selv fortæller om i sine vildmarksbøger.

0
Din bedømmelse: Ingen