Comala, tid, stemmer, krop

Oprettet: 01.09.2005 - 08:05

Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen

Den mexicanske forfatter Juan Rulfos roman, Pedro Páramo, udkom første gang i 1955 (på dansk i 1961). Rulfo (1918-1986) havde et par år forinden skrevet novellesamlingen El Llano en Llamas, og i de følgende årtier ventede hans mange beundrere og litterære arvtagere på endnu en udgivelse.

Men Rulfo havde ikke mere at sige, og Pedro Páramo forblev forfatterskabets eneste romanudgivelse.

”Novellen forekommer mig at være den mest acceptable, litterære form. Jeg formår ikke at skrive lange tekster og heller ikke at læse dem, ” udtalte han i et interview i 1974 og forklarede: ”Jeg eksisterer ikke, jeg er et spøgelse. Jeg er en myte.”

Citatet er interessant, fordi det anslår flere af de tematiske problemstillinger, som også Pedro Páramo rejser: Ordknapheden og den dybe skepsis overfor litteraturens muligheder. Tilstanden i det mytiske grænseland mellem liv og død, hvor tiden ikke går, men blot konserverer det allerede skete. Mennesket, som her reduceres til en gentagen bevægelse, en konstrukt i et ødelagt landskab, et minde. 
 
Pedro Páramo er en abrupt og til tider vanskeligt forståelig fortælling om den unge Juan Preciados ankomst til landsbyen Comala. ”Jeg kom til Comala, fordi jeg havde fået at vide, at her boede min far, en vis Pedro Páramo,” lyder indledningen på romanen, der består af 70 korte tekststykker, som bygger historien op, men samtidig lader værket fremstå som en ruin, som bevarede brudstykker af fortiden. I bogens indledning grundes læserens forventning.

Man ser frem til malende beskrivelser af den endnu ukendte by og ikke mindst til mødet mellem far og søn. Men forventningerne skuffes snart, fortællingen bevæger sig ikke mod et forløsende punkt, snarere ud i golde egne, ind i nye diskurser og stemmer. Fortælleren er på vej mod Páramo og Comala, men synes ikke sikker på sin rejses mål.

Hans beretning er forvirret og fyldt med gentagelser, fx det løfte, han gav sin moder på hendes dødsleje. Juan skal hævne den uret, der blev begået mod moder og barn, da Pedro Páramo svigtede sit ægteskabsløfte og lod familien leve i glemsel. Til trods for repetitionerne af denne intention, bemærker Juan pludselig:

”Men jeg havde ikke i sinde at holde mit løfte.” Han undergraver herved sin egen troværdighed og stiller sig på linie med den fremmede fader.

Mexicansk landsby fra www.atpm.comSom en lang række af de litterære bidrag fra efterkrigstidens Mexico forsøger Rulfo at sætte ord på skuffelsen og resignationen. Som Kjell Risvik skriver i Litteratur i Latinamerika er revolution et kodeord, der adskiller den mexicanske litteratur fra al anden spansktalende litteratur i denne og tidligere perioder. I Pedro Páramo er den mexicanske revolution ikke eksplicit beskrevet, selvom volden og oprøret lurer i fortællingens udgrund, men den følelse af resignation og det tab af drømmen om en bedre tilværelse, der efterfulgte revolutionen, er i forgrunden.

Hvor forfattere som fx Carlos Fuentes gør storbyen Mexico til hovedperson, bruger Rulfo i stedet den mexicanske landsby som sit omdrejningspunkt. Forfatteren, der selv kom fra delstaten Jalisco og fik en opvækst på børnehjem, fordi det meste af hans slægt var blevet udraderet i regionale konflikter, lader Comala med alle dens spøgelser være ikke alene det sted, hvor historien udspiller sig, men simpelthen historien i sig selv.

Efterhånden som vi erfarer, at både Pedro Páramo, landsbyens øvrige beboere og mest kryptisk også Juan Preciado selv er døde og taler som genfærd i kister under jorden, glider Juans forehavende i baggrunden. Der fortælles i stedet med en neutral fortællerstemme, en stemme, som er uidentificeret, men på niveau med romankaraktererne, en stemme, som kunne være Comalas.
 
Comala er den centrale skikkelse i Pedro Páramo og for at forstå, hvad der er på spil i romanen, må man se på den litterære fremstilling af byen. Comala beskrives på flere virkelighedsplaner, der kontrasterer og supplerer hinanden, hvorved der skabes et todimensionalt og statisk univers. Et univers svarende til det, der ifølge Martin Zerlang i sin Fem magiske fortællere og et rids af romanens historie i Latinamerika er bestemmede for den litterære modus, der har fået betegnelsen magisk realisme.

En af disse virkelighedsplaner er tiden. Som antydet er tiden i Pedro Páramo ikke lineær. Endnu før det står klart, at mødet mellem far og søn ikke lader sig realisere, foretages flere voldsomme skift i den temporale position, hvorfra historien fortælles.

Både efter situationen med den døende moder og i forbindelse med vandringen ned over sletten, hvor Juan møder æseldriveren Abundio, endnu en miskendt søn af don Pedro, rykker Juan umotiveret sin beretning en anelse tilbage i tiden og skaber derved forvirring om, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. Alle beskrivelser og al dialog starter fra arbitrære punkter som efter en pludselig indskydelse, og kommunikationen bliver både anstrengt og fuldt med misforståelser.

Forside fra Pedro Paramo fra www.carrerasdurango.comAdspurgt om, hvorfor Comala virker så øde og forladt, svarer Abundio: ”Det er tiderne, hr.”. Tiderne kan her forstås dels som den historiske situation, Mexico befandt sig i i første del af det 20. århundrede, hvor hele landsbyer som følge af revolution og kontrarevolution lagdes øde, dels som en påpegning af de forskellige tempi, fiktionen selv benytter sig af i forsøget på at dekonstruere den fremadskridende handling og forståelse af Comala som fæstet i tid. Comala er en tilstand, som både er nærværende og drømt, og som konstant må genopfindes af den enkelte beboer, den enkelte læser.
 
I en virkelighed, der således arrangerer sig udenom kausale og logiske sammenhænge, er magien et uomgængeligt element. Zerlang placerer den magiske realisme ”mellem oplysning og overtro, og mellem avantgarde og folkekultur”. Der er et dobbeltblik og en adgang til en verden, ”som de europæiske surrealister kun kunne fantasere sig til,” og som åbner for artistiske krydsklip på tværs af generationer, tid og rum.

Hos Rulfo er det de afdødes stemmer og ekkoet af disse, der indtager denne privilegerede position. De ved, hvad læseren ikke ved, og kun gennem dem får vi indblik i landsbydiktatorens storhed og fald. Der er en polyfon mumlen i romanen, en samtale mellem Juan og den kvinde, han deler kiste med, Dorotea, som afbrydes af bl.a. Pedro Páramos anden kone, Susana San Juans erotiske længsel og Dolores Preciados beskrivelser af det engang så paradisiske Comala. Fragmenter deplacerer hinanden i en brudt og flygtig kronologi.

Stemmerne, der klager sig og langsomt fremtryller et samlet billede af despoten don Pedro, er ikke blot minder, de er bønner om endeligt at måtte forlade den skærsild eller helvedes forgård, som det hede Comala også udgør.
Mexico fra www.princeton.edu”Ja, landsbyen her er fuld ekkoer,” siger en af romanens kvinder, Daminia Cisneros, og dør selv ud som et ekko midt i en samtale med Juan. Og netop ekkoerne er de, der endeligt får hævn over Pedro Páramo.

I årevis plager han Comalas indbyggere. Han svigter, bestikker, voldtager og myrder, for som han selv udtrykker det ”af få alt (…) så der ikke er mere tilbage at ønske sig, undtagen dig, dvs. hans elskede Susana". Men da hun endelig vender tilbage til byen og til ham, bliver den kærlighed, der har været udgangspunktet for hans stræben, til en ubærlig smerte. Susana er  ikke ”af denne verden”.

Hun er tabt for don Pedro, som hun ligger i sin seng og bades i sved, mens hun plages af erindringer om sin første, for længst afdøde mand. Pedro Páramo trættes af bekymringer og håber, at erindringen vil tage af og forsvinder.

Men tværtom tager erindringerne og ekkoet i Comala til. I sin sorg søger Páramo at sulte byen ihjel for at få ro, indbyggerne derimod holder fest i forlængelse af Susanas begravelse, en fest, som både indebærer cirkus, serenadesang og hanekampe. De søger gennem latteren at redefinere Comala.

Páramos kræfter svækkes, han rammes af syndsbevidsthed og anger, og slutteligt synker ”hans krop sammen som en stenbunke”. At romanens afsluttende sætning henleder opmærksomheden på titelpersonens krop og oven i købet sammenligner denne med en stenbunke er ingen tilfældighed. For kroppen, kroppen i relation til landskabet og landskabet i relation til romanens titel er endnu et grundmotiv i fremstillingen af Comala. Den latter, der bliver afgørende i den store, karnivaleske fest, knytter sig til kroppen og til opfattelse af det kropslige som værende noget overindividuelt og grandiøst.

Der er tradition for i magisk realisme at overføre menneskelige egenskaber til landskabet. Hos Rulfo indtager landskabet heltepositionen. Når magten falder, falder den konkret mod jorden. Alt ”højt”, dvs. ideelt eller spirituelt, falder og rammer et materielt niveau.
 
Det kropslige rummer naturligvis også det kønslige og seksuelle aspekt. I denne tekst efterstræber mændene dels den frugtbare jord, dels kvindekønnet, der på lignende vis betragtes primært som en yngleplads for talrige sønner. Rulfo trækker selv denne parallel helt tydeligt op: ”Fulgor Sedano indsnusede lugten af jord og gik udenfor og stod og betragtede, hvordan regnen trængte ned i de jomfruelige plovfurer. Hans små øjne strålede af tilfredshed (…) – Kom bare regn med dine herlige dråber! Tøm dig, til du ikke kan mere! Og spred dig over det hele.”

Zerlang hævder, at mødet mellem indianere og europæere i forbindelse med koloniseringen har været mønsterdannende for familiestrukturer og kønsroller i Mexico. ”Amerika er den voldtagne moder, Europa den voldelige fader, og barnet er bastarden,” som ønsker sin faders anerkendelse og foragter den moder, til hvem han er følelsesmæssigt bundet.

Pedro Páramo og sønnen Miguel, som selv er resultatet af en voldtægt, efterlever denne idé om ”el macho”. De forgriber sig på unge piger, og andre kvinder bakker op om denne kultur. Kvinderne i Comala er karakteriseret ved to ting. De har en undertvunget villighed i forhold til mændenes begær, og de ved. De kender mændene, og de kender sammenhænge udenfor mændenes logik, de næsten besidder magi. Denne viden anbringer kvinderne nærmere det bagvedliggende, det oprindelige, den jord og det landskab, som faktisk er bogens hovedperson.       

0
Din bedømmelse: Ingen