Christian Jungersen om Undtagelsen

Oprettet: 14.11.2004 - 09:37

Jeg slugte Christian Jungersens nye roman "Undtagelsen" råt, og selv om det er en tyk bog på 620 sider, læste jeg den næsten i ét stræk.
Familien måtte klare sig selv, og jeg sad tilbage med rystede nerver og min bedste læseoplevelse i lang tid. Derfor måtte jeg simpelthen se Christian Jungersen på årets Bogmesse, og jeg oplevede ham i  samtale med Klaus Slavensky, der arbejder til daglig ved Institut for menneskerettigheder.

"Dette er et brag af en bog" - sådan indledte Klaus Slavensky sin samtale med Christian Jungersen. Romanen handler om fire kvinder, der arbejder sammen i Dansk center for Folkedrabsforskning. Arbejdsmiljøet er kendetegnet ved stærk mobning, og situationen udvikler sig grotesk.
Sandemose sagde på et tidspunkt at mord og kærlighed i virkeligheden er det eneste, der er værd at skrive om. Mord, folkedrab, mobning og computerhacking er bare nogle af emnerne i Christian Jungersens nye roman, som både er en thrilleragtig spændingsroman og en psykologisk udviklingsroman.

"Undtagelsen" er fiktion, men bryder fire steder fiktionens rammer og analyserer i artikelform folkemordenes psykologi. Romanens hovedpersoner er alle kvinder, og mændene er i høj grad baggrundsfigurer og temmelig fraværende.

Hvordan har du det egentlig med kvinder, Christian? spørger Klaus Slavensky

"Ååååh", svarer Christian, "jeg ville egentlig bare skrive en roman, om "gode" mennesker; og de bedste mennesker, jeg kunne forestille mig, var veluddannede kvinder, som arbejder inden for det humanitære område, og kvinder er jo meget bedre end mænd til det med omsorg", ironiserede Christian Jungersen med et smil - frit citeret.

"Jeg vidste også, at jeg ville skrive om mobning og forsøge at blande fakta og fiktion. Romanen er blevet på mere end 600 sider, men kunne ikke skæres mere ned. Jeg har ind imellem en fornemmelse af at det kunne være et referat af en 3000 sider lang roman, jeg har skrevet. Det kan også kaldes en slags Bauhaus-arkitektur, altså lige linjer i modsætning til stuk."

Christian Jungersen sammenligner de psykologiske processer i kontormobningen med de psykologiske processer omkring masseudryddelser. Fælles for processerne er, at ofrene ikke betragtes som mennesker af kontormobberne eller af massemorderne, men som rotter eller andet kryb.

Hvorfor går det faktisk så galt på kontoret? spørger Klaus Slavensky

"Det er jo egentlig det, hele romanen handler om", svarer Christian Jungersen. "Vi er i høj grad i stand til at lyve for os selv, og selv om vi mobber og udelukker en kollega fra fællesskabet, ser vi alligevel stadig os selv som "gode" mennesker, og finder undskyldninger for vores handlinger. Selvbedraget og egeninteressen får første prioritet, og derfor escalerer udviklingen.Den igangsatte proces kan kun stoppes ved indgriben udefra."
Christian Jungersen har formået at skrive en roman hvor "morderen" først afsløres på sidste side, og derfor har jeg nok læst romanen lidt for hurtigt. Den kan sagtens tåle en genlæsning, hvor jeg i højere grad fokuserer på faktasfsnittene, hvilket jeg var slem til at springe lidt hurtigt hen over ved første gennemlæsning.

Bare jeg får tid!
   

0
Din bedømmelse: Ingen