Iben bliver som den eneste hængende på kontoret til efter syv. Ved ottetiden slæber hun to store Føtex-poser ind i sin lejlighed. De er proppet med ris, honning, toiletpapir, tre pakker økologisk knækbrød på tilbud, yoghurt og grøntsager.
Selvom hun er registreret på posthuset med sit ‘Ingen reklamer. Tak’-skilt, flyder den sædvanlige dynge tryksager på gulvet bag døren. Hun rydder den over i stakken med aviser. Så lægger hun lidt grøntsager med olivenolie, krydderier og i dag en frossen torskefirkant i mikrobølgeovnen. Endnu har hun ikke gjort så meget ved sin lejlighed. Væg­gene er hvide som da hun flyttede ind. De få møbler hun har, er arvede eller købt brugt.
Ovnen brummer mens hun ser på sin telefonsvarer – ingen meddelelser – og efter at ovnen har givet sit lille klemt, tjekker hun sin mail.
Kun én besked: Der står:     YOU, IBEN HOJGAARD, ARE FOR YOUR ACTIONS RECOGNIZED AS:

‘SELF-RIGHTEOUS AMONG THE HUMANS’

IT IS THEREFORE MY PRIVILEGE AND MY JOY TO BRING YOU DEATH.

NOW   Hvad er det? Hun bøjer sig frem og læser igen. Uden at tænke det ved hun allerede at hun ikke skal røre ved noget.
Det skal vel forstås som en mordtrussel? Stadig rører hun ikke ved noget. Bevæger sig dårligt nok.
Man hører jo om mange journalister der får mails fra nynazistiske teenagere og den slags. Det kan være det hun har fået.
Hun læser afsenderen: revenge_is_­near@hot­mail.­com. Alt er sta­vet på fejlfrit engelsk. Danske nynazister skriver ikke sådan. Og udtryk­ket ‘Self-Righteous Among the Humans’ er et ordspil på det israelske holocaustmuseums største hæders­bevisning ‘Righteous Among the Nations’. Mailen er helt sikkert skrevet af et voksent menneske der kender til folke­drab – og sikkert ikke en dansker.
Hendes første reaktion er ren sorg og ikke andet. Hun mærker sit ansigt gå i opløsning ligesom musklerne i hendes krop. Hun er tæt på bare sætte sig ned og give op.