Bellman - Fredmans epistler

Af litteraturstuderende Lisbet Lassen


Carl Michael Bellman (1740-1795) skrev sine sange under den svenske oplysnings-konge Gustav 3., der regerede fra 1772 til 1792 og var en stor støtte for teatret, operaen og digterne. Man kan sige, at det var Bellmans held, at kongen holdt af kunst, og at han på den måde fik en fast indkomst - en af de historier man kan læse i biografier om Bellman fortæller, hvordan han på et tidspunkt var nødt til at flygte til Norge på grund af sin store gæld.

Det er alligevel også som boheme, at den svenske digter har fået sit ry, både på grund af det liv han levede, og på grund af sangenes indhold. Men hvem har vel også lyst til en gravskrift, der fortæller, at det vigtigste, der var at sige om én var, at man havde orden i sin økonomi ?

Nej, ærligt talt - hvis man først er død, så er det nemlig for sent at drikke sammen med sine gode venner og danse, til man styrter. Det er sådan Bellman skriver i indledningen til 'Fredmans epistler' fra 1790, hvor han beskriver, hvordan en af personerne fra den faste vennekreds er død og sidder i dødsriget Hades.

Urmageren Fredman, som står som sangenes forfatter, indser, at her er der hverken Freja, Bacchus eller Venus, for alt hvad der er godt hører til, mens man lever. Derfor sætter han sig for at fortælle de levende, hvordan man skal leve sit liv, og det er den ramme, Bellman sætter sangene ind i. Det væv, der binder sangene sammen, handler om at skynde sig at nyde alt det, man overhovedet kan af livet - grib dagen!

Bellmans viser hører altså til den tradition, man også kalder for carpe-diem-digtet. I viserne er døden som regel fremstillet på den traditionelle måde som en person, der står i baggrunden og når som helst kan tage én med sig. Eller også er situationen beskrevet med timeglasset, som hele tiden løber. Det er Bellmans pessimistiske pointer: "husk du skal dø" eller memento mori, sådan som det kan ses i graveringer på datidens ure eller smykker. Heldigvis er det den livsglade side af sagen, der får lov at dominere i Bellmans viser.

En epistel er egentlig et brev fra en apostel til en menighed og drejer sig netop om, hvordan man lever det gode og rigtige liv. I Paulus´ breve i Bibelen kan man finde idealet om at leve fromt og rent, fordi Guds rige kan komme, hvornår det skal være. Det er det "skynd dig, skynd dig", som Bellman bruger, men det er en parodi.

For hans billede af dødsriget er antikkens Hades, som ikke er noget at længes imod sådan som kristendommens paradis er det. Men det er nu slet ikke Bellmans ærinde at gøre op med kristendommen. Han strækker aldrig sin Bibel-parodi specielt langt, og han er slet ikke interesseret i ideologiske opgør. I 'Fredmans sange' fra 1791 kan man finde en del drikkeviser med bibelske personer, uden at parodien bliver alt for grov eller for alvor går efter indholdet.

Mange af scenerierne i Bellmans sange er præget af tidens smag, rokokoen. Lytteren får malet et rigt billede, hvor det ofte er detaljerne, der fokuseres på, f.eks. Ulla Winblads tøj. Hun er den vigtigste kvinde i Bellmans digtning, og sættes tit i forbindelse med Venus, helt i rokokoens ånd, hvor erotiske scener tit sættes sammen med mytologiske figurer. Vennernes drikkelag bliver også kaldt for Paphos Land som billede på idyllen eller Lykkens ø i den græske mytologi.

Men af og til kan idyllen afløses af en realistisk tone, der viser noget af datidens byliv ved siden af de traditionelle scener fra drikkeviserne som slagsmål og tømmermænd. I Fredmans epistel nr. 28, "Om dengang Ulla Winblad blev udsat for overlast", er Ullas erotiske rolle pludselig ikke længere hverken nymfe, præstinde hos Bacchus eller krostuens Venus. Hun har nemlig fået en meget konkret betaling for sin erotik i form af et guldur, som hun bliver slået ned for og frarøvet! Men sangeren er kun forarget over volden, der er slet ingen snerpet seksualmoral at spore hos ham.

I Fredmans epistel nr. 36, "Om Ulla Winblads flugt", ødelægges festen ved, at Ulla hentes af politiet, selvom det aldrig siges direkte, at hun sættes fast for prostitution. Bellman beholder både rim og humør, når han beskriver det sådan her: "Men ak, mens nymfen klædte sig om, så brat det hele vendte, ved indgangsdøren, gæt, hvem der kom ? Tre sølle retsbetjente! Én med kårde skæv og vind, én som en lovende forfatter, og den tredje, som var blind, gik bort med Frejas datter."

Der kommer af og til disse små glimt af realisme, men de kommer aldrig til at ødelægge Ullas tiltrækningskraft, og idyllen ødelægges i hvert fald ikke af det. Tværtimod kan man sige, at idyllen næsten fungerer som en trøst i forhold til realismen: "Så skynd dig nu Freja at lyde, glem ondskabs hånd ! Lad elskovs ild din himmel pryde i Paphos land !" som sangeren siger det i Fredmans epistel nr. 28. Realismen bliver aldrig farlig, selvom Ulla forarger nogle mennesker, så kan hun altid søge tilflugt.

I dag er Bellmans sange vel nok mest kendt på grund af Cornelis Vreeswijk, der har ført dem sammen med en mere moderne visetradition. Herhjemme har Poul Dissing også sunget Bellman. Viserne hører til den "store nordiske drikkekultur", og det er sange man stadig synger. I 1980´erne tegnede Charlie Christensen Arne And som fast tegneserie til bladet Metallarbeteren. Arne And er en helt igennem moderne drukkenbolt og boheme. Han er wanna be digter og kan faktisk også sin Bellman, se bare her:

Realisme og rokoko i 1700-tallet
Bellman viser som nævnt læseren eller lytteren små stykker af realistiske scenerier i sine sange, og det er netop noget, der kommer frem i løbet af 1700-tallet. Det er især i den franske, men også i den engelske roman, at man begynder at interessere sig for en realistisk fremstilling og analyse af personernes følelsesliv. Romanen er en uprøvet genre på dette tidspunkt, og man kan sige, at forfatterne derfor kan bruge den til at undersøge temaer, der ikke rigtigt anses for relevante at behandle i andre genrer, hvor man i forvejen har faste traditioner for valg af temaer.

I Frankrig begynder forfatterne at skrive det, man kan kalde den psykologisk-analytiske kærlighedsroman. Den første helstøbte roman af den slags, Madame de La Fayettes 'Fyrstinden af Clèves', kommer faktisk allerede i 1678. I 1700-tallets Frankrig er der endnu flere eksempler på den slags. Et af de berømteste er måske Abbé Prevosts 'Manon Lescaut' fra 1731, der handler om en ung mands ulykkelige kærlighed til Manon, der viser sig at være luksusluder. Eller for eksempel Rousseaus 'Julie eller Den nye Héloïse' fra 1761, som er en roman bygget op af breve mellem de to forelskede hovedpersoner. I alle disse eksempler finder man realismen i forfatternes store interesse for at analysere personernes følelsesliv og deres motiver. Det er deres indre tankeverden og deres passioner, der er det vigtige for romanens handling.

I England ser vi realismen i 1700-tallet hos Richardson, hvis to brevromaner, 'Pamela' fra 1740-42 og 'Clarissa' fra 1748, handler meget om den nye borgerlige puritanisme og dydige seksualmoral. En forfatter som Daniel Defoe interesserer sig også meget for meget minutiøse beskrivelser eller nærmest opremsninger af ting og genstande.

I 1700-tallets sidste halvdel kan man se den nye realisme som en del af oplysningstidens reaktion mod adelens rokokostil, som var meget kunstig og unaturlig i forhold til de nye idealer. Det lagkageagtige ved rokokoen er meget tydeligt, når man ser på billedkunsten.

Hvis man står overfor billeder af rokoko-kunstnere som Boucher (1703-1770) og den idylliske Watteau (1684-1721), er det meget tydeligt, at billedernes scener er arrangeret meget dekorativt, og billedets personer er hele tiden vendt mod betragteren, på en måde, så de næsten flirter og konstant viser sig frem. Man kan næsten sige, at personerne i disse billeder godt ved, at man kigger på dem, og at de derfor lige har nået at arrangere deres tøj eller deres kroppe, så det ser godt ud. Det er denne bevidsthed om at blive betragtet som den nye realisme i billedkunsten vender sig imod, fordi man anser det for unaturligt. Det naturlige er nemlig at være helt opslugt af stemninger og følelser. En maler som Greuze (1725-1805) laver derfor scener, hvor personerne er midt i en handling eller et gøremål.

Romannet - 1. marts 2002