Agent i New York

Oprettet: 01.06.2016 - 08:49

Få et indblik i den amerikanske forlagsbranche, hvor manuskriptbunken kan indeholde små, store og kæmpestore fisk. Henriette Rostrup fortæller om et New York-eventyr, der sluttede brat.

Af Henriette Rostrup, forfatter

Da jeg i sin tid (1997) blev ansat på Gyldendal som Foreign Rights Manager og skulle sælge danske titler til oversættelse i udlandet, var området nyt og havde hidtil primært bestået af salg af oversættelsesrettigheder til Karen Blixen. Ved overtagelsen af området landede der tre gamle arkivskabe og en masse oldnordiske kontrakter på mit skrivebord. Og jeg gik i gang med at skabe et helt nyt netværk af kontakter, bl.a. i samarbejde med det daværende Dansk Litteratur Informationscenter. Det var i slipstrømmen på Peter Høegs succes med Frøken Smillas fornemmelse for sne, og nu skulle dansk litteratur på verdenskortet.

Hidtil havde jeg arbejdet som redaktionsassistent (på Tiderne Skifter) og redaktør med ansvar for genoptryk og billigbøger (Gyldendal), jeg havde stadig ikke skrevet mit speciale færdig på Litteraturvidenskab, og nu stod jeg pludselig midt i dette pulserende, livlige felt og skulle opdyrke internationale kontakter – og jeg elskede det. Frankfurt, London, bogmesser, møder og salg – først og fremmest følelsen, da jeg fik solgt Ib Michaels PRINS til Farrar, Strauss & Giroux i New York eller Susanne Brøggers JADEKATTEN til Harvill Press i London. Det var en berusende følelse, for mig, for forfatterne og for forlaget. Johannes Riis hoppede ligefrem på stedet – og det var ikke noget, der skete tit!

Nå, men der var jo det her med det store engelsksprogede marked. DLIC inviterede en masse amerikanske og britiske forlæggere til 3-dages seminar i København, og man gjorde en masse for at skabe de her diffuse og uvurderlige kontakter.

Som led i det fandt Gyldendals gamle direktør Kurt Fromberg ud af, at jeg skulle tildeles et legat (Mogens og Lilian Fønss’ mindelegat) – det var første gang legatet skulle uddeles, og han kom ned på mit kontor og spurgte, om jeg monstro ville have et legat, hvis betingelsen var, at jeg skulle tage til New York og bruge pengene og tiden på at opdyrke de amerikanske kontakter. Det sagde jeg ja til og lavede en hurtig lille lykkedans rundt på mit kontor.

Jeg havde boet i USA før, og inderst inde havde jeg nok godt vidst, at jeg gerne ville tilbage og arbejde, og naturligvis helst i New York. Allerede da jeg landede i Newark lufthavn, vidste jeg, at jeg ville flytte. Nu var det kun et spørgsmål om at finde det job, som jeg ville flytte for.

Jeg havde fundet en fremlejelejlighed på Yahoo, en stor tom etværelseslejlighed på Upper East Side, hvor udlejer havde efterladt en enkeltmandsfutonseng, en kasserolle, en kniv, en ske, en gaffel, en tallerken og en kop til mig. Og jeg elskede det. Jeg elskede at bumle med subwayen på arbejde, jeg elskede at blive fornærmet af den kinesiske dame på Hunan Sechuan Cottage rundt om hjørnet, som, en dag, hvor jeg havde glemt, at det hed ”takeout”, og derfor sagde: ”It’s to take home with me and eat,” med et smil råbte ad mig: ”I don’t care where the fuck you eat it!”

Ud over naturligvis at gå på arbejde – jeg havde fået en tjans først på det legendariske forlag Farrar, Strauss & Giroux, hvor Robert Strauss stadig ankom hver morgen i sin kamelfarvede Rolls Royce med chauffør, og når han kom op med elevatoren som det første gik rundt på hele forlaget og gav hånd til alle de ansatte, før han satte sig ind på sit kontor. Hos den internationale litterære scout, Bettine Schrewe, der scoutede for Gyldendal – gik jeg til møder med mange forskellige forlagsfolk og magasinfolk og til alle de oplæsninger, jeg kunne komme til.

Og så søgte jeg job. Hver uge nærlæste jeg Publisher’s Weeklys annoncesektion bagerst i bladet. Og en dag var annoncen der, den, hvor jeg bare vidste, at det var det job, jeg ville have. Der stod ikke så meget – ikke engang agenturets navn, bare at man søgte en assistent og et faxnummer. Men Bettina, som jo var scout, havde alle agenternes numre indkodet, og hun kunne fortælle mig, at det var den navnkundige Melanie Jackson, der søgte en assistent.

Jeg kom til samtale, og allerede da jeg åbnede døren ind til hendes relativt uglamourøse kontor, vidste jeg, at der ville jeg arbejde. Jeg blev ansat, jeg fik arbejdstilladelse (en lang og indviklet historie i sig selv, med en advokat, der snød mig, 8 måneders ulovligt ophold i USA, og alle mulige fiksfakserier for at jeg kunne få min løn). Og efter de to måneder var gået, tog jeg hjem til Danmark og Gyldendal, som aftalt, og gik ind til Kurt og sagde op. Han grinede bare og sagde: Jeg vidste det.

Så jeg flyttede til New York, fremlejede et værelse i en måned hos en dansk palæontolog, der var i Sibirien for at udgrave en mammut, og startede på mit nye job som assistent for Melanie Jackson, der regnes for at være en af de bedste litterære agenter i USA, og som bl.a. repræsenterede sin mand, Thomas Pynchon (og nej, jeg så ham aldrig, men jeg talte i telefon med ham mange gange), Ron Chernow, Rick Moody, Richard Powers og Lorrie Moore og andre litterære forfattere.

Jeg startede som hendes assistent, og en af mine opgaver var at gennemlæse manuskriptbunken – The Slush Pile – altså alt det, der var kommet uopfordret ind. Melanie var i virkeligheden ikke interesseret i at repræsentere flere forfattere, hun ønskede ikke, at hendes agentur skulle blive større. Det skulle bare være hende og mig. Indimellem tog hun en ny forfatter ind, bl.a. dengang Don de Lillo ringede og anbefalede en ung forfatter, han kendte: Dana Spiotta. Men ellers ikke.

Så på nogen måder virkede det omsonst at læse mig igennem alle de uopfordrede manuskripter, men indimellem var der guldkorn.

Da jeg læse Jonathan Safran Foers EVERYTHING IS ILLUMINATED (som havde en helt anden titel på det tidspunkt), kan jeg huske at blive opfyldt af følelsen af, at det var derfor, jeg var taget til USA, at det var årsagen til, at jeg arbejdede med litteratur. Jeg tog manuskriptet med hjem og læste hele natten, og næste dag gik jeg ind på Melanies kontor og sagde, at jeg gerne ville repræsentere ham, hvis ikke hun ville. På det tidspunkt havde hun haft mig med som læser på flere af de manuskripter/forfattere, hun selv repræsenterede, og havde heldigvis tillid til min smag og min erfaring.

Så med et hug og et manuskript blev jeg agent. Sidenhen kom jeg til at repræsentere andre forfattere, men det hele startede med Jonathan Safran Foer.

Det amerikanske bogmarked

Det amerikanske bogmarked fungerer anderledes end det danske.

I den danske branche talte man på det tidspunkt om forlagsbranchen som en ’gentlemans branche’, hvor der var en masse ting, man ikke behøvede at nedfælde i kontrakten, for naturligvis opførte parterne sig ordentligt over for hinanden (sådan er det ikke helt længere).

I USA går vejen til udgivelse altid gennem en agent.  Selv hvis forlaget modtaget et uopfordret manuskript fra en virkelig talentfuld forfatter, beder de vedkommende om at skaffe sig en agent, før de vil røre ved det. Det sker egentlig af to årsager – for det første fungerer agenterne som filter i forhold til forlagene – de skal netop ikke læse sig igennem kolossale manuskriptbunker – og for det andet som den, der sikrer forfatterens juridiske rettigheder. Amerikanske forlagskontrakter er alenlange og inkluderer ALT.

Den amerikanske bogbranche udgiver omkring 90.-100.000 nye titler om året,  og størstedelen bliver udgivet i New York Derfor er det naturligvis også i New York, de fleste litterære agenter befinder sig.

Når man som agent har antaget en forfatter, indgår man en aftale omkring salget af det enkelte manuskript. Det er naturligvis indforstået, at medmindre der sker et eller andet graverende, så fortsætter man repræsentationen af forfatterskabet, men man indgår kontrakt en titel ad gangen. Agenten arbejder tæt sammen med forfatteren om manuskriptet, sådan som redaktøren gør herhjemme.

Man siger, at man som forfatter har 20 sekunder til at gøre redaktøren interesseret i manuskriptet – det er altså gennemsnitligt den tid, det tager en redaktør at åbne et manuskript, læse lidt og beslutte sig for, om de vil læse videre eller afvise det. Og det er vel at mærke de manuskripter, som kommer via en agent. Derfor skal man naturligvis som agent sikre sig, at manuskriptet er så godt, som det overhovedet kan blive, før man sender det til et forlag. Og derudover sikre sig, at man sender det til den/de rigtige redaktører, hvis udgivelsesprofil passer til lige netop den pågældende titel. Der ligger et stort arbejde ikke alene i at få forfatteren til at gennemskrive sit manus igen og igen, men også i at lære de forskellige forlags udgivelsesprofiler at kende, og især de enkelte redaktører. Derfor går man til utallige frokoster, møder, receptioner, oplæsninger osv. – enhver begivenhed, der kan skaffe en kontakter og information om redaktørernes interesser. ”It’s not what you know, it’s who you know” –et ordsprog Melanie Jackson hadede – har desværre et gran af sandhed i sig.

Utrolig tæt på                            

Jeg havde altså fundet Jonathan Safran Foers manus i bunken, overtalt Melanie til, at jeg kunne repræsentere ham (hun tog på det tidspunkt 15 % i kommission, ud af mit arbejde fik hun 10 % og jeg fik 5 % - det lyder måske groft, men som ny agent var det fantastisk at kunne repræsentere forfattere med hendes navn på brevpapiret – det åbnede i den grad døre), så jeg ringede og fortalte ham, at jeg gerne ville repræsentere ham. Vi arbejdede tæt sammen omkring hans manuskript til Everything is illuminated – redigering, omskrivninger, opstramning af manus etc., og da jeg mente, at det var klar til at blive sendt ud, begyndte jeg at kontakte redaktører, filmfolk og scouts for at skabe ’buzz’ omkring hans roman.

Så skete det, at jeg blev alvorligt syg i øjnene, og mit forsikringsselskab ville ikke betale for behandling i USA. Jeg måtte vælge mellem mit helbred (og gratis sygesikring i DK) og den karriere, jeg havde brugt halvandet år på at etablere.

Frankfurt Bogmesse var netop overstået, hypen om Foers roman havde været stor, og nu kimede telefonen af litterær interesse. Men da jeg efter en øjenoperation tre dage senere fløj tilbage til New York, havde jeg modvilligt besluttet mig for, at jeg måtte flytte hjem til Danmark igen.                        

Jeg kunne have valgt at køre et hårdt sidste løb og virkelig presse på for at få Jonathan Safran Foer og mine andre forfatteres manuskripter solgt, men jeg valgte i stedet at fritstille dem, så de havde en chance hos andre agenter. Det var sindssygt hårdt og vemodigt, især fordi folk efter Frankfurt Bogmesse pludselig kontaktede mig og var interesserede især i Foers manuskript, som der havde været en masse hype om i Frankfurt. Men da havde jeg taget beslutningen …

Så jeg tog hjem. Og resten af historien … tja … 

0
Din bedømmelse: Ingen