80'ernes poetiske nybrud

Oprettet: 06.06.2017 - 10:47

Bliv klogere på udvalgte værker fra 80'erne og læs mere om generationen, der for alvor tog afstand til 70'ernes brugslyrik.

Af Peter Stein Larsen, professor, dr.phil. og ph.d., Aalborg Universitet

80’erne omfatter naturligvis et hav af forskellige forfatterskaber, både inden for prosa og lyrik. Skal man med såvel samtidens som eftertidens øjne pege på den dominerende tendens i perioden, er det uden tvivl det lyriske gennembrud, som man ser fra begyndelen af 1980’erne. Af dominerende figurer kan man især pege på fem meget forskellige digtere, Michael Strunge, Bo Green Jensen, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og F.P. Jac, hvis virkning strækker sig frem til i dag.              

I profileringen af 80’er-digtningen lå i første række opgøret med 70’ernes brugslyrik. Hvor en mainstream i 70’erlyrikken består af erfaringsfremlæggelser fra privat og arbejdslivet, og af politisk orienterede handlingsstrategier, og er formuleret med dagligsproglig forståelighed, opfatter 80’er-poesien sig som den tidligere lyriks absolutte modsætning, idet det her er visionen og det sproglige eksperiment, der står i centrum. Vigtigt er det imidlertid at bemærke, at denne modsætning mellem de to årtiers digtning er en polemisk og forsimplet kontrast, hvis sigte er at fremhæve den sidste periodes positive kvaliteter.                 

Fælles for 80’er-digterne er deres forankring i en modernistisk poesitradition, hvor de har vidt forskellige valgslægtskaber. Hos Strunge er vigtige referencer Rimbaud og surrealismen, hos Jac Emil Bønnelycke og den amerikanske beatlyrik, hos Green Jensen den engelske romantik, T.S. Eliot og Leonard Cohen, hos Thomsen Højholt og den konkrete, minimalistiske 60’er-digtning og hos Tafdrup Edith Södergran og den sensymbolistiske tradition.

I det følgende vil jeg med afsæt i en tekstlæsning fra et hovedværk af hver af de fem digtere pege på noget centralt ved hver af disse. Michael Strunges 'Vi folder drømmens faner ud' (1981) består af en række sindsbilleder af en dødsmærket civilisation:

 

Skrig er udspændt mellem husene

i den hæslige by

Menneskene er skygger

af fabrikkerne og kontorerne

En pige løfter sin kjole

og hendes køn er et ur

(“Den hæslige by”)

 

Med de klassiske modernistiske virkemidler, depersonalisering (fravær af eksplicit lyrisk subjekt) og sansemæssig irrealitet (“skrig udspændt mellem husene”), skabes den angstmættede og dæmoniske atmosfære i dette storbyunivers. Der er dog også altid en utopisk længsel til stede i Strunges univers. ”Den hæslige by” er struktureret i forhold til et polariseret værdiunivers, hvor den ene pol repræsenterer modernitetens destruktivitet og er symboliseret ved ord som “fabrik”, “kontor” og “maske”, mens den anden står for det utopiske og udtrykkes ved ordene “barndom”, “drift”, “stjerner” og “oprør”:

 

I det fjerneste rum

ligger den bedøvede drift

fastspændt til en våd seng

I dansehallen midt i byen danses Dødedisco.

De midlertidige masker udleveres ved indgangen

mod aflevering af visse hjernedele

omfattende minder om barndom, kærlighed

og drift mod stjerner og oprør

(“Den hæslige by”)

 

Der udtrykkes i digtet en positiv vision, der trækker energi ud af en mængde æstetiske, filosofiske, psykologiske og politiske konstruktioner. Det gælder f.eks. romantikkens tro på barnets særlige indsigt, surrealismen opfattelse af underbevidstheden som revolutionært potentiale, antipsykiatrien, tressernes ungdomsoprør og marxismen/anarkismen.    

I Bo Green Jensens 'Requiem & messe' (1981) benyttes T.S. Eliots simultanteknik fra 'The Waste Land' (1922), hvor vidt forskelligt stof fra dagligdagen og den vestlige kulturkreds som helhed bringes sammen i digtet. Der refereres til engelsk romantik, Spengler, Eliot, Bowie, bibelen, nordisk mytologi, Baudelaire, Sarvig, Sylvia Plath, Leonard Cohen, Bob Dylan og meget mere.

Civilisationskritikken i 'Requiem og messe' er modsat Strunges raseri og oprørstrang domineret af desillusion og magtesløshed:

Lad os tage et glas til før vi går

Sagde han og sad med siden til

Det hvide langsomt voksende lys

I ventesalens formiddagsdrom

Cafeteriadovne sammen langsomt

Spillende russisk roulette

Sad de med udløbne frister

Mit navn er For Sent

Og Kunne Have Været  

(“Forskydning”)

 

Tiden i digtet er den arbejdsledige formiddag, stedet et sjælløst, sterilt cafeteria i forstaden, og sindstilstanden beruset, mediebedøvet, apatisk og suicidal. På overfladen et uskyldigt sceneri, et lille barmøde, men inde bagved øjnes det totale sammenbrud: et liv uden værdier, drømme og fremtid. Green Jensens poetiske univers fremviser en civilisation domineret af følelsesmæssig afstumpethed, åndløshed og perverteret drift.  

Også Søren Ulrik Thomsens 'City Slang' (1981) er en samling, i hvilken civilisationskritikken og ubehaget ved den etablerede kultur markerer sig. Stilen i denne samling adskiller sig markant fra både Strunges og Green Jensens, idet denne har en del til fælles med 60’ernes konfrontationsmodernisme og konkretisme:

 

Som et skaldyr står den gamle mand på apotekets trappe.

Om natten er radioen tændt i undergrundsbanens billetkontor.

Bunker af gammelt tøj i forretningens høje ruder.

Søvn bag øjnene. I vinger af støv går en pige i sidegaden. Eftermiddag.

Teenagere glider som vand gennem glasgaden lys

(“By”)

 

I digtets sætningsenheder beskrives en række indbyrdes usammenhængende og derfor for jeget meningsløse hændelser. Indtrykkene perciperes passivt og forudsætningsløst, og alle de registrerede scenerier konnoterer forfald, ensomhed og angst. “By” er et digt om fremmedgørelse og afmagt. I andre af 'City Slang'’s digte skinner der en positiv vision igennem:

 

De brugte støvler, den gamle jakke. Jeg kalder på ordene og går

aldrig mere på arbejde. Jeg åbner vinduet.

Samme digt hver dag.

City Slang.

(“Hver dag”)

 

Stormen af indtryk fra metropolen er i ”Hver dag” en forudsætning for den kunstneriske skabelsesproces, en betingelse for at digteren kan udtrykke sin personlige kode, sit “city slang”. I Thomsens samling kontrasteres den golde, fremmedgjorte storbytilværelse med den kreative, identitetsskabende aktivitet: “Jeg kalder på ordene og går / aldrig mere på arbejde”.

I Pia Tafdrups debutsamling 'Når der går hul på en engel' (1981) optræder der en række prægnante erindringsdigte. Et eksempel er ”Sår”:

 

Uden ord

glider dagen gennem kroppen

og langs væggen vokser

feberlandskabet frem

 

hænder bærer lugten

af sygdom med sig

og kvalme dampe af ensilage

slår ud gennem lugen

fra barndommens silobrønde

og fylder den fugtige luft

 

eller det varme blod fra hønen

 

blot et enkelt slag

mod hjørnet af skuret

blot et enkelt slag

og hønens hoved

dingler dybt fra kroppen

 

kun få stænk på hånden

 

feberhånden

karlen med den flækkende finger

altid skal han røre ved mig

altid skal han trykke mig ind til sig

før han sætter mig op på hesten.

 

Digtet er struktureret som et stream-of-conciousness-forløb, hvor man via en række associationer når frem til et “sår”, hvormed der menes et smertepunkt eller traume fra barndommen. Den lyriske bevidsthed befinder sig i en fysisk og psykisk krise- og svækkelsestilstand (“sygdom”), hvor ”feberlandskabet” “vokser” “frem”. Bevidsthedstærsklen er sænket, og angstprægede, fortrængte oplevelser og fantasier invaderer jeget. Der er tale om en præverbal tilstand (“uden ord”), hvor to barndomserindringer folder sig ud, nemlig “silobrønden” og “hønen”. En nutidig sansning af “hænder bærer lugten / af sygdom” fremkatalyserer de ubehagelige minder.  Digtet slutter tænderskærende og uhyggeligt med de to linjer, hvor en skinger og afmægtig barnestemme ytrer sig: “altid skal han røre ved mig / altid skal han trykke mig ind til sig / før han sætter mig på hesten.”

Det mest omfattende og berømte værk af F.P. Jac er 'Misfat' (1980), som forløber over 136 tætskrevne sider som én lang idiosynkratisk poetisk rablen:

 

jeg har været på spritten lige siden jeg fandt rede på mig selv,

sen i blomst nægtede jeg krigstruslerne afstod fra for eller imod

kristus og begyndte at tage mine billeder rapt ud af huden,

forsvandt i alle afgørende øjeblikke for at finde ro på et ydersted,

finde værd måske ved en pigetinding der tydeligt aftegnede orgasmen,    

 

Digtet omhandler tre forestillingsområder, nemlig beruselse, erotik og poesi. Vi ser, hvordan de tre emner forefindes som tre spor, der løber gennem hele teksten. Ligesom spiritustemaet konstant vender tilbage i teksten (”jeg har været på spritten”), er det samme tilfældet for erotikken (”en pigetinding der tydeligt aftegnede orgasmen”) og for det poetiske (”tage mine billeder rapt ud af huden”).   Digteren er den heroisk lidende seer og den rebelske outsider, hvor ”sygdommen”, ”forfaldet”, ”spritten” samt ”pigerne på gaden” er en forudsætning for, at han kan undfange sine grænsesprængende poetiske visioner.

Samtidig markerer Jac sig som en unik digter med sin deformering af normalsyntaksen, sine rytmiske gentagelser, sin brug af langlinjen, sin talesprogsstil og sin flerstemmighed i udsigelsen. Jeget i digtet fungerer ikke som et ophøjet og fast udsigelsescentrum, men som en dynamisk størrelse. Der udtrykkes hos Jac på original vis en hel række, ofte modstridende, følelser og refleksioner i et forløb.

Generationsfølelsen og –solidariteten mellem de fem omtalte digtere holdt kun få år. Dette havde uden tvivl at gøre med den store forskellighed mellem digterne, der alle med hver deres unikke stil og poetik fra starten placerede sig centralt i den litterære offentlighed. Og til trods for at to af de fem er døde (Strunge, Jac) og én stort set har indstillet sit forfatterskab (Green Jensen), så vil 80’er-generationens digtere uden tvivl fortsat fremover komme til at stå som en af de vigtigste poetiske manifestationer fra det 20. århundrede.

0
Din bedømmelse: Ingen