Hjem i danmark

Høecks gennembrudsdigtsamling, mastodontværket Hjem fra 1985, er ikke blot imponerende i kraft af sin størrelse. Den viser, hvordan sprog skaber verden og hvor sej poesi kan være som multi-tool i den sammenhæng.

’Hjem’ gør sig temmelig godt bemærket på bogreolen med sine 603 sider (plus appendix/systemforklaring!). Selve værket, som det har taget mig nogen tid at få hul på, og som jeg stadig ikke helt føler, jeg kan nærme mig uden et par indledende knæløft og lidt skyggeboksning, består af tre spor: Et øverst oppe, som løber fra højre mod venstre, et nederst som løber fra venstre mod højre, og et midtfor, som løber fra centrum og skiftevis mod venstre og højre. Dertil kommer Høecks ”vanebrud” på linjerne – et stilistisk værktøj hos forfatteren, som kort fortalt går ud på at ord af og til knækkes pludseligt over mellem to linjer og dermed tvinger sin læser til virkelig at bemærke sproget og de mange mulige betydningsnuancer i det.

Det er ikke på nogen som helst måde et værk der lefler for sin læser, snarere tvært imod. En linje som ”hvis du har gjort som jeg bad dig om/ dvs du har læst videre end de fleste” understreger, at man skal arbejde for at få noget ud af det. Hverken den tre-leddede struktur på samlingen, dens enorme omfang eller dens reference til det periodiske system og hele sider, hvor det dekomponerer sig selv, er med til at gøre det specielt tilgængeligt, og ville måske nok kunne få nogen til at råbe det samme som drengen i H. C. Andersens eventyr råbte af kejserens bare baller.

Alligevel vil jeg forsvare, at der er noget kunstnerisk merit at komme efter – det på trods af jeg ikke er nogen superfan af Høeck, som kender hele hans værk og biografi, og også på trods af at jeg ikke er sikker på at jeg overhovedet har forstået den udtrykkelige ”læsevejledning”, som står bagerst i den tykke bog.

Jeg kan personligt bedst lide når et værk ikke vralter direkte ind i min stue, smækker fødderne op og tænder fjernsynet, imens det fortæller mig ting om sig selv, som jeg aldrig havde ønske om at vide. Jeg foretrækker et værk som ’Hjem’, der hilser pænt på i døren og lader mig opdage, hvad det er for en fætter.

Imellem virvaret af handlingstråde og stemninger i hver enkelt sides trefoldige vers, får man et glimt af den mangfoldighed, som også findes uden for selve værket. Det, som vi alle sammen går rundt i og kalder livet. Det er selvfølgelig ikke svært at lave noget, der har med livet at gøre, kan man indvende. Men der hvor Høecks ’Hjem’ alligevel udmærker sig, på linje med andre kunstværker af samme slags, er der, hvor det skaber et rum, hvor tankerne bliver stimuleret til at bevæge sig og opdage nye vinkler og sammenhænge.