Universets engle af Einar Már Gudmundsson

Udover de intense, men udramatiske beskrivelser af menneskelivet i mange former, udmærker romanen sig ved sin unikke, kølige poesi. Den islandske natur lader til at have sat sine spor i fortællerstemmens klarhed og det spinkle, nøgterne sprog.

Når rejsetasken skal pakkes er det en god idé at medbringe 'Universets Engle'. 
Einar Mar Gudmundson (f.1954) modtog i 1995 Nordisk Råds litteraturpris for romanen 'Universets Engle', og det kunne næppe være mere velfortjent. Romanen er Pauls ituslåede fortælling om sin barndom, ungdom og død i efterkrigstidens Reykjavik. Fortællestilen er hverken tillempet eller kedsommeligt bekendt, men ren og skrøbelig. Det er nærmest en blanding af poesi, socialrealisme og en nøgtern registrering med tragikomiske undertoner. Men romanen er mere end det, den er sin egen og har sit eget poetiske sprog og univers.

Kleppur
Romanen begynder med et erindringsbillede fra og af byens galeanstalt Kleppur. Stedet fungerer som en mytisk og skæbnesvanger baggrund for barndomserindringerne, der fortælles i skyggen af Pauls voksne patienttilværelse på stedet. Kleppurs historie og historierne, der knytter sig til stedet og dets patienter løber gennem hele romanen og er evigt nærværende. 'Kleppur findes mange steder' som Paul på et tidspunkt konstaterer.

Vanviddet fremtræder i mange former, og den nøgterne, næsten naivt detaljerede gengivelse af absurditeter og groteske optrin tilfører fortællingen megen begavet og sjældent morsom komik.

Paul beretter senere om sin fødsel, der falder sammen med Islands indtrædelse i Nato. 'Den dag, hvor verden blev spaltet i to.' Det ituslåede spiller en stor rolle i fortællingen. Den er selv en række af brudstykker og splinter af erindring, hvor ansigter og menneskeskæbner præget af brudte livsforløb vandrer ind og ud af fortællingen. Beskrivelserne af barndomserindringerne, der krydses af voksenlivets forlis er kendetegnet ved en uforlignelig sans for detaljer og klarhed. Fortællingen selv kommer til at fremstå som et fastfrosset billede af et splintret univers.

Vand i mange former
Udover de intense, men udramatiske beskrivelser af menneskelivet i mange former, udmærker romanen sig ved sin unikke, kølige poesi. Den islandske natur lader til at have sat sine spor i fortællerstemmens klarhed og det spinkle, nøgterne sprog. Her er ingen stærke farver og forførende dufte, i stedet flyder vandet i dets mange former gennem den næsten gennemsigtige fortælling: regnen, isen, havet og kilden flyder rensende gennem sprogets metaforik.

Einar Mar Gudmundssons metaforer er rene og ukorrumperede. Og netop denne renhed i fortællingen betyder at denne vigtige, til tider morsomme og smertelige historie lagrer sig i læseren. Netop fordi den undlader at benytte forførelsens kunst bryder den gennem ethvert forsvarsværk. Det ville være tåbeligt ikke at unde sig selv denne læseroplevelse.