Intet af Janne Teller

Jubilæumsudgave af omdiskuteret, men pragtfuld historie om hvad der kan ske når man jagter ting med betydning.

Lige efter sommerferien sker det. Pierre Anthon rejser sig op og proklamerer, at intet alligevel betyder noget. Det har han regnet ud, har Pierre Anthon, og derfor forlader han 7. klasse. I stedet sætter han sig op i et blommetræ, hvorfra han smider løse frugter og ord efter de andre. Begge dele rammer, og derfor beslutter klassen at finde det modsatte af intet.  Agnes, som også er den, der fortæller historien, er en af de første, der må mærke det på egen krop, da hun tvinges til at aflevere sine smarte grønne sandaler til den bunke af BETYDNING, de sammen bygger op. Senere kommer der både en nuttet gnaver, en lemlæstet hund, et bedetæppe, en mødom og en død lillebror. Det løber faktisk af sporet. Virkelig af sporet.

I 2010 havde ‘Intet’ ti års jubilæum. Da romanen udkom, modtog den Kulturministeriets børnebogspris, og siden er den udkommet på 13 sprog. I USA har den netop modtaget den prestigiøse Michael L. Printz Honor Book Award. Som en del af romanens mytologi hører også fortællingerne om forældre, der har nægtet at tillade, at ‘Intet’ var en del af skolepensum, et sted i Norge blev bogen forbudt på flere skoler, og i Frankrig har enkelte boghandlere nægtet at forhandle den. Det er jo altsammen kun god reklame for bogen, og jeg tænker at Pierre Anthon griner lidt inde fra fiktionen over voksne menneskers angst for betydningen af ‘Intet’.

‘Intet’ er en velskrevet, foruroligende og fabulerende historie. Den er et tankeeksperiment af de mest interessante slags. Den er en dansklærers drøm eller mareridt, for man kan analysere alt eller intet ud af historien. Personligt synes jeg bare, at man skal vove at læse den og lade sig snøre ind af forfatterens skæve og tankevækkende spind.