Roger Moorhouses bog om Berlin under 2. Verdenskrig er imponerende fortalt og næsten umulig at lægge fra sig. Historieskrivning på højt plan.
”Desuden fik Berlins husmødre råd om, hvordan de kunne få noget ud af de kartofler, der var blevet ødelagt af frosten – hvis de blev lagt i en skål med saltvand eller eddike ….så kunne de stadig anvendes som føde til mennesker.”
Slaget om Berlin og Berlins rolle under 2. verdenskrig er beskrevet i mange bøger, men en beskrivelse af almindelige menneskers tilværelse under krigen har der ikke været skrevet meget om. Det gør den britiske historiker Roger Moorhouse nu noget ved – og tak for det.
Han har læst massevis af kilder fra perioden, dagbøger, bøger skrevet af udenlandske journalister og nazisternes overvågningsrapporter. Derudover har han talt med folk, som har oplevet perioden, og som han siger : ”det er jo ved at være sidste udkald”.
Specielt for Berlin er, at byen aldrig blev en naturlig hjemmebane for nazisterne, og derfor oplevede Berlin mere modstand mod nazisterne end nogen anden tysk by, og der var flere jøder, der overlevede – hjulpet af almindelige berlinere – end noget andet sted i Tyskland. Det hang sammen med byens byens traditioner for venstrefløjspolitik, det aktive jødiske samfund og byens status som verdensby.
Roger Moorhouse har samlet meget materiale, og han fortæller, at det har været umuligt for ham, at lave en fremadskridende kronologisk skildring af perioden. Derfor har han valgt at opdele sin fortælling i temaer. Det er blandt andet mørklægning, rationering og varemangel, tvangsarbejdere, beskyttelsesrummene, de forbudte radioudsendelser fra BBC og Sovjetunionen, modstand mod nazisterne, jødeforfølgelserne og det afsluttende slag om Berlin og de forfærdelige voldtægter begået af de russiske soldater.
Og herefter ”den pludselige stilhed. Ikke flere skyderier fra Stalinorglerne, ikke flere luftværnssirener, ingen bomberegn …det var næsten foruroligende.”
Roger Moorhouses bog gør et stort indtryk på læseren, og hans skrivemåde med masser af citater og udsagn fra diverse kilder i fremstillingen fungerer vældig godt, synes jeg. Som læser kan man føle angsten, lugte de brændende ruiner og føle sulten.
Kommentarer