Lotte Garbers

Min kulturelle hukommelse begynder nok med min mor. Hun trak de bøger ud på reolen, som hun mente, jeg var klar til at læse nu. Der var mange at vælge mellem, bevares, men der var tale om et bevidst og helt sikkert snævert udvalg. Jeg var en læsehest, mens de andre piger i den alder var til den ægte vare, heste. Jeg bar også briller.

Jeg er ikke formand for forfatterforeningen længere. Jeg er bare mig. Jeg må godt. Så nu siger jeg det: Jeg er træt af, at der ikke er nogen, der siger højt, hvad problemet med selvudgivere er.

For problemet er det, som litteraturkritiker Klaus Rothstein stort set er den eneste, der bliver citeret for at sige: Det er bare ikke godt nok. Slut. Prut.

Fem portrætter af skønne, danske kvindelige forfattere. Det er jo en redaktionel bravo ide. Og vi skal endda møde dem i det skisma, som interesserer os: De to verdner - den ydre og den indre. Det får vi lov til hos Pia Tafdrup, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Merete Pryds Helle, Hanne-Vibeke Holst og Leonora Christina Skov.

Noget af det bedste ved at være forfatter er, at man ikke behøver at lege akademiker mere. Det værste ved akademiske knæbøjninger er, at man ikke må snyde og hoppe til konklusioner, dreje en pointe, skrive” “fakta viser, at” og så have det hele baseret på en fordom. Men det må jeg nu!

Bjørn Rasmussen er dansk forfatter, som er ret så god. Han er professionel, vil jeg mene. Men er han en kende selvhøjtidelig?

Han har udgivet to bøger, begge meget vigtigere for dansk litteratur i de her år end Hassan - som bestemt er vigtig for debatten, ikke nødvendigvis for litteraturen.

"Er der nogensinde en forfatter, der har skrevet en bog for at få penge?" og "mon ikke forfattere bliver ved med at skrive gode bøger, selvom der er masser af dem på masser af forskellige tjenester til billige penge?"