Ungeanmeldelse
Den første der dør til sidst
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
'Den første der dør til sidst' er en sørgelig, men inspirerende kærlighedshistorie, som efterlader læseren med en masse spørgsmål til livet.
Forestil dig at leve i en verden, hvor din død kan forudsiges. Du får mulighed for at bruge din “Sidste Dag” på at sige farvel til dine kære og for at leve livet til fulde én sidste gang. I 'Den første der dør til sidst' støder to drenge Orion og Valentino på hinanden til en fest på Times Square i New York kort før midnat. Festen er en åbningsfest for Dødsrådet, som klokken 00:00 går i luften og vil begynde at ringe til de personer, som vil dø den følgende dag.
Da en af de to drenge bliver ringet op af Dødsrådet, bliver de begge forbløffede og bange. Sammen bruger de en dag fuld af følelser: angst, lykke, sorg og forvirring. For hvordan kan Dødsrådet vide, hvem der skal dø?
Vi får løbende opdateringer fra skaberen af Dødsrådet, Joaquin Rosa, om, hvordan den store lanceringsdag forløber, og vi er derfor de første til at få at vide, at noget ikke er helt, som det skal være. Igennem romanen møder vi op til flere personer, som alle spiller en rolle i, hvordan dagen forløber for Orion og Valentino, og man knytter sig til mange af dem. Blandt andet møder vi Rufus Emeterio og Mateo Torrez, hovedpersonerne i De dør begge til sidst. De får begge deres egne kapitler, og vi lærer en del om deres fortid. Også Joaquin Rosas ansatte får deres egne kapitler, og det er meget interessant at høre deres historie og om deres motiver. Medarbejderen Rolando Rubio opdager f.eks. på sin første vagt i Dødsrådet, at han ikke har styrken til at ringe og fortælle folk, at de skal dø, og må derfor sige op. Han tager ud for at møde den ældre mand, som var hans første opringning, og som er helt alene på sin “Sidste Dag”.
Der er mange uventede plottwists, og historien er hverken kedelig eller langtrukken. Den er lige så hjerteskærende, fængende og umulig at lægge fra sig, som bogen 'De dør begge til sidst', der foregår 7 år senere. Bogen beskæftiger sig med temaerne sorg, kærlighed, religion, tro, seksualitet og accepten af, at man snart skal dø.
Endnu en gang viser Adam Silvera os, hvor skrøbeligt og kostbart livet er, og hvordan der kan blive vendt op og op ned på alting på én dag, eller rettere, ét sekund. Igen har han skrevet en roman, jeg elskede fra første side.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
'Den første der dør til sidst' er en sørgelig, men inspirerende kærlighedshistorie, som efterlader læseren med en masse spørgsmål til livet.
Forestil dig at leve i en verden, hvor din død kan forudsiges. Du får mulighed for at bruge din “Sidste Dag” på at sige farvel til dine kære og for at leve livet til fulde én sidste gang. I 'Den første der dør til sidst' støder to drenge Orion og Valentino på hinanden til en fest på Times Square i New York kort før midnat. Festen er en åbningsfest for Dødsrådet, som klokken 00:00 går i luften og vil begynde at ringe til de personer, som vil dø den følgende dag.
Da en af de to drenge bliver ringet op af Dødsrådet, bliver de begge forbløffede og bange. Sammen bruger de en dag fuld af følelser: angst, lykke, sorg og forvirring. For hvordan kan Dødsrådet vide, hvem der skal dø?
Vi får løbende opdateringer fra skaberen af Dødsrådet, Joaquin Rosa, om, hvordan den store lanceringsdag forløber, og vi er derfor de første til at få at vide, at noget ikke er helt, som det skal være. Igennem romanen møder vi op til flere personer, som alle spiller en rolle i, hvordan dagen forløber for Orion og Valentino, og man knytter sig til mange af dem. Blandt andet møder vi Rufus Emeterio og Mateo Torrez, hovedpersonerne i De dør begge til sidst. De får begge deres egne kapitler, og vi lærer en del om deres fortid. Også Joaquin Rosas ansatte får deres egne kapitler, og det er meget interessant at høre deres historie og om deres motiver. Medarbejderen Rolando Rubio opdager f.eks. på sin første vagt i Dødsrådet, at han ikke har styrken til at ringe og fortælle folk, at de skal dø, og må derfor sige op. Han tager ud for at møde den ældre mand, som var hans første opringning, og som er helt alene på sin “Sidste Dag”.
Der er mange uventede plottwists, og historien er hverken kedelig eller langtrukken. Den er lige så hjerteskærende, fængende og umulig at lægge fra sig, som bogen 'De dør begge til sidst', der foregår 7 år senere. Bogen beskæftiger sig med temaerne sorg, kærlighed, religion, tro, seksualitet og accepten af, at man snart skal dø.
Endnu en gang viser Adam Silvera os, hvor skrøbeligt og kostbart livet er, og hvordan der kan blive vendt op og op ned på alting på én dag, eller rettere, ét sekund. Igen har han skrevet en roman, jeg elskede fra første side.