Bog

Broer

Af (
2023
)

Anmeldelse

Broer

07 aug.23

En inspirerende hyldest til ingeniørkunsten og til menneskets fænomenale evne til at finde løsninger på komplicerede problemer.

Flot malerisk billedbog om imponerende brokonstruktioner rundt omkring i verden. Bogen kan læses med børn fra 3 år, men også større børn og voksne vil få noget ud af den – ikke mindst lysten til at rejse.

Marc Majewski har her lavet en fantastisk flot billedbog, der er en fornøjelse at læse for både barnet og den voksne. En bog om broer lyder måske ikke umiddelbart spændende, men hver side i denne bog imponerer og overvælder øjet i sådan en grad, at man får lyst til at pakke rygsækken med det samme og rejse ud og se dem i virkeligheden.

De udvalgte broer i bogen er vidt forskellige og bruges til at illustrere simple ord som kort og lang, men også mere komplekse begreber som fx historie og inspiration. Dette gør bogen egnet til læsning med både små og lidt større børn. Den ledsagende tekst er kort og præcis nok til ikke at distrahere fra de flotte helsides illustrationer, men bliver man nysgerrig efter mere information om broerne, kan man finde mere viden bagerst i bogen, hvor der er et lille men mere udførligt afsnit om hver enkelt bro. Og man kan slet ikke lade være med at blive nysgerrig på mere!

Denne smukke billedbog lærer ikke dit barn at være en god ven eller tøjle sin vrede, men det gør den bestemt ikke mindre værd. Bøger som denne giver næring til fantasien ved at få læseren til at løfte blikket fra det nære og skue ud over en stor og spændende verden, hvor mennesker står overfor de samme udfordringer, der skal løses. Alle broerne i bogen er eksempler på fascinerende forskellige måder at løse komplekse problemer på. Det er vildt inspirerende læsning og minder os om, at mennesker helt fra begyndelsen har været fremragende problemløsere.

Bogen er en hyldest til ingeniørkunsten, til menneskets evne til at samarbejde og til dets tekniske formåen, og disse menneskeskabte konstruktioner er så overvældende og imponerende, at det ikke kan undgå at give læseren håb. For hvis vi kan bygge broer som disse, må vi da også kunne løse de andre udfordringer, vi sammen står overfor. 

Bogdetaljer

Forlag
Straarup & Co
Oversætter
Marianne Randel Søndergaard
Faustnummer
136146726
ISBN
9788775924325
Antal sider
44

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer