Noget af det første jeg læste da jeg som ung teenager gik i skole i Sverige, var Edith Södergran, og hun er nok den, der har betydet allermest for mig, for hun kilede sig ind dér, hvor jeg var allermest åben, og hun satte det hele i gang. Eller rettere: det var sat igang længe før – jeg har altid skrevet – men hun viste mig, at det var rigtigt og vigtigt og muligt, at skrive digte, at være i verden med sine digte, og at give dem videre til verden. Hende vender jeg stadig tilbage til, som man vender tilbage til den kyst, hvor man blev skyllet op, og hendes samlede digte har fulgt mig på de fleste af mine rejser. Jeg har læst hende på de mærkeligste steder, og hun har altid haft en kommentar, et billede, en sætning, en metafor, der kunne forankre mig lige netop dér, hvor jeg befandt mig. Selv i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang: “Jag är en främmande i detta land ...“ fik pludselig en helt anden betydning.
Med Gunnar Ekelöf har jeg det lidt på samme måde – ham kan jeg altid læse, han tilbyder en hel verden – og han har også været en stærk påvirkning. I det hele taget kom svensk litteratur til at betyde meget for mig, idet skæbnen gav mig svensk som mit andet modersmål, mit “stedmodersmål”. Af de nulevende svenske digtere er jeg en stor beundrer af bl.a. Bruno K. Öijer og Håkan Sandell, ja, og Tomas Tranströmer, naturligvis, hans mildhed.

Jeg har altid godt kunnet lide at lade mig føre, mere eller mindre tilfældigt, gennem litteraturens store skov og lade bøger og forfatterskaber lede mig i nye og uventede retninger, fx når en forfatter, som jeg bliver optaget af, henviser til en anden, så bliver jeg nysgerrig og følger den sti et stykke for at se, hvor den fører hen. Eller når ting sker helt af sig selv: I en boghandel i London finder jeg helt tilfældigt en essaysamling af en amerikansk digter, der hedder Louise Glück. Selv om jeg slet ikke kender hende, har jeg en fornemmelse af at den bog må jeg bare have, og det bliver så indgangen til en læsning, både af hendes samlede forfatterskab og en række forfattere, som hun henviser til i sine essays, John Berryman, fx og hans mærkelige Dream Songs, og det ene fører så til det andet, som fører til det tredje og sådan fremdeles.
Der er en scene i en af Jytte Rex’s film, hvor en ung mand (spillet af Thomas Mørk), på det Kgl. Bibliotek spørger efter Borges’, Bogen af Sand, som han har læst om og nu gerne vil låne. Han ved ikke, at han spørger efter en fiktiv bog. Det kunne have været mig.

Som forfatter læser man også for at lade sig inspirere, lære nye greb, få ideer, hente mod og få lov – det kan ind imellem være utrolig befriende, at se en forfatter behandle et sårbart eller vanskeligt emne på en særlig nøgen eller ærlig måde, så er det som om man selv får frigivet materiale: at man faktisk godt kan og må bruge noget af alt det skæve og skrøbelige og uforløste, som man bærer rundt på, når bare man kan finde en form til det, og løfte det ud af det private. Stof er der jo rigeligt af!
Men hvor inspirationen i sig selv kommer fra er et evigt mysterium. Leonard Cohen sagde engang i et interview, noget i retning af: “If I knew where the inspiration came from I would go there more often.” Det ville jeg ved Gud også! Det meste af tiden går med at forsøge at afdække digtet, lokke det frem af sit skjulested, gøre sig parat til digtet. Det er som at leve i en form for konstant alarmberedskab, og det bliver aldrig fyraften!