Citeret fra Ulla Ryum: Mod begyndelsen : (uafsluttede overvejelser). Basilisk, 1999. (Triptykon ; 3. del) (Babel-serien ; bind 10)

"han ved at søsteren lægger sig ned ved siden af ham i græsset, og han kan høre græsset briste under hendes krop.
Hører de tusinde små skrig. Det råber, siger han til sin søster; nej, svarer hun, det er bare græs.
Græs har ingen sjæl.
Blomsters sjæl sidder i deres ansigter.
Se, de er som vidt åbne øjne.
De er Guds øjne i solen.
Her er dyrets øje, siger drengen og viser tegnet i stenen.
Dyret ser dig, tilføjer han, se, det ser lige på dig!
Hans søster gør en voldsom bevægelse hen imod stenen og slår til hans hånd af al kraft. Stenen flyver sin vej, lander et eller andet sted i det høje græs. Det ser på dig mellem græsset, siger han grædende. Hun slår ham en gang til, så han trimler om og holder armene beskyttende op over sit hoved. Han kender hendes raseri. Det kommer over hende en gang imellem, og han opsøger det, selv om han frygter smerten, når hun slår ham eller giver ham et spark over benene.
Lille udyr, hvæser hans søster og kaster sig over ham.
-han ved at det er dette, han altid venter på. Dette øjeblik, hvor de slås og han vrider sig under hendes krop. Hun holder hans hænder presset mod jorden med en hånd på hans håndled. Han mærker hendes bryster mod sin hage og sine kinder, hvis han kan få sig vredet ned under hendes overkrop.

Forsøg ikke at smutte din vej, dit kryb. Hendes ånde lugter af altæabolsjer; hun har altid altæabolsjer med, de er gode for stemmen, for hun vil være sangerinde.
Nu har han fået sin underkrop og benene fri og snor sig til han kan trække det ene ben op og give hende et puf i maven eller endnu bedre mellem benene. Hun står på knæ over ham og ligner en fugleøgle. Hendes briller er under kampen gledet ned på næsen, og han venter bare på at hun skal slippe hans ene håndled for at rette på brillerne. I samme øjeblik hun slipper ham farer hans hånd op og griber efter hendes bryst.
-han ved at hun ved at han bare venter på en lejlighed, og hun tør ikke slippe hans håndled, for så rører han hendes - hun tør ikke tænke ordet - hellere lade brillerne glide ned over det svedige ansigt, som ikke ligner noget andet, han kender. Hun var bange for sig selv, har han ofte tænkt senere, hun ville ikke være en pige.
Slås I nu igen, lyder en stemme i nærheden. Det kan være deres moder, det kan være hvem som helst. De slås, og længes begge to efter næste gang hun ikke kan udholde hans underlige påstande.
De hjælper hinanden med at finde stenen med dyrets tegn i sig. De finder stenen og nu kan den ligge sammen med alle deres andre skatte i en stor kiste med glas i kistelåget".