Ulla Frellsen

Ulla Vera Belzac Frellsen, billedkunstner og forfatter, født 1937 i Vindekilde.

I barndommen tegnede, malede og digtede jeg som ethvert barn.
Som ung fortsatte jeg med det men mistede snart grebet og blev fremmed for mig selv, ligefrem en andrestyret robot.

Omkring 1970 standsede jeg op. Det blev en livsnødvendighed at bygge mit sind om og vælge kunst som redskab.
Så blev "kunst" min livsform. Det er en måde at leve på, som ikke følger prisernes, pengenes og udbytningens lov. Siden 1977 har jeg levet som "fribåren kunstner" på egen regning og risiko. Jeg kan ikke adskille ord og billeder. Det hænger sammen. Når jeg maler, tør jeg famle uden forventninger. Alt er tilladt og jeg får mod til at slippe tankerne løs.

Ved hjælp af billedet vover jeg at lytte til angsten, stille spørgsmål og besvare dem. Det munder ud i en befriende følelse. At komme i overensstemmelse med det almene (dét, som gælder for ethvert menneske fra fødsel til død - på tværs af kultur, tid og sted) er den eneste livsvigtige opgave jeg kan få øje på.
Når jeg har malet, tænkt og spurgt, brænder jeg efter samtale. Om jeg mest er forfatter, maler eller snakkehoved er ligegyldigt for mig. Enhver bås, som omverden eller jeg selv sætter mig i, er en arrest.
Det føles rigt at give slip på håb, systemer og meninger.
At være alment hel-lig sig selv lykkes kun i glimt.

Jeg afskyr spænding, vil ikke underholdes og husker ikke, at jeg af egen fri vilje har læst en bog ud i en køre. Hver gang jeg læser, vækkes min egen nysgerrighed og jeg kommer til at sidde med en dynge bøger. Jeg læser mest i opslagsbøger.

Min tro er at jeg selv kan styre og vælge ansvarligt.
Min gud er begrebet "det alment menneskelige".
Alfaderlige guder og kirkelige systemer oplever jeg som afguder og fjender af det almenmenneskelige. De belønner uvederhæftighed og trøster ansvarsløshed, dobbeltmoral og falskhed. Med dette djævelske bedrag kommer verden så til barnet som to negle og det bliver en lus, fastholdt og arresteret uden af have gjort noget ondt. Mødres og fædres sindsstemninger er lov og deres ord er uimodsigelige. Barnets tale bliver ja, når det føler nej og omvendt. Af pligt og pålidelighed lærer det at tale i floskler og begå mened overfor sig selv.

"Flink, flittig og dygtig" siger skolen og giver udmærkelse for særligt fremragende evner til at være skrækslagen og falsk som en Judas, der først og fremmest fornægter sig selv.
Uden videre hopper vi på en galej som sejler væk FRA os og vi efterlader sjælen, - bliver splittede og uvederhæftige.
Omverden elsker vore slavesjæle og belønner vor falskhed og fejhed, men den indre stemme dødsdømmer os. Vi undertrykker dommen og det giver angst, som vi flygter fra. Med djævelsk flid undgår vi os selv, kommer langt ud og bliver åndelige terrorbomber, som skaber verden. LivSnydere.
Det kredser jeg om, se: læs forfatteren.

Oprindelig publiceret ForfatterNet Storstøms Amt - 18. marts 1999  

Debut: 
1988
Død: 
2008
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

Edderkop

Det var en septembermorgen og luften var skarp.
Katten hævede poterne højt for hvert skridt i det dugvåde græs. Der sad store runde spindelvæv allevegne og mindede om gennemsigtige gespenster af afsjælede grammofonplader. På afstand så det ud som en åbenbaring, men hun var meget bange for edderkopper.
Dagen før havde hun tvivlet på Guds retfærdighed og godhed og straks frygtet straffen. Det var uforståeligt, at han så igennem fingre med verdens nød og elendighed og hun havde haft lyst til at sige ham et par borgerlige ord, men gik istedet til præsten for at få syndsforladelse. Han sagde, at mennesket altid har uret overfor Herren. Prøvelserne var til for at hun skulle tro på Guds rige og retfærdighed og gøre det gode istedet for det onde.
"Men hvordan kan jeg skelne mellem ondt og godt, når jeg tvivler på min egen dømmekraft?" sagde hun.
Nej, sådan så hun ikke på det.
Præstens ord gjorde hende godt.
Om lidt ville postbudet komme og han hadede også edderkopper.
Den lange flisegang hen til postkassen var fuld af spindelvæv.
"Giv mig mod kære Herre!" sagde hun og Herren hørte hendes bøn. Hun tog gårdkosten og gik modigt til angreb på spindelvævet og slog også en del af de ækle kræ ihjel.
Hun fægtede vildt hen i vejret og midt i den gode gerning kom posten, men det var en afløser.
Han sprang ind over staudebedet for at undgå hende.
"Jeg hader altså edderkopper!" sagde hun og fulgte efter ham.
"Nå," sagde han hen over skulderen, indsmurt i spindelvæv og uden at se hende i øjnene. Han gik hurtigt hen til postkassen og klaprede tre gange med låget.
Som om en gang ikke var nok.