Fra Romanen Forsvindingspunktet, s 112-113

Den gyldne time. Jeg har fået Karsten til at sidde model i det bløde lys. Han skal sidde stille, i lang tid, og stregerne lærer mig nye sider af hans ansigt at kende. Det lille knæk på næsen, folden hen over øjenlåget, modermærket i tindingen, en veghed ved munden. Håret bliver ikke rigtig godt, disse proptrækkerkrøller, der falder ned i panden, ned over skuldrene, er vanskelige at tegne, jeg er ikke tilfreds, vil ikke vise George tegningen. Han tager den uden videre, kigger, og slår en latter op. Det ligner overhovedet ikke, siger han, han smider tegningen på bordet og går. Karsten synes ikke, den er værst, han vil beholde den, siger han efter George er væk. Som Sankt Peter helbredte den syge med sin skygge, skaber Georges skygge elendighed, den falder som en dødvægt ind over mig, og jeg vægrer mig.

På slagne veje kan man gå, uden mål og med, men ingen veje er slagne, kendte eller ligetil, og jeg ved, der er en planlægger i huset, én der arrangerer forhindringer, jeg skal passe på. Og jeg annekterer en noget skyggeagtig profil, en gang i agtsomhed, vær varsom med hvor du træder, søster, og jeg ved nu, at ethvert måltid på terrassen kan vende, pludseligt, som et vindstød, og stødet retter sig mod mig.

Denne aften berømmer George sig af sine mange talenter, denne lange monolog om hans kunst, bedrifterne, mennesker han har opdaget, som skylder ham alt, og alligevel er utaknemmelige, glemmer hvem de skylder deres succes. Han sidder i sin gennemsigtige kjole, og varmen er trykkende, vi unge må have væske, vi er fjerne, hver optaget af sit, selv om Karsten svarer distræt, og falder hen igen. Endelig går George i stå, også han falder hen, og som et chok kommer den, lyden, hans knytnæve i bordet.

Hvordan kan man skabe kunst, omgivet af ukvalificerede nuller? Han skriger det ud, jeg trykker mig i hjørnet, og Karsten stivner, så rolig, som man må blive det af sådan en far.

Vi gør vel, hvad vi kan, siger Karsten, og jeg aner en træthed over ham, som ikke har været der før. Georges slæbende skridt ind i værelset, en dødlignende tavshed, selv cikaderne har han kvalt.

Tavs og rastløs går Karsten rundt på loftet, vil ikke i seng, vil ingenting. Han ender ude på taget, og her finder jeg ham i mørket, sætter mig hos ham, lydløst. Vi hører hunden gø i landsbyen, en enlig vred stemme, foran os mod dalen og træerne er der kun mørke og til venstre for os et svagt lysskær fra vejen. Jeg tør næsten ikke bryde hans tavshed, tager hans hånd, vil muntre ham op.
Hvad gør dig glad, Karsten, rigtig glad?
Hans blik har lagt sig til hvile i horisonten, hvor jord og himmel mødes i en lys stribe.
Jeg ved det ikke, siger han, og jeg kommer selv i tvivl om der er noget at være glad over, om ikke den slags er den rene illusion, men skifter mening og giver mig til at nævne alle de ting, jeg ved. Der er naturen, der er kunsten og kærligheden, og så alt det morsomme man kan gøre i sit liv. Og da jeg bliver ved, overgiver han sig lidt efter lidt, og kommer i tanke om noget.
Jeg glemte, jeg elsker dyr, siger han, og ser ikke skuffelsen i mit ansigt.