Smilet
Det kommer bag på ham. Han har altid haft hende som en sikkerhed et sted ”derude”, og nu har en enkelt telefonopringning pludselig ændret det hele. Hun er syg, allerede indlagt, man ved ikke helt, hvor galt det står til, men syg er hun, svimmel; hun er faldet ned ad en bagtrappe, en nabo har ringet efter ambulancen, ikke noget brækket ben, det er noget med hovedet, måske en svulst. Hans mor. Svulst.
Han er lige ankommet til lejligheden fra en forretningsrejse i udlandet, telefonen har ringet, han er dårligt nok nået ind i entréen.
Det er eftermiddag, Tina og børnene er ikke hjemme, han har netop lagt røret og tager sig til hovedet. Han sveder og betragter sit brunede ansigt i spejlet. Han genkender det ikke.
Selvfølgelig, hun er gammel, fireoghalvfjerds, hun skal dø som alle andre. Men hvorfor lige nu? Nej, han må tage det roligt. Helt roligt. Måske overdriver de, de ved jo heller ikke noget med sikkerhed. Hun skal først undersøges. Der kan gå dage, havde lægen sagt, en eller anden yngre fyr med en sprød stemme.
Han kigger henimod mappen med de mange underskrevne kontrakter fra rejsen, som er ligegyldige nu. Indtrykkene fra hotellerne i Paris og Provence og flyterminalerne flagrer i hans baghoved. Han må af sted til hospitalet.
Han går rundt i den tomme lejlighed og leder efter bilnøglerne, men kan ikke finde dem. Han krydser sine egne spor flere gange i køkkenet og i de store stuer, hvor solen gløder stærkt gennem vinduerne. Igen standser han op foran knagerækken i entréen. Han er sikker på, at han hængte dem der, før han tog af sted. Der hænger de altid, Tina har sine egne. Hvor er de henne? Han åbner døren til entréskabet og leder efter sin grå jakke, men han ser ingenting, kun mørket i skabet. Hans nervøse hænder finder en jakke, det er den forkerte, endelig famler han sig frem til den grå jakke, nu må han virkelig tage sig sammen. Han krænger jakken hen over sin svedige skjorte, da han tilfældigt stikker hånden i lommen på jakken mærker han bilnøglerne. Han fisker dem op og går resolut henimod døren ud til trappen.
På vejen gennem byen i bilen i den stegende sol virker alting uvirkeligt: banegårdsbygningen, de letpåklædte fodgængere, murene, trafikken, himlen er noget, han ser på et lærred; mens han kører, forsøger han at ringe Tina op, men ingen svarer i den anden ende, kun denne dutten. Han føler sig pludselig helt alene, han der altid er omgivet af mennesker, der vil købe noget af ham eller rådføre sig med ham. Byen vil ingen ende tage.
Endelig når han frem til parkeringspladsen foran Rigshospitalets grå, høje bygninger, de står som et halvmørkt, fatamorgana i solen.
Han sluser bilen ind imellem de to andre, smækker døren i og skynder sig hen over asfalten og ind gennem den store bygnings glasdøre; desorienteret spejder han ned ad de lange gange, der er befolket med patienter og besøgende; alt omkring ham foregår i et roligt tempo og forstærker hans indre uro, det er i et kort øjeblik, som om tiden står stille og han befinder sig et helt andet sted. I en ørken. På en refleks finder han sit notat om afdelingens nummer i den ene bukselomme, men tallene svæver for hans øjne, han kniber dem sammen: nu har han det. Han fortsætter flagrende hen ad gangen og når i sidste øjeblik ind i en tætpakket elevator, før dørene automatisk glider sammen.
På tredje sal stiger han alene ud og ser sig forvirret omkring, der er ingen mennesker at se kun disse lange gange fyldt med skærende lys fra vinduer for enden. Nogle fjerne stemmer og en pludselig latter trænger igennem stilheden. Han bevæger sig ned ad en af gangene, mens han holder øje med numrene over dørene, en stemme bagfra standser ham. Han vender sig og ser ind i en yngre sygeplejerskes ansigt.
- Hvem søger du? Siger hun og ser skeptisk på ham.
- Min mor, siger han, - hun ligger her, det er nummer …
- Hvad hedder hun?
- Ejlersen, Hanne Ejlersen.
- Det er dør tre på venstre hånd. Hun …
- Ja?
- Kun ti minutter, siger hun, - hun har det ikke godt. Du må være forsigtig.
Men han er allerede på vej videre ned ad gangen og drejer et øjeblik efter ind på stuen. Gardinet er trukket for de mange vinduer, rummet er dunkelt, nogle få strejf af sol vibrerer på hans mors grå hår, hun ligger med siden til i sengen, en hvid kind er synlig, han træder nogle skridt henimod hende, hun sover. Hun genkender hendes smalle mørke øjenbryn. Han tager en stol og sætter sig hen ved siden af hende. Sengen ved siden af hende er tom. Hendes hånd ligger underlig hjemløs på den hvide dyne. Han trækker vejret hurtigt, lytter til hendes tunge åndedrag. Han tager hendes hånd, sidder lidt med den i sin, lukker øjnene. Da han åbner dem, smiler hun til ham.
- Du er faldet…? Siger han.
- Det er ikke så slemt, siger hun og prøver igen at smile.
- Jeg kender dig, du ville aldrig indrømme det. Hvis …
- Du skal ikke bekymre dig, hvisker hun.
- Hvad har lægerne sagt? spørger han og holder fast i hendes hånd.
- Åh, de siger så meget. Jeg er bare lidt svimmel.
- Det passer ikke, mor, der er mere i det …
Hendes blik er pludselig fjernt, øjnene lukker sig i det hvide, feberagtige ansigt. Han tror, hun er væk, krammer hendes hånd, men nu ser hun på ham igen.
- Hvordan gik din rejse? hvisker hun.
- Udmærket, siger han og bliver tavs
Hvad skal han sige: han er bange for at hun dør, han kan pludselig se, hvor lidt han i virkeligheden har bekymret sig for hende, hvor alene hun har været i de sidste mange år i sin lille førstesals lejlighed i huset på Amager; da børnene var små kørte de dem ud til hende, når de trængte til ”lidt fred”, det var bekvemt, gnidningsløst, hun var altid parat, men da børnene blev større blev der længere og længere imellem besøgene; de tog på ferie uden hende, de levede deres liv, som om hun ikke fandtes, inviterede hende en sjælden gang til fødselsdag eller middag; når hun ringede havde han altid travlt med et eller andet, var hun ikke holdt op med overhovedet at ringe, han ka´ ikke huske, hvornår hun sidst har ringet. Nej, det er løgn, han har kendt hendes ensomhed hele tiden. Han har gemt den kodeløst på en af sine mange filer. Den har snurret i hans baghoved som en dårlig samvittighed, der gjorde besøgene hos hende kantede og næsten uoverkommelige. Allerede før de fandt sted.
-Ta´ du bare hjem til dine børn, hvisker hun og ser igen på ham med de små grå øjne, der virker mere klare end han nogensinde har set dem.
- Nej, jeg bliver her, siger han og holder stadig sin svedige hånd om hendes tørre, varme hånd.
Hun falder hen med drag af smerte om munden.
Han sidder lidt og ser på hendes fugleagtige ansigt. Så giver han slip på hendes hånd og går ud på gangen.
Den samme eftermiddag aflyser han alle møder og aftaler og – bortset fra nætterne, som han tilbringer hjemme – bliver han de næste par døgn i nærheden af hende på hospitalet. En del af tiden opholder han sig på patientstuen, men for det meste sidder han ved hendes seng for at være der, når hun slår øjnene op efter de mange pludselige henfald til døsige tilstande. Hver gang virker hun overrasket over at se ham, og han bliver flov over hendes forundring, fordi han igen mærker, hvor langt borte han har været fra hende, og hvor fremmed hendes ældede ansigt er blevet for ham. Længe ligger hun bare og ser på ham, han ved ikke, hvor hun er i tankerne; engang imellem smiler hun lydløst og billeder af utallige dage og øjeblikke fra en tid, som kun de kender lejrer sig ind over hinanden; han husker morgener, hvor hun vækkede ham, når han som dreng skulle i skole og havde maden parat til ham og dage langt senere, hvor han ringede hjem og blev opstemt blot ved at høre hendes stemme; der var næsten altid et lille overskud i hendes stemme, som med det samme smittede af på ham og fik ham til at føle sig elsket, selvom han vidste at hun fra år til år måtte fighte sig igennem og var gået fra job til job efter at hans far tidligt havde forladt hende; han kunne næsten ikke huske sin far, han var forsvundet i disen, det var, som om de altid kun havde været to gennem hele hans barndom, to på en tømmerflåde et sted i verden, som ikke fandtes mere. Og nu lå hun der, slidt op, syg og han forstod ikke, hvordan hun stadig kunne smile til ham. Hvor kom det smil fra? Hvorfor havde han ikke overtaget det, han med sin åh så interessante karriere, der førte ham det halve af verden rundt, han med sine børn og sin kone, der sikkert også elskede ham? Hvor kom hans anspændte, bedrøvede ansigt fra? Var han født med det?
Hun må ikke dø fra ham, han kan ikke undvære hendes smil.
Mens han sidder der og betragter hendes sovende ansigt beslutter han sig til at lægge sit liv om, han er ikke sikker på, at han kan, men han vil prøve. Han vil sige sit job op, han vil lave noget andet, han ved ikke, hvad det skal være, bare noget andet end at sælge computer-programmer og software og at fare verden rundt. Han vil koncentrere sig om børnene, Tina, sin mor; klagede Tina ikke også altid over, at han aldrig tog sig tid til hende, og slog han det ikke altid hen, selvom han vidste, at hun havde ret?…Han vil …
En ældre læge stikker hovedet indenfor på stuen, og da han ser, at hans mor sover, kalder han ham diskret ud på gangen.
Lægen virker opstemt, og han forstår det ikke.
- Hør nu her, siger han, - Vi har undersøgt billederne af svulsten meget nøje, vi har scannet hende og jeg er sikker på, at en biopsi vil bekræfte det …det ska´ selvføli´ gøres, vi gør altid vores arbejde færdig …
- Hvad? Spørger han.
- Det handler om en godartet svulst… med næsten halvfems procent sikkerhed… Hun har slået sig, hun har fået nogle skrammer, et lille chok… men alt i alt: vi opererer og hun ska´ nok komme sig. Har hun nogen, der ka´ ta´ sig af hende?
Han nikker overrasket.
- Vi beholder hende her en uges tid og så, ja… så ka´ du hente hende! Okay?!
Uden at tænke over det giver han lægen hånden, lægen rynker brynene, vender hurtigt omkring og haster hen ad gangen.
Han bliver et øjeblik stående på gangen, en glæde strømmer igennem ham og oveni glæden en pludselig træthed, han må sætte sig et eller andet sted. Han går hen ad gangen og ind på patientstuen, hvor han for første gang i flere dage tænder en cigaret. Hun kommer sig, hun er altså ikke…
Han sætter sig ved siden af en bleg, yngre mand med pilskallet isse, der ingenting siger og blot stirrer frem for sig. Han har lyst til at slå ham på skulderen, men lader være.
Han falder i staver. Tankerne bevæger sig igen til steder udenfor hospitalets mure. Frem og tilbage, op og ned. Langsomt begynder han at fordøje de sidste par dage. Det hele var altså ikke så slemt, bare en forskrækkelse af den slags, man altid hører om. Hans mor bliver opereret, udskrevet, han vil hente hende og køre hende hjem. Selvfølgelig vil han besøge hende noget mere i den kommende tid. Men hvorfor opgive jobbet af den grund? Hans kunder, ledelsen, hans kolleger sætter pris på ham. Det er vel heller ikke lige tiden til at geare ned. I hans alder? Om et par år måske, da vil det falde mere naturligt. Og Tina? Nå, ja, hun brokker sig for tiden, men hun har selv et krævende job, hun er selv stresset. Det går sikkert over. For fanden, der var det vigtige møde i morgen, som han også har meldt afbud til. Nu kan han alligevel nå det.
Han rejser sig og ser sig om efter en telefon.
En halv time efter sidder han igen i sin bil på vej hjem gennem byen. Hans blik strejfer ansigtet i bakspejlet. Det smiler, tilfreds med sig selv. Men det er en anden slags smil.
